Den Anden Slesvigske Krig begyndte den 1. februar 1864. I realiteten var der tale om en genåbning af den Første Slesvigske Krig – men denne gang under langt vanskeligere politiske og militære vilkår for Danmark.
Bismarcks krig
Otto von Bismarck
I Berlin styrede Otto von Bismarck udviklingen med kold beregning. Hertugdømmerne var det officielle stridspunkt, men bag konflikten lå også betydelige indenrigspolitiske problemer i Preussen, blandt andet uenighed om værnepligtens længde. En kort og overskuelig krig mod Danmark – især om Slesvig – var derfor politisk attraktiv.
Med den danske Novemberforfatning fik Bismarck det påskud, han havde brug for. Efter et forudsigeligt diplomatisk spil brød krigen ud den 1. februar 1864. Danmark havde ingen ambitioner om at forsvare Holsten og trak sig hurtigt tilbage til stillingerne foran Dannevirke og selve fæstningslinjen.
Forbundshærens plan
Preussen og Østrig planlagde en hurtig afgørelse. Krigen skulle være afsluttet på tre dage.
Første dag skulle de preussiske styrker nå Mysunde, mens de østrigske rykkede frem mellem Rendsborg og Dannevirke.
Anden dag skulle overgangen over Slien gennemføres, samtidig med at Dannevirkes centrum og højre fløj blev angrebet for at binde de danske tropper.
Tredje dag skulle Dannevirke angribes fra flanken, omgås og nedkæmpes.
Mysunde
Angrebet på skanse A og B
Planen brød sammen ved Mysunde. Her mødte de preussiske tropper et indædt dansk forsvar, som gjorde overgangen over Slien umulig. I stedet måtte man rykke over længere mod øst ved Cappeln. Forsinkelsen gav danskerne den nødvendige tid til i nattens mulm og mørke at rømme Dannevirke natten mellem den 4. og 5. februar.
I København blev forsvaret af Mysunde opfattet som en dansk sejr og gav anledning til en vis optimisme. Netop derfor virkede rømningen af Dannevirke som et chok for befolkningen og fik en voldsom psykologisk effekt.
Sankelmark og tilbagetoget
Under tilbagetoget lykkedes det den danske bagtrop at holde det østrigske kavaleri stangen ved Sankelmark. Også denne kamp blev – midt i mismodet – betragtet som en dansk succes. Samtidig blev danske styrker ved Selk (Kongshøj) presset tilbage af østrigsk infanteri.
Herefter trak den danske hær sig nordpå mod Dybbøl, Fredericia og Limfjorden. Strategien havde fungeret under den Første Slesvigske Krig, hvor man effektivt havde kunnet flytte tropper ad søvejen. I 1864 var forudsætningerne imidlertid ændret.
Preussiske 24 pund kanoner Broager
Dybbøl og nederlaget
I begyndelsen af marts indledte preusserne bombardementet af Dybbøl fra Broager. En stadig større belejringsstyrke blev opbygget, de danske forposter blev presset tilbage, og stillingen var reelt belejret. Efter et voldsomt bombardement den 14. april fulgte hovedangrebet den 18. april 1864, hvor Dybbølstillingen blev stormet og indtaget.
Overgangen til Als
Efter Dybbøls fald fulgte en kort våbenhvile. Da den udløb, satte preussiske styrker den 29. juni over Alssund. Efter hårde kampe blev de danske tropper presset tilbage til Høruphav og evakueret til Fyn. Overgangen til Als
Fredericia blev overgivet uden kamp til østrigerne, og de resterende danske styrker i Nørrejylland fik ingen betydning for krigens videre forløb.
Danmark kapitulerer
Den Anden Slesvigske Krig endte med et totalt dansk nederlag. Med Pragfreden i 1866 overgik hertugdømmerne til Preussen. Krigen blev et nationalt traume og markerede et afgørende vendepunkt i dansk militærhistorie og selvforståelse.