Overgangen til Als natten mellem den 28. og 29. juni 1864 var den direkte konsekvens af, at våbenhvileforhandlingerne var brudt sammen. Preusserne havde overtaget efter sejren ved Dybbøl, og det viste sig at være en fatal fejlvurdering at tro, at de ikke ville udnytte deres momentum.
Forhandlingerne i London strandede, fordi den danske regering nægtede at acceptere en deling af Slesvig. På trods af nederlaget ved Dybbøl den 18. april fastholdt statsminister D.G. Monrad og den danske delegation kravet om en grænse ved Ejderen.
Regeringen vidste godt, at Danmark militært stod uden reelle muligheder. Alligevel håbede man, at hæren kunne holde stand længe nok til, at diplomatiske forhandlinger ville give et resultat. Forhåbningerne byggede på, at stormagterne Rusland, Frankrig og Storbritannien tidligere havde garanteret Danmarks besiddelse af Slesvig. Men da det kom til stykket, var ingen villige til at gå i krig for Danmarks sag.
Da våbenhvilen udløb den 26. juni, handlede Preussen hurtigt.
Forberedelserne til angrebet
Overgangsstedet ved Sottrup Storskov
Preusserne havde i hemmelighed samlet en stor flåde af åbne både og pontonfærger. Oprindeligt lå de ved Ballebro, men blev flyttet til Sottrup Storskov – et område, som det danske krigsministerium fejlagtigt mente var uegnet til en landgang.
Midt om natten klokken 02.00 den 29. juni satte 2.500 preussiske soldater i 166 både og 20 pontonfærger over Alssund. I reserve stod yderligere 17.500 mand klar. For at få bådene i vandet måtte preusserne grave ramper ned gennem de stejle skovbrinker og anlægge feltstillinger til artilleriet i skoven.
Overraskelsen lykkes
Rampe
De danske styrker på yderst på Arnkil halvøen tog straks kampen op, men forsvaret af er for svagt. Der er kun ca. 50 mand, formentlig udsat som alarmeringsposter, der hurtigt nedkæmpes. De nærmste danske styrker befinder sig i Ulkebøl. Da de nærmeste større danske styrker når frem til angriberne, udvikler der sig en del hårde kampe omkring landsbyen Kær.
Tilbagetog og nederlag
I løbet af morgenen blev det danske forsvar slået. Klokken 05.30 opgav danskerne kampen om Als og trak sig under fortsatte kampe tilbage mod Kegnæs. Herfra blev tropperne evakueret, og den 1. juli forlod den sidste danske soldat øen.
Den preussiske landgang var en fuldkommen succes. Danmark mistede i alt 3.148 mand dræbt, såret eller taget til fange, mens de preussiske tab var på 372 mand. Preussen besatte Als, østrigerne rykkede ind i Jylland nord for Kongeåen, og den danske regering havde ikke længere noget valg.
Grave og mindesten på Arnkil og Kær
Frygt og sammenbrud i Danmark
Båd brugt til overgangen
Nyheden om overgangen til Als sendte chokbølger gennem Danmark. I de københavnske aviser bredte sortsynet sig, og man begyndte åbent at frygte en fjendtlig landgang på Sjælland. Hele den danske krigsstrategi havde bygget på flådens herredømme i de indre farvande – nu var den forudsætning brudt.
Frygten var reel. Den preussiske øverstkommanderende prins Friedrich Karl havde allerede udarbejdet planer for en invasion af Fyn, hvis Danmark fortsatte krigen. Presset fra befolkningen og især det københavnske borgerskab voksede, og krigsviljen smuldrede.
Overgangen til Als blev dermed ikke blot et militært nederlag, men det afgørende slag, der tvang Danmark til fred. I Preussen blev sejren straks fejret – blandt andet med en march komponeret af den berømte militærkomponist Piefke til minde om landgangen den 29. juni 1864.
Den Preussiske Militærkomponist Piefke komponerede en march til minde om overgangen til Als
29. juni 1864. Han var den tids mest kendte militære komponist.
Der Alsenstörmer (mp3)