I århundreder havde Dannevirke været symbolet på Danmarks forsvar mod syd. Stillingen blev senest udbygget i 1862, hvor man på hovedvoldens midterste syv kilometer og umiddelbart foran denne anlagde 27 skanser, bestykket med i alt 181 kanoner. Udbygningen skete på bekostning af arbejdet ved Fredericia og Dybbøl.
Alligevel blev Dannevirke allerede på krigens femte dag i 1864 opgivet – uden kamp. Da den danske overgeneral Christian Julius de Meza vurderede, at hæren risikerede at blive omringet og udslettet, beordrede han stillingen rømmet. Det viste sig, at Dannevirke – ligesom meget andet Danmark havde stolet på i 1864 – i praksis var en illusion.
Dannevirke
En kompleks forsvarsstilling
Dannevirke var ikke én samlet vold, men et system af flere forsvarsafsnit: hovedvolden, Kovirke og en forbindelsesvold. Foran disse lå en række skanser og forværker, som skulle give dybde i forsvaret. De største var Bustrup Forværk og Dannevirke Forværk.
Samtidig opførte ingeniørtropperne skanserne ved Dybbøl og renoverede fæstningsanlæggene omkring Fredericia. Stillingen var lagt med stor omtanke i terrænet. Mod vest støttede den sig til marskområder, som kunne oversvømmes ved hjælp af dæmninger i dalene ved Trenen og Rejde Å. Mod øst udgjorde fjorden Slien en naturlig spærring.
På papiret var Dannevirke stærkt. I praksis var forholdene for mandskabet elendige. Der var kun opført barakker til hver 17. mand. Mange barakker var halvfærdige, andre lå endnu i stabler bag stillingen. Hæren var dårligt indkvarteret, udmattet og mangelfuldt udrustet.
Myten om Dannevirke
Både blandt befolkningen, politikerne – og endda i den militære ledelse – herskede der en næsten mytisk tro på Dannevirkes uindtagelighed og på hærens styrke. Denne tro var ikke baseret på realiteter, men på historiske forestillinger og national stolthed.
Halvfærdige barakker
Ironisk nok var stillingens største styrke også dens største svaghed. De oversvømmede vådområder var en effektiv spærring – så længe vandet var flydende. Men vinteren 1864 var ekstrem. Kulden nåede ned omkring 20 minusgrader, og både marsken mod vest og fjorden Slien frøs til. Dermed kunne fjenden passere, hvor man havde regnet med naturlige forhindringer.
Man forsøgte at holde områderne åbne ved at hugge isen op og ved at lade et dampskib sejle frem og tilbage på Slien for at holde en sejlrende åben. Flåden vurderede dog, at opgaven var umulig i længden.
Isning på Slien
Den 1. februar 1864 gik de fjendtlige styrker over Ejderen. De første forpostfægtninger fulgte hurtigt, blandt andet ved Eckernförde. Her led danskerne mindre tab, mens angriberne slap uden tab – et ildevarslende tegn.
Kampene ved Mysunde den 2. februar og ved Selk (Kongshøj) den 3. februar viste, at danskerne kunne kæmpe effektivt. Preusserne blev slået tilbage ved Mysunde, og østrigerne indtog Kongshøj – begge steder med betydelige tab på begge sider. Alligevel gav kampene anledning til eftertanke i det tyske hovedkvarter.
Tysk tøven – og dansk erkendelse
Sårede Mysunde
Efter kampene drøftede feltmarskal Wrangel og hans korpschefer den videre fremgangsmåde. Et umiddelbart frontalangreb på Dannevirke blev udskudt, da artilleriet endnu ikke var klar. I stedet skulle mulighederne for et flankeangreb over Slien undersøges – netop det scenarie, som udgjorde den største trussel mod den danske hær.
Danskerne manglede omkring 20.000 mand for at bemande stillingen effektivt. Da isen lagde sig, stod det klart for de Meza, at Dannevirke ikke kunne holdes uden risiko for omringning og tilintetgørelse.
Beslutningen om rømning
Den 4. februar om aftenen afholdtes et fem timer langt generalstabsmøde. Alle ledende officerer – med én undtagelse – skrev under på beslutningen om at forlade Dannevirke natten efter. Beslutningen var i direkte modstrid med ordrerne fra København, og krigsministeren blev først orienteret, efter at ordren var givet.
Natten mellem den 5. og 6. februar trak den danske hær sig tilbage i et vellykket, men ikke fuldt koordineret tilbagetog. I snestorm, frost og på isglatte veje marcherede hæren mod Dybbøl og Fredericia – uden at fjenden opdagede rømningen.
Artilleriet efterlades
Stort set alt positionsartilleri blev efterladt i stillingen. Der var givet ordre til, at det i det omfang det var muligt, skulle lastes på jernbanevogne mod Flensborg, men tiden og forholdene gjorde det umuligt.
Tog ved Dannevirke
Telegram om togene
Telegram vedr. tog til transport fra Dannevirke
Flensborg 4. februar 03.15 (eftermiddag) Fra Rosen
Til Armeens Overkommando7 lokomotiver med vogne holde siden 6 i morges ved Ellingsted, Holm og Ørsted.
Skulle de holde længere ?
Det er ønskeligt at faae dem hjem dersom det gaaer an.
Chok og syndebuk
Julius de Meza
Tilbagetoget ødelagde de tyske planer om at omringe og knuse den danske hær. Det vakte stor frustration hos både kejser Wilhelm, Otto von Bismarck og den preussiske hærledelse, som havde forventet en afgørende sejr ved Dannevirke.
I Danmark ramte rømningen som et chok. Dannevirke var blevet opfattet som uindtagelig, og mange betragtede beslutningen som forræderi. Der udbrød uroligheder i København, og regeringschef Monrad ofrede de Meza som syndebuk.
Krigsminister Lundbye anklagede de Meza for ikke at have fulgt sine instruktioner og fastholdt, at Dannevirke burde have været forsvaret. De Meza truede med at offentliggøre sin korrespondance med regeringen – men gjorde det aldrig. Han blev afsat.
Eftertidens dom
De Meza grav
Det kom til en del optøjer i København, og Monrad ofrede generalen som syndebuk. Herunder truede de Meza med at offentliggøre al sin korrespondance med Monrad. Dette skete dog aldrig, og general de Meza blev tvunget til at træde tilbage.
Eftertiden har dog helt og aldeles frikendt de Meza. Det var den eneste fornuftige handling han kunne foretage ud fra de foreliggende omstændigheder.
De Meza kom sig aldrig over den afsked han havde fået og han døde, forbitret syg og nedbrudt, allerede i 1865.
Krigsminister Lundbyes telegram til de Meza da rømningen er kendt.
Modtaget natten mellem 5 og 6 februar i Flensborg.
Lundbyes telegram til de Meza
Telegram nr. 337
5 februar 1864 eftermiddag
Generallieutenant de Meza, Flensborg.
Jeg anerkjender ikke at armeens øverstkommanderende general har holdt sig instruktionen efterrettelig og forbeholder mig altsaa undersøgelse i saa henseende.
Det er endnu min mening at Dannevirke burde forsvares.
C.C. Lundbye
