Stevnsfortet skulle sammen med Langelandsfortet hindre gennemsejling af de danske stræder
Danmarks Strategiske Placering
Danmarks placering som “Proppen i Østersøen” var vital for både NATO og Warshawa-pagten gennem den kolde krig. Den eneste vej ud af Østersøen var gennem dansk farvand. Ingen transport- eller krigsskibe kunne komme genen dansk farvand uden enten at blive enten observeret eller måske endda skudt på. Stevnsfortets primære opgave var at beskytte eventuelle mineudlægninger i den sydlige del af Øresund og Fakse Bugt.
Fortets bygning.
1. spadestik 7. januar 1953
Fortet (SOLA) blev bygget fra 1952 til 1955, og i 1953 stod den nærliggende kaserne færdig. Inden bygningen havde der været omfattende studier af tyske stillinger, bygget i Danmark under 2. verdenskrig. Endvidere havde man set på et engelsk anlæg i Dover, der havde en undergrund der lignede Stevns.
Det “første” spadestik blev foretaget af Arveprins Knud og Kontreadmiral Eyvind Musaeus Dahl for kystbebefæstningen, civilingeniør G. Gottschalck- Andersen for søværnets bygningsvæsen og civilingeniør Rasmussen for entreprenøren Rasmussen og Schiøtz.
Fortets primære bevæbning var to kanontårne med hver to 15 cm. kanoner, der hidrørte fra det tyske slagskib Gneissenau.
Fortet blev bygget af det danske ingeniørfirma Rasmussen & Schiøtz. 1.7 km. tunnel blev boret og sprængt i Stevns undergrund. Det er placeret for enden af en klint og byggeriet blev påbegyndt fra hver sin ende, to steder ved vandkanten. Tunnelerne er stadig benævnt rævegange. Det bortgravede materiale blev smidt i vandet fra disse to gange. Næste morgen var alt materiale væk, takket være den stærke strøm.
Den specielle undergrund på Stevns Klint (geologisk kendt som Bryozo-kalk) var særligt velegnet til formålet. Kalken med de indlagte flintelag var meget dæmpende på rystelser, hvorfor eksplosioner fra granater eller flybomber på overfladen ikke havde den store effekt 18 meter nede. Dog var personellet ret udsat. En fuldtræffer på fortet med en taktisk atombombe ville medføre en trykpåvirkning på ca. 9 G på besætningen.
Fortets bevæbning var Skyts fra Gneisenau
Pjece 1
Fortets hovedbevæbning var fire 150 mm kanoner i to kanontårne. Tårnene var forbundet med fortets tunnelsystem. Oprindeligt var kanonerne opsat som mellemskyts på det tyske slagskib Gneisenau af Scarnhorst klassen.
Ved operation Cerberus i 1942, brød Gneisenau sammen med slagskibene Scarnhorst og Prinz Eugen den engelske blokade i Den Engelske Kanal og forskød fra den franske havneby Brest til tyske havne. Ved denne operation bliver Gneisenau beskadiget af en mine. Under reparation på værftet i Kiel tømmer man mod sædvane ikke skibets magasiner for ammunition, og under et engelsk fly-angreb rammes det forreste tredobbelte 280 mm kanontårn. Hele forskibet blev ødelagt og 112 mennesker omkom.
Gneisenau på prøvesejllads
Gneisenau blev herefter sejlet til Gotenhaven (Gdynia) i Polen for reparation og nye bevæbning i form af 380 mm kanoner. Dette blev dog aldrig ført ud i livet. I 1943 udstedte Hitler en befaling (Führerbefehl) om at alle større enheder, fra lette krydsere og opefter, skulle oplægges. Han mente ikke de tjente deres formål. Efter dette blev artilleriet pillet ud af skibene og anvendt på Atlantvolden.
Gnaisenau ved Gotenhaven (Gdynia)
Gneisenau endte sine aktive dage som blokskib på bunden af havnen i Gdynia (Gotenhaven) i 1945. Det blev hævet og ophugget i 1951.
Tårn Cäsar fra Gneisenau i Norge
Et af de store kanontårne er bevaret i Austrått Fort ved Ørland i Norge, medens beskadigede rester af et andet tårn findes i Holland. Det sidste tårn er forsvundet. Der er forskellige versioner af hvilke tårne der er hvor.
15 cm kanoner fra Gneisenay i Batteri Grådyb (Fanø)
De to tårne der kom til Stevns, blev oprindeligt opstillet på Fanø i Batteri Grådyb (Batteri Gneisenau), for i1952 at blive flyttet til den nuværende placering på Stevnsfortet.
Skydning fra Stevnsfortet
Lyskanonen
I 1957 blev en 12.7 cm. kanon til skydning med lysgranater opsat. Denne kanon blev i de tidlige 1960’ere erstattet med en 15 cm. kanon. Rækkevidde 23 kilometer. I en periode havde den ramper for lysraketter monteret på siden af tårnet. Hvor denne kanon kommer fra er uvist, men den er af tysk fabrikat. Muligt er der tale om en tysk SKC-28, efterladt i et kyst batteri efter besættelsen.
Denne kanontype stod bl.a. i Hesbjerg Batteri ved Gilleleje.
Ud over hovedbevæbningen var der to batterier af dobbelte 40 mm luftværnskanoner. Et Nordre og et søndre batteri. Begge bestående af 3 pjecer. Det var muligt at komme til det søndre luftværnsbatteri fra undergrunden, medens man ikke kunne komme til det Nordre. Om denne ejendommelighed skyldes undergrundens beskaffehed eller økonomi vides ikke. Begge batterier blev nedlagt og opskåret på stedet sidst i 1970’erne. Fortet var endvidere bestykket med et antal mobile 20 mm. kanoner.
Beskrivelse af Kampvognskydning og forsøg med napalm som søforsvar 1975.
Droptank eksploderer
I 1975 udførte en eskadron fra Falsterske Fodregiment skydeøvelser fra klinten med Centurion kampvogne og forskellige andre våben.
Der blev også udført forsøg med brug af napalm som flydespærring. Den var udlagt i et antal udrangerede 600 liters droptanke fra flyvevåbnet som blev antændt.
Overfladen.
Der var ikke meget af fortet synligt på overfladen. Nogle ventilationstårne, nogle gasfiltre, kanonerne og nogle stande for pejleapparater. Disse brugtes til manuel beregning af afstand og kurs på skibe. Der kunne også anbringes en afstandsmåler i denne stand.
Ildlederkontrolposten
Der var to permanente luftværnsbatterier i forbindelse. Et nordligt og et sydligt. Det sydlige var forbundet med fortet via en gang og beskrives i forbindelse med fortets tunnelsystem.
Det nordlige luftværnsbatteri er mere traditionelt med adgang fra terræn. Det blev tildækket da forsvaret forlod området og befinder sig på privat grund.
Radiobunker (bunker 18)
Vest for lyskanonen lå radiobunkeren. Den var benævnt som bunker 18. Dens eksistens var i lang tid ikke særlig kendt. og på de første års rundvisninger blev guiderne fjerne i blikket når man spurgte til den.
De er så vidt vides fundet anvendelse for den.
Nedgangen til fortet
Ildledelsen stod i forbindelse med nedgangsbunkeren ved trappen til undergrunden.
Nedgangsbunker
Den eneste vej ned i undergrund og tunneler var gennem nedgangsbunkeren i den nordlige ende. (Der var dog en nødudgang ved det sydlige luftværn). Her var der tre flankerings-konstruktioner til nærforsvaret. Inde i bunkeren er der to adgangsmuligheder til undergrunden – en trappe og en elevator. Endvidere var der herfra indgang til ildlederposten for pjece nr. 1
For foden af trappen er der to indgange.
En normal og en gennem et ABC-rensepunkt. Denne gas-sluse med renseudstyr forhindrede kemiske kampstoffer i at blive bragt ind i tunnelsystemet fra overfladen. Det var også her muligt at behandle personel, der var blevet forurenet af kemiske eller nucleare kampstoffer. Afvaskning, rent tøj og evt. behandling.
Tunnelerne
Stevnsfortet var et søfort, og det sætter sit præg. Gangene i undergrunden var opkaldt efter gamle søhelte. Senere fik de dog mindre romantiske betegnelser efter NATO standard . De gamle navne blev dog hængende.
Rævegang nord
Tunnelerne blev boret og sprængt fra søsiden, søndre og nordre tunnel. Også kaldet rævegang Nord og Syd. Det udgravede materiale blev blot smidt i vandet, hvor den stærke strøm sørgede for borttransport til næste dag.
Begge tunnel-ender (Rævegange) var beskyttet af kraftige ståldøre og en flankeposition inde i tunnelgangen.
Hoved-tunnelen havde et buet forløb med svære ståldøre isat. Adskillelsen lå ca. på midten og adskilte de to artillerisektioner.
Forløbet var lavet for at begrænse risikoen for ildspredning samt standse en eventuel indtrængende fjende midtvejs.
De tunge ståldøre er enten taget fra gamle tyske anlæg eller lavet på Flådens værft på Holmen.At de er tyske er nok mest sandsynligt.
På alle steder hvor tunneler krydsede hovedtunnelen har der lavet buler i væggenes kalk. Det var for at forhindre ildspredning fra sidetunnelen til hovedtunnelen.
Billeder fra Stevnsfortets undergrund
Anlæg og genstande i tunnelerne
Skakt til radioantennen
Fra tunnelsystemet var der adgang til betonbrønde til radarantenner. Disse kunne lukkes foroven med et 5 cm panserdæksel.
I tilfælde af sammenstyrtninger eller svækkelse af loft og vægge, var der på bedste maritime vis oplag af havaritømmer i tunnelerne. Havaritømmer er et maritimt udtryk for tømmer til understøttelse af et svækket skibsskrog.
For at holde tunnelsystemet kørende med varme, ventilation og nødstrøm var der behov for store mængder maskineri. Dette fandtes i to maskincentraler. En i den nordlige, og en i den sydlige ende.
Til hver pjece var der et ammunitionsmagasin med elevator til kanontårnet.
Nedsænkningshullet
Nedsænkningshullet
Meget at det tunge materie var for stort til at blive transporteret på plads genne den normale indgang eller elevatoren. Der blev derfor lavet en stor nedsænknings-skakt i fortets sydlige del, hvor materiellet kunne sænkes ned med kran. Hullet blev senere lukket med en stålplade.
Hvis fortet skulle aktiveres, skulle adskillige hundrede mennesker bo her, 20 meter under jorden i måneder. Der var ikke køkkenfaciliteter til så mange, så de har skullet leve af standardrationer. I fredstid blev de bespist på den nærliggende kaserne. Andre faciliteter i undergrunden var også temmelig primitive.
Det var flådens fort, og underbringelse skete i køjer. Her lokale til pjecebesætning. 36 pladser samt 10 for befalingsmænd bagerst.
På grund af den begrænsede plads kunne også fortets hovedtunnel bruges til underbringelse.
Det sydlige luftværnsbatteri var forbundet med tunnelssytemet.
Det oprindelige operationsrum. (Syd)
De nedlagte O-rum i syd
I den sydlige ende af fortet blev operations rummet indrettet sammen med artillericentralen. Det blev flyttet til bl.a. det tidligere hospital i fortets nordlige del ved moderniseringen i 1982-84.
Del af det gamle Operationsrum kompleks. De tre døre er 7-8-9 på tegningen over komplekset. For enden ses døren til kommandokontoret.
Det fonetiske alfabet hænger stadig på væggen i telefoncentralen
Operationsrummet.
Operationsrummet var den sidste aktive del af fortet. Oprindeligt var det indrettet i den sydlige del, men efter en ombygning og modernisering i 1982-84, blev det flyttet til det tidligere hospital (se nedenfor) i den nordige del af fortet.
Flåderadioen og Sundets Marinedistrikt var placeret her til fortet lukkede.
Ildledercentralen
Artillerikontrollen
Ildledercentralen var en del af det oprindelige operations rum. Her blev målene plottet og skud-data udregnet. Det var før computerens tid, og der var tale om både store og komplicerede maskiner. Der skulle både regnes med målets hastighed, vindretning og hastighed, lufttryk og granatens flyvetid over en afstand på op til 23 km. Disse data blev indstillet på de små sorte hjul ved maskinens overkant.
Stevnsfortets hospital.
Operationsstue
Fra begyndelsen havde fortet sit eget hospital med to operationsstuer. Det havde en modtageafdeling med 18 senge og en egentlig hospitalsafdeling med 36 senge. I tilfælde af svære skader, kunne hospitalet råde over 80 senge i gangene i fortets nordlige del. Det havde også et mors-rum med 6 pladser. Man havde Røntgen, og der var lagre af både medicin og forbindsstoffer. Der var ingen blodbank, men personellets blodtyper var kendt. Hospitalet var i stand til at behandle svære brandskader, i tilfælde af angreb med napalm, fosfor eller atomvåben.
Der var endvidere et kapel, i to mindre lokaler hvor dræbte soldater kunne henstå til de kunne udleveret til familierne eller der kunne foretages en nød-begravelse på fortets område.
Hospitalet blev nedlagt under en ombygning i perioden 1982-84.
Fredstidskasernen
Fredstids-kasernen, Stevnsfortet
Det var ikke meningen at der skulle være andre end det højest nødvendige personel i fortet i fredstid. På den anden side af Korsnæbvej lå fredstidskasernen. I dag er det en lukket institution.