Kampene og begivenhederne fra 1848 til 1850 er ikke nær så veldokumenterede som krigen i 1864. Fotografiet var endnu ikke rigtig slået igennem, og Treårskrigen blev ført som en bevægelseskrig, hvor hærene hurtigt skiftede position. Det levnede ikke meget plads til krigskorrespondenter og detaljerede samtidsskildringer. Men dramatikken fejler intet.
Slaget ved Bov 9. april 1848
Efter overrumplingen af fæstningen Rendsborg trængte de slesvig-holstenske tropper nordpå. Den danske hær under general Hedemann rykkede sydpå fra Kolding og forenede sig med en styrke fra Als under oberst Schleppegrell. Danskerne var både talmæssigt overlegne og bedre uddannede.
Kampen blev kort og hård. Slesvig-holstenerne led store tab og flygtede i panik mod syd. Oprørsstyrken endte tilbage i fæstningen i Rendsborg, og den danske hær fulgte efter. Danmark havde nu kontrol over Slesvig helt ned til Ejderen.
Krigserklæring – 18. april 1848
Sejren ved Bov ændrede hurtigt karakter, da stormagterne blandede sig. Preussen og Det Tyske Forbund besluttede at støtte oprørerne. Det Tyske Forbund erklærede Danmark krig, samtidig med at preussiske tropper under general Wrangel rykkede op gennem Holsten.
Den danske hær mod Als og nordpå
Slaget ved Slesvig 1848
Overkommandoen opgav Bov-stillingen og førte hovedparten af hæren til Als, mens andre styrker søgte nordpå mod Kongeåen. Wrangel lod tropper besætte Sundeved for at holde danskerne på Als i skak. Samtidig rykkede andre dele af den slesvig-holstenske og preussiske hær den 2. maj over Kongeåen og op i Nørrejylland.
Nybøl og Dybbøl – 28. maj og 5. juni 1848
Slaget ved Dybbøl 1848
Fra Als foretog generalerne Hedemann og F. A. Schleppegrell et vellykket angreb på Nybøl den 28. maj 1848. Denne sejr samt den efterfølgende sejr ved Dybbøl den 5. juni vakte begejstring hos den danske befolkning, men modvilje hos stormagterne.
Samtidig ville Rusland ikke tillade Preussen at gå over Kongeåen og hermed ind i selve kongeriget. Herved blev Wrangel og forbundshæren bremset.
Efter sejren ved Bov rykkede den danske hær frem mod byen Slesvig, hvor generalerne Læssøe og Hedemann etablerede en hovedstilling nord for Dannevirke. Strategien var at føre en henholdende kamp og om nødvendigt trække sig nordpå.
Påskedag den 23. april angreb Wrangel med omkring 20.000 mand. Angrebet var dårligt koordineret, men overmagten var for stor, og den danske hær måtte trække sig tilbage mod Flensborg. Trods tilbagetoget regnes slaget som et af de mest hæderfulde i dansk militærhistorie.
Træfningen ved Oversø
Under retræten regnede man ikke med, at Wrangel ville forfølge hurtigt, og derfor var bagtroppen ikke organiseret så solidt, som situationen krævede. Sidst på eftermiddagen indhentede friske mecklenburgske dragoner og hannoveranske tropper den danske bagtrop, og der opstod en træfning ved Oversø.
Nogle danske dragoner slap nordpå og alarmerede Flensborg, hvor mange danske tropper lå indkvarteret, med råbet: “Preusserne er her!” Det viste sig dog at være overdrevet.
Våbenhvilen i Malmø – 2. juli 1848
På initiativ af Storbritannien, Rusland og Sverige blev der i juni 1848 indledt forhandlinger mellem Preussen og Danmark. Den 2. juli blev en våbenstilstand indgået – sammen med planen om en fælles dansk-tysk regering. Den blev dog aldrig til noget, blandt andet på grund af general Wrangels modstand og politiske komplikationer på tysk side.
Den 26. august 1848 kom der alligevel en aftale på plads: mange danske og preussiske tropper skulle trækkes ud af hertugdømmerne, og den slesvig-holstenske hær skulle reduceres og opdeles. Den provisoriske regering skulle træde tilbage og erstattes af en dansk-preussisk fællesregering, som i fællesskab skulle styre hertugdømmerne. Våbenstilstanden skulle gælde i syv måneder.
Under forhandlingerne foreslog briterne en deling af Slesvig – en idé som selv nogle danske nationalliberale begyndte at overveje. I den danske offentlighed vakte tanken dog stor forargelse, og slesvig-holstenerne ønskede heller ikke en deling. Den 18. september 1848 afviste Frederik VII forslaget med de berømte ord: “Det skal ej ske.”
Kampene genoptages – 1849
Da våbenstilstanden ophørte, blev fjendtlighederne genoptaget den 3. april 1849. Den danske hær talte nu ca. 41.000 mand, mens tyskerne og slesvig-holstenerne kunne mønstre godt 65.000. Over for denne overmagt besluttede danskerne at trække sig nordpå.
Haderslev – 3. april 1849
Det nørrejyske korps under general Rye rykkede ud fra Kolding. Oberstløjtnant Irminger marcherede tidligt om morgenen med to bataljoner, fire kanoner, et esspingol-batteri og kavaleridivisionen Hegermann-Lindenkrone. Ved Aller Kro stødte de en fjendtlig patrulje væk, og senere på dagen kom det til kamp ved Haderslev i kuperet terræn.
Der opstod både infanterikamp og gadekampe. Fjenden blev presset tilbage, og byen blev besat af danske tropper. De danske tab var 3 døde og 6 sårede.
Adsbøl – 3. april 1849
Samme dag rykkede en brigade frem fra Als. Fjenden stod ved Adsbøl med infanteri støttet af artilleri. Byen blev omgået nord om Nybøl og forbi Fiskebæk, og angrebet blev understøttet af to granatkanoner. Efter kamp blev fjenden drevet ud af byen, og de danske kanoner stod blandt andet på kirkegården. Fjenden blev forfulgt mod Graasten. Danske tab: 2 døde, 21 sårede og 2 savnede.
Slaget ved Egernförde 5. april 1849
Christian VIII
Ved Egernförde angreb Danmark fra søsiden med fregatten Gefion, linjeskibet Christian VIII og transportfartøjer. Kampen begyndte kl. 04. De danske skibe skulle angribe fjendtlige batterier omkring fjorden, men de store skibe kunne ikke manøvrere i det snævre farvand og blev derfor oplagte mål for kystbatterierne.
Forsøg på at slæbe skibene fri med hjuldampere mislykkedes under beskydning. Gefion måtte overgive sig og kom senere i tysk tjeneste (med flere navneskift) før ophugning i 1891.
Christian VIII blev så hårdt ramt, at skibet måtte stryge flaget. Der udbrød brand om bord, og kl. 20 sprang skibet i luften. Slaget kostede 105 faldne, 61 sårede og næsten 1.000 fanger. De døde blev begravet på kirkegården i den nordlige del af Eckernförde.
Gallionsfigur Christian VIII
Christian VIII blev så hårdt ramt, at skibet måtte stryge flaget. Der udbrød brand om bord, og kl. 20 sprang skibet i luften. Slaget kostede 105 faldne, 61 sårede og næsten 1.000 fanger. De døde blev begravet på kirkegården i den nordlige del af Eckernförde.
Slaget ved Kolding – 23. april 1849
Forbundshæren rykkede igen nordpå, og Kolding blev besat og befæstet. General Bülow besluttede at slå tilbage og indledte den 23. april et angreb i to flanker: én under ham selv ved Taulov, og én under general Rye og general Moltke ved Harte og Almind, hvor målet var at sikre overgange ved Ejstrup og Påby.
Danskerne pressede frem og mødte hård modstand. Bülows brigade kæmpede sig frem mod Slotssøen, og broen ved Ejstrup blev taget, men ved Vejlevej stødte man på stærk modstand. Preussernes general Bonin trak sig tilbage for at omgruppere. Danskerne troede et øjeblik, at slaget var vundet – men preusserne vendte tilbage med 12-punds kanoner og forstærkninger. Da Ryes og Moltkes brigader risikerede at blive afskåret, trak Bülow sig tilbage mod Vejle og Fredericia. Slaget var tabt.
Danskerne angriber
Om morgenen angreb danskerne de fjendtlige stillinger over en bred flanke og mødte hård modstand. Bülows brigade kæmpede sig helt frem Slotssøen og mødte megen modstand her.
Ryes og Moltkes brigader havde erobret broen ved Ejstrup, men havde mødt modstand ved Vejlevej.
Preussernes general Bonin følte sig nu presset og beordrede sine flanker sammen i en kileform og trak sig lidt tilbage, men kun for at omgruppere.
Danskerne troede på dette tidspunkt at slaget var vundet, men preusserne vendte tilbage med 12 punds kanoner og forstærkninger fra Koldings sydområde, hvorefter der blev kæmpet hårdt om Koldings centrum.
Da forbundshæren nu var tæt på at afskære Ryes og Moltkes brigader, trak Bülow sig tilbage mod Vejle og Fredericia, og kampen var tabt.
Jylland besættes
I begyndelsen af maj fik overgeneral Prittwitz den ønskede tilladelse til at gå over grænsen og besætte mest muligt af Jylland.
Gudsø – 3. og 7. maj 1849
Efter nederlaget ved Kolding trak Bülow styrker ind i Fredericia, mens Rye lå omkring Vejle. Den 3. maj rykkede Bülow ud vest for Elbodalen og kom i kamp ved Gudsøpasset, som blev besat. Men den 7. maj angreb Prittwitz i styrke. På grund af overmagten måtte danskerne efter hårde kampe trække sig tilbage til Fredericia, og dele af styrken blev senere sejlet til Fyn.
Ryes berømte tilbagetog – 7. til 30. maj 1849
General Olaf Rye
Olaf Ryes brigade (Det Nørrejyske Armékorps) på ca. 7.000 mand, med rytteri og 16 kanoner, gennemførte nu sit kendte tilbagetog op gennem Jylland. Den blev forfulgt af Prittwitz med ca. 22.000 mand og 52 kanoner. Rye blev manøvreret ud af flere stillinger, men undgik at blive knust og trak sig gradvist nordpå.
Den 22. maj fik han ordre til at rette tilbagetoget mod Helgenæs, hvor et skanseanlæg fra 1848 var delvist befæstet og bestykket med 12 svære kanoner. Rye ønskede at holde sig tættere på kysten for at bevare muligheden for udskibning.
Den 31. maj kom det til en rytterfægtning nord for Aarhus mellem danske dragoner og preussiske husarer, som endte med dansk sejr – trods dansk undertal. Danske tab: 8 mand. Preussiske tab: 25 dræbte eller sårede og 19 fanger.
Rytterfægtningen ved Århus 31. maj 1849
Rytterfægtning 1849
Kampen fandt sted nord for Århus. Fægtningen stod mellem danske dragoner og preussiske husarer, og endte med dansk sejr. Selvom danskerne var i undertal, lykkedes det alligevel lykkedes at tvinge Preusserne på flugt.
De danske tab var 8 mand imedens preussernes tab var 25 sårede eller dræbte og 19 taget til fange.
Fredericia 6. juli 1849
Trelle Skanse
I forsommeren 1849 var Fredericia belejret af slesvig-holstenerne under general Bonin, som også bombardererede byen. Oberst Lunding planlagde sammen med overgeneral Frederik Rubeck Henrik von Bülow et udfald for at bryde belejringen, men det krævede forstærkninger.
Ryes brigade blev overført via Fyn og sejlet til Fredericia i små både, som artilleriet havde svært ved at ramme. Også 2. brigade under general Christian de Meza blev overført fra Als via Fyn.
Ved krigsrådet i Vejlby Præstegård ved Strib den 4. juli blev planen fastlagt: udfaldet skulle ske kl. 01 natten til den 6. juli. 19.000 danske soldater stod klar mod 14.000 slesvig-holstenere i befæstede stillinger. Kampen blev blodig og hård, og udfaldet var usikkert til langt hen på dagen. Sejren blev dyrt betalt, og blandt de faldne var general Olaf Rye under stormen på Treldeskansen.
Fred med Preussen og Forbundet – 1850
Rusland intervenerede og truede Preussen diplomatisk, hvis krigen ikke blev stoppet. Herefter fulgte våbenhvile, og Wrangel fik ordre til at rømme Jylland. Den 2. juni 1850 sluttede Preussen og Danmark fred, og den 10. juli 1850 sluttede også Det Tyske Forbund fred med Danmark i Berlin.
Den 2. juni 1850 undertegnede Preussen og Danmark og den 10. juli 1850 også den Tyske Forbund og Danmark en fredsaftale i Berlin.
Slaget ved Isted – 25. juli 1850
Efter Preussen og Forbundet trak sig ud, fortsatte slesvig-holstenerne krigen alene, nu støttet af tyske frivillige. Det endte den 25. juli 1850 ved Isted – det største slag i Danmarks historie.
Schleppegrell ved Isted
Omkring 40.000 danske soldater kæmpede mod ca. 34.000 slesvig-holstenere. Den danske hær under general Krogh var talmæssigt overlegen og bedre uddannet end oprørshæren under general von Willisen. Slesvig-holstenerne stod dog stærkt ved Isted, hvor terrænet omkring landevejen Flensborg–Slesvig indsnævres af moser og søer.
Kampen begyndte kl. 01 om natten og blev ekstremt blodig, især i de første angreb. Ved 8-tiden om morgenen var situationen kritisk for danskerne, men i løbet af formiddagen vendte slaget. Ved middagstid beordrede von Willisen tilbagetog. Sejren var dyrekøbt: Danmark mistede 845 mand, heriblandt general Schleppegrell og oberst Læssøe. Slesvig-holstenerne havde 534 faldne.
Efter Isted gik den danske hær i stilling ved Dannevirke, mens oprørshæren trak sig tilbage mod Holsten.
Mysunde og Frederiksstad – krigens sidste slag
Slaget ved Mysunde
Efter Isted befæstede danskerne Mysunde for at dække Dannevirkes venstre flanke. Den 12. september 1850 angreb oprørerne under von Willisen, men angrebet blev slået tilbage – især på grund af det danske artilleri under oberst Krabbe.
I september 1850 indledte oprørerne et større bombardement af Frederiksstad. Efter fem dages beskydning angreb 5.000 mand den 4. oktober 1850 en dansk styrke på ca. 1.600 under Hans Helgesens kommando. Kampen varede hele natten, men om morgenen trak angriberne sig tilbage. Store dele af byen brændte, og blandt andet rådhuset og remonstrantkirken blev ødelagt.
Stormen på Frederiksstad blev Treårskrigens sidste større slag.