Langelandsfortet var ét af Danmarks tre koldkrigsforter – sammen med Stevnsfortet og Bangsbo Fort. Forterne havde et fælles formål: at lukke de indre danske farvande og kontrollere de vitale stræder mellem Østersøen og verdenshavene.
Danmarks strategiske placering
Under den kolde krig blev Danmark ofte kaldt “proppen i Østersøen”. Al civil og militær skibstrafik ud af Østersøen måtte passere gennem dansk farvand. Ingen transport- eller krigsskibe kunne gøre dette uden at blive observeret – og i yderste konsekvens beskudt. Denne position gjorde Danmark strategisk uundværlig for både NATO og Warszawapagten.
Som led i denne opgave opførte Danmark i begyndelsen af 1950’erne to nye kystforter mod Østersøen: Stevnsfortet og Langelandsfortet. Hvor Stevnsfortet skulle sikre Øresund og Fakse Bugt, var Langelandsfortets hovedopgave at beskytte mineudlægningerne i den sydlige del af Storebælt og hindre fjendtlig gennemsejling.
Fortets opførelse
Til anlægget opkøbte staten ejendommen Holmegård på Sydlangeland med omkring 170 tønder land. Den 22. marts 1952 blev det første spadestik taget af admiral Dahl, greve Kaj Ahlefeldt-Lauervig og ingeniør Lehrmann fra bygningstjenesten. De eksisterende bygninger blev ombygget til kaserne, mens selve fortet blev opført som et omfattende betonkompleks.
I alt blev der opført 14 store bygningsværker i armeret beton, herunder kanonstillinger, maskinbunkere, kommando- og ildlederbunkere samt nærforsvarsbatterier. Anlægget blev sikret mod ild, gas og chok, og vitale funktioner blev beskyttet mod både konventionelle og kemiske trusler. Overtryk og gasfiltre skulle forhindre indtrængen af ABC-kampstoffer, og maskinbunkerne var udstyret med alarmer for radioaktivitet.
Operations- og ildledercentral
Fortets hjerne var operationscentralen, hvorfra hele indsatsen blev styret og koordineret. Her lå kommunikationscentralen, som håndterede al kontakt til observationsposter, radarer, det øvrige kystforsvar og foresatte myndigheder. Samme sted blev også lokalforsvaret ledet.
I direkte tilknytning hertil lå ildledercentralen. Her blev ilden fra fortets artilleri dirigeret med udstyr, der svarede til det, man fandt om bord på flådens større enheder.
Ildledercentralen
Strøm og nærforsvar
Langelandsfort maskinbunker
For at sikre uafbrudt strømforsyning havde fortet to maskincentraler – én i nord og én i syd. De var udstyret med kraftige dieselmotorer, som drev nødgeneratorerne. Kun den sydlige maskincentral er i dag tilgængelig, da den nordlige senere blev indrettet som radarstation for farvandsovervågning.
I tilknytning til maskincentralerne fandtes nærforsvarsstillinger med maskingeværer, suppleret af skyttehuller i terrænet. Fortet rummede desuden et omfattende lager af håndvåben til den krigsbesætning, som ville have oversteget 400 mand.
Hovedbevæbningen – de tyske 150 mm kanoner
Langelandsfortet blev bestykket med 4 stk. kanoner 150 mm P.K.L. L/55 Model M/1930. Den originale betegnelse var 15 cm S.K. C/28 L/55. Kanonerne var monteret i affutager Küst MPL C/36 for opstilling på land ved kystforsvaret. Selv om konstruktionsåret er 1928, var det på opstillingstidspunktet et fuldt tidssvarende stykke artilleri, klart på højde med andre landes konstruktioner.
De 4 kanoner, der blev opstillet på Langelandsfort, stammer fra et tysk batteri på Fynshoved, bygget i krigens slutning .
Kanonerne var fremstillet af Skoda fabrikkerne i Pilzen i Tjekkoslovakiet. Omkring årsskiftet 1944-45 blev der sendt 8 kanoner af typen 15 cm SK C/28 i affutage Küst MPL C/36 til Danmark. Alle var uden skjold, da der ikke kunne fremskaffes stål til fabrikationen.
Skjoldene er først monteret ved leveringen til Langelands-fortet.
I 1957 blev ved stranden opstillet en 127 mm P.K. L/45 M/1934 som belysningskanon for batteriet.
Øvelsesskydningerne fra fortet viste sig så generende for de omkringboende, at der i 1962-64 blev bygget et strandbatteri med to 150 mm kanoner af samme type som hovedbatteriet. Disse to kanoner kom fra et andet tysk batteri, Hesbjerg ved Gilleleje, og var kommet til Danmark på samme sene tidspunkt af krigen.
4 kanoner på linie
Kanonerne blev opstillet i fire stillinger i en nord-syd gående linie parallelt med kysten. En kanon i hver med tilhørende ammunitions- og mandskabsbunker.
Pjecerne havde en skudvidde på 22 km hvilket er langt nok til at dække farvandet til Lolland. En pjece kunne med en god besætning afgive 6 skud pr. min. Granatvægten var 45 kg og granaterne havde stor panserbrydende effekt.
Fortet havde egen radar til at spore skibe og lavtgående fly.
Den blev suppleret af radaren på Fakkebjerg bunkeren.
Ammunitionsbunkere
Kanonerne havde mandskabs- og ammunitionsrum i et betonanlæg under hver pjece. Herfra kunne ammunitionen bringes op til kanonerne med en elevator.
Ved at holde et konstant overtryk i hele fortet modvirkede man indtrængen af ABC-kampstoffer. Herunder brugtesogså gasfiltre
Der var underbringelse af kanonens 15 mand store besætning i betonanlægget under pjecen.
Luftværn og supplerende artilleri
Til forsvar mod luftangreb var fortet udstyret med to faste luftværnsbatterier – et nordligt og et sydligt. Hvert batteri bestod af tre standpladser med dobbeltaffutager, hver bevæbnet med to 40 mm Bofors-luftværnskanoner. Disse kanoner var leveret som amerikansk våbenhjælp efter Marshall-planen og fandtes på de fleste større danske kystforter.
Derudover rådede fortet over omkring 20 mobile 20 mm luftværnskanoner, som kunne indsættes efter behov. Luftværnet kunne både anvendes mod luftmål og til nærforsvar mod mål på land.
Langelandsfortet i dag
I 1973 blev hovedbatteriet langtidskonserveret, men uddannelsen af besætninger fortsatte i en årrække. I dag er Langelandsfortet museum. Her formidles ikke blot fortets egen historie, men også bredere fortællinger om den kolde krig. Udstillingerne omfatter både skibe, fly og det militære beredskab, der i årtier gjorde Danmark til et nøglepunkt i Europas sikkerhed.