Slaget ved Sankelmark 6. februar 1864 blev en blodig kamp på bayonetten.
Efter at den danske hær den 5. februar indledte tilbagetoget fra Dannevirke, gik der 8 timer inden den Preusiske og Østrigske hærledelse hørte om tilbagetrækningen. En forrygende snestorm satte ind og vanskeliggjorde observationer mod stillingen, hvilket var medvirkende til at rømningen af stillingen ikke blev opdaget.
Det var så tilpas hurtigt i forhold til at sikre bagtroppen mod angreb inden man kom relativ sikkerhed nordpå. Om eftermiddagen den 5. februar havde danskerne sent en parlamentær over til østrigerne med ønske om en våbenhvile for at indsamle sårede i forterrænet.
Dansker slører tilbagetrækningen
Dette var et forsøg på at aflive alle rygter om en igangværende tilbagetrækning. Denne udveksling af parlamentærer skete på den østlige side af dæmningen ved Haddeby.
Da ingen ansvarlig var til stede i det østrigske hovedkvarter trak svaret ud. Den danske parlamentær blev efter lang tids venten nervøs og red tilbage til Dannevirke uden svar.
Da Østrigernes svar forelå, sendte man derfor en parlamentær til Dannevirke med svaret. Han fandt stillingen tom og forladt hvilket han hurtigt meldte tilbage. “De er væk !”. Uvist af hvilken grund når denne melding ikke det Østrigske hovedkvarter før klokken 4 næste morgen, hvilket sikrer danskerne et tiltrængt forspring.
De danske tropper forfølges
Østrigsk rytteri blev om formiddagen den 6. februar sendt efter den danske hær, hvis bagtrop (arrieregarde) forskansede sig i det smalle pas ved Sankelmark, hvor Hærvejen og vejen Schleswig-Flensborg løber mellem et højderag mod øst og Sankelmark Sø mod vest.
Selve slaget var usædvanligt blodigt, fordi både den danske oberst Max Müller for 7. brigades 1. og 11. regiment og den østrigske kommandør vurderede at slaget skulle afgøres i nærkamp.
Kampen i det smalle pas
Første regiment blev opstillet i det flade og smalle terræn på begge sider af vejen og 11. regiment et par hundrede meter bagved. Kampen begyndte kl. 15.30, da 1. regiment angreb den østrigske styrke med bajonetter med store tab til følge. 11. regiment fulgte op med endnu et angreb, men blev slået tilbage. Kampen sluttede ved 5-tiden, da mørket faldt på.
De danske tab ved Sankelmark udgjorde i alt 763 mand, heraf 53 faldne, 157 sårede og resten fangne. På østrigsk side faldt 95 mand, 311 blev såret og 27 savnedes.
Resultatet af slaget blev, at den danske hær uden forhindringer kunne fortsætte tilbagetrækningen til Dybbøl, hvortil hovedstyrken nåede frem i løbet af den 7. februar.
Østrigerne vandt, men den danske plan lykkedes
Østrigerne betragtede slaget ved Sankelmark som en stor sejr medens danskerne endnu engang noterede sig, at ”det lykkedes at stoppe østrigerne og sikre hærens tilbagetog” – samme ræsonnement som efter Selk (Kongshøj).
I forbindelse med slaget findes en anekdote om, hvordan Oberst Max Müller udnyttede forskellige egnsbefolkningers temperament i sin slagplan.
Hovedparten af soldaterne i 1. regiment var fra København, medens soldaterne fra 11. regiment var vendelboer.
I følge traditionen tænder københavnernes temperament hurtigt og de kæmper voldsomt. til gengæld brænder de også hurtigt ud, hvor vendelboerne er lidt mere træge, men til gengæld mere udholdende. Derfor satte han københavnerne i 1. regiment ind i første angrebsbølge, og vendelboerne i 11. regiment ind i den anden.