De danske koldkrigsforter blev opført som en direkte konsekvens af Danmarks medlemskab af NATO. I alt tre anlæg kom til at udgøre rygraden i det faste kystforsvar: Stevnsfortet, Langelandsfortet og Bangsbo Fort. Deres fælles formål var at kontrollere de danske stræder og farvande – de eneste søveje mellem Østersøen og verdenshavene.
Proppen i Østersøen
Danmark havde under den kolde krig en helt særlig strategisk placering. Landet blev ofte beskrevet som “proppen i Østersøen”, fordi al skibstrafik – civil såvel som militær – nødvendigvis måtte passere gennem danske farvande. Ingen større flådestyrke kunne bevæge sig ud af Østersøen uden at blive observeret, og i yderste konsekvens beskudt, fra danske stillinger.
Netop derfor var Danmark også et oplagt mål for Warszawapagten i tilfælde af krig. Kontrollen med stræderne var afgørende for både NATO og Sovjetunionen.
Kendte angrebsplaner
Allerede under den kolde krig eksisterede der viden om konkrete angrebsplaner. Dokumenter, som senere er blevet kendt efter Sovjetblokkens sammenbrud, viser, at polske tropper skulle foretage landgang i Køge Bugt og Fakse Bugt. Herfra skulle de rykke frem over Sjælland, mens store panserstyrker samtidigt skulle trænge nordpå gennem Vesttyskland og videre op gennem Jylland.
Danmark var tænkt angrebet som en flankeoperation – hurtigt og hårdt.
Atomvåben i planerne
Ifølge planerne skulle angrebet på Danmark finde sted omkring krigens 5.–9. dag. Her indgik også brugen af taktiske atomvåben. Blandt de danske forter var det kun Stevnsfortet, der var konstrueret til at kunne modstå virkningen af begrænsede atomangreb.
Der eksisterede planer om atomslag mod både Esbjerg – som modtagehavn for NATO’s forstærkningsstyrker – og mod Roskilde. Sidstnævnte formentlig for at demonstrere både vilje og evne til at anvende kernevåben og dermed presse Danmark til hurtig overgivelse.
Angrebskort 1954
Danmark mente ikke at have råd til den store mængde udstyr og vedligeholdelsesmandskab dette krævede, og opførte herefter selv Stevnsfortet.
Et dansk projekt
Danmark forsøgte i første omgang at få NATO til at finansiere opførelsen af de nye forter. Dette blev afslået, da alliancen i stigende grad foretrak et mobilt forsvar frem for faste anlæg. Danmark vurderede dog, at de faste installationer var nødvendige og opførte derfor selv Stevnsfortet og Langelandsfortet i begyndelsen af 1950’erne.
Bangsbo Fort, der oprindeligt var et tysk anlæg fra Anden Verdenskrig, blev videreført og indpasset i det danske forsvarssystem.
NATO og realpolitikken
Efterfølgende er det blevet klart, at NATO reelt havde afskrevet Danmark i en storkrig. Landet blev betragtet som svært at forsvare på grund af de mange kyster, fjorde og vige. I stedet satsede NATO på en spærring af Kattegat i linjen Hanstholm–Kristiansand for at holde den sovjetiske Østersøflåde inde.
Koldkrigsforterne var derfor primært et dansk bidrag og en national forsvarslinje – ikke noget NATO forventede at kunne holde i længden.
Danmark kunne få atomvåben
NATO havde atomvåben lagret i Meden, umiddelbart syd for grænsen. De var designeret Danmark. Det er så spørgsmålet om man havde tid og vilje til at opnå amerikansk accept til brugen af dem, og derefter få dem bragt ud til artillerienhederne samt raket-forsvaret.
Forterne i dag
Koldkrigsforterne var kun én del af et langt større netværk af danske militære anlæg fra perioden. I dag er alle tre forter bevaret og indrettet som museer. De er bygget forskelligt og afspejler både tid og teknologi, men de deler ét fælles mål: at fortælle historien om Danmarks rolle i den kolde krig og kontrollen med de indre danske farvande.
De står i dag som håndgribelige minder om en tid, hvor Danmark – trods sin størrelse – havde en nøglerolle i Europas sikkerhedsbalance.