Sikringsstilling Nord (tysk: Sicherungsstellung Nord) blev opført af den tyske hær i årene 1916–1918 i det nuværende Sønderjylland. Stillingen var et direkte resultat af Tysklands voksende uro under Første Verdenskrig – ikke mindst frygten for et angreb nordfra.
Tysklande bliver stor flådemagt.
Den tyske flåde i Kiel
Efter ødelæggelsen af den russiske Østersøflåde under den russisk-japanske krig i 1904 ændrede magtbalancen i Østersøen sig markant. Tyskland stod nu som den dominerende flådemagt i området. Den vigtigste flådehavn var Kiel, som lå relativt beskyttet mod angreb fra den britiske Home Fleet. Samtidig havde tyskerne store dele af deres Højsøflåde placeret i Nordsøhavne.
I de følgende 15 år op til Første Verdenskrig indledte Tyskland et voldsomt maritimt våbenkapløb med Storbritannien. Skibe blev større, kanoner kraftigere, og antallet af skyts voksede til hidtil usete niveauer. Kapløbet blev drevet frem af admiral Tirpitz – men det var et kapløb, som Tyskland reelt ikke havde ressourcer til at vinde. Erfaringerne fra krigen viste da også, at udbyttet var begrænset.
Jyllandsslaget og konsekvenserne
Efter Jyllandsslaget erklærede både Tyskland og Storbritannien sig som sejrherrer. Taktisk kunne tyskerne pege på visse succeser, men strategisk var det England, der stod stærkest. Den tyske Højsøflåde trak sig tilbage til havnene i Nordsøen og Kiel – og kom reelt aldrig på åbent hav igen.
I stedet satsede Tyskland massivt på ubådsvåbnet. U-bådene havde betydelig succes i Atlanten, men kunne ikke bryde den britiske flådeblokade, som effektivt afskar Tyskland fra forsyninger. Blokaden førte i 1917–1918 til alvorlig hungersnød i Tyskland.
Tysk utryghed
Tysk ubåd uddykket
I desperation besluttede den tyske regering og overkommando i 1916 at indføre uindskrænket ubådskrig. Det betød, at alle skibe – også neutrale – kunne sænkes, hvis de blot blev mistænkt for at føre krigsvigtig last til England.
Beslutningen skabte betydelig uro i den tyske ledelse. Man frygtede især at provokere neutrale søfartsnationer som Holland og Danmark, der begge grænsede direkte op til Tyskland uden at være beskyttet af aktive fronter. Hvis de gik ind i krigen på britisk side, kunne de åbne farlige flanker.
Man vurderede dog risikoen som acceptabel og var langt mere bekymret for amerikansk indtræden i krigen – en risiko, man alligevel valgte at løbe i håbet om at tvinge England i knæ.
Frygten for et angreb fra Danmark
Danmarks geografiske placering vakte særlig bekymring. Landet lå blot omkring 100 kilometer nord for flådebasen i Kiel. Allerede fra 1905 havde der floreret rygter i tysk planlægning om, at England i en krig kunne landsætte op mod 100.000 soldater i Nordslesvig. Rygterne blev aldrig bekræftet, men de forsvandt heller aldrig helt.
I den tyske krigsplanlægning op til Første Verdenskrig opererede man med at kunne forstærke styrkerne i Nordslesvig med op mod 38.000 mand inden for de første 8–10 krigsdage. Det blev dog aldrig realiseret.
Med indførelsen af den uindskrænkede ubådskrig voksede uroen. Hindenburg og Ludendorff frygtede især et muligt angreb mod Esbjerg, hvor en fjendtlig styrke – eventuelt støttet af den danske hær – kunne rykke sydpå gennem Slesvig-Holsten mod Kiel og videre ind i Tyskland. Med hovedparten af de tyske styrker bundet på Vest- og Østfronten var scenariet ikke helt urealistisk.
Byggeriet af Sikringsstilling Nord
Som en sikkerhedsforanstaltning besluttede Tyskland i 1916 at opføre en stærk befæstningslinje tværs over Jylland: Sikringsstilling Nord. Stillingen blev anlagt noget syd for den daværende dansk-tyske grænse.
Tegning af Mogens Scott Hansen
Den strakte sig fra Sliv Sø mellem Haderslev og Åbenrå i øst, videre vestpå over Toftlund og Skærbæk og helt ud til Vesterhavet ved Rømø. I alt blev der opført mere end 900 anlæg, herunder omkring 600 bunkere, omfattende skyttegravssystemer, pigtrådsspærringer, oversvømmelsesanlæg samt lette, mellemtunge og tunge artilleribatterier.
Stillingen blev aldrig fuldt bemandet. Kun ingeniørtropperne, der stod for opførelsen, samt artilleribesætningerne var til stede. De enheder, der i givet fald skulle indsættes mod nord, var dog nøje udpeget. Samtidig blev det tyske forsvar langs den hollandske grænse også udbygget for at imødegå et muligt britisk angreb.
Sikringsstilling Nord kom aldrig i kamp – men den står i dag som et markant vidnesbyrd om den frygt, usikkerhed og strategiske nervøsitet, der prægede Tyskland under Første Verdenskrig.