Kapitulation og fred 1864

Kapitulation og fred 1864.

Det var et meget nedtrykt Danmark soldaterne vendte hjem til. Dette afspejles tydeligt i kongens, Christian IX, proklamation:

Proklamationen

Soldater!
Kampen er endt! Fra Krigens blodige Færd vender I tilbage til Hjemmets Gerning.
Tunge Ofre har Krigen kostet- med endnu tungere Ofre maa Freden købes. Men Fædrelandets Vel byder at foretrække Freden for en fortsat Kamp.
Jeg ved, at Eders Mod er usvækket – jeg ved, at Armeen endnu er beredt paa at optage Kampen imod Fjenden – men vi raader ikke over Udfaldet, og medens der kæmpes, er den overvejende Del af Landet i Fjendens Vold og lider under et Tryk, som snart vil føre til Ødelæggelse. Derfor maa Kampen søges endt, omend med Afstaaelse af Landsdele, der fra ældgammel Tid hørte til Danmark, og til hvilke enhver Dansks Hjerte er knyttet.
For Eder, Soldater! er Udfaldet af Kampen dobbelt tungt. I kæmpede og Eders Blod flod for en Sag, vi nu har maattet opgive.
Men med Ære gaar I ud af Kampen. Det skal erkendes, at den Opgave, der fra først stilledes til Eder, var mere end vanskelig; mod to Stormagters Hære var I kun en lille Skare. Ethvert Haab om Hjælp svigtede, Fjendens Overmagt tvang Eder tilbage, men hverken hans Magt eller Vinterens Barskhed kuede eders Mod.
Modtager derfor, før I skilles, Eders Konges Tak. Med dyb Bekymring, har jeg fulgt Eder i Eders lunge Gerning, med sorgblandet
Stolthed har jeg set Eders Færd. Bevarer under fredelige Sysler den Rolighed, den Selvopofrelse, I har vist i Kampen, bevarer fremfor alt den Kærlighed til Konge og Fædreland, der har ledet Eder. Med Forsynets Bistand vil Danmark endnu kunne haabe en Iykkelig Fremtid, omend den nærmeste Tid viser sig mørk og truende.
Værer i Freden, hvad I har været i Kampen, og I vil bidrage til Fædrelandets Vel, som I hidtil har hævdet dets Ære.

København, den 8de August 1864.

Christian Rex

Hærens hjemkomst

Soldaterne der kom hjem oplevede et antiklimaks. Ingen flag, ingen velkomst, men en nærmest fornærmet afvisende ligegyldighed.

Flere beretninger fortæller om, hvorledes man gjorde udrustning og uniformer i orden inden indmarchen i København. Der var dog ingen opmærksomhed, og på vejen drejede man af og søgte den, næsten skamfuldt, nærmeste vej til kasernerne.

Flere fortæller om, at man ved hjemsendelsen fik ordre til næste morgen at aflevere uniformerne, for derefter at træde af. At mange af soldaterne kun havde den militære udrustning var ikke hærens problem, og mange måtte tigge sig frem til civilt antræk i garnisonsbyerne.
En fortælles således at være hjemsendt i slåbrok og en anden i noget udtjent murer arbejdstøj.

De løsladte krigsfanger blev hånet ved landgangen i København. Tilråb som “feje hunde” og “hvor er geværerne” forekom.

Fredsforhandlingerne

Fredsforhandlingerne efter nederlaget kom til at foregå i den gamle kejserby Wien og de danske forhandlere var sat på en umulig opgave.
Efter måneders tovtrækkeri, hvorunder de tyske besættelsestropper brandskattede den sønderjyske befolkning, endte det med et rent tysk diktat. Ved freden den 30. oktober måtte Danmark afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til sejrherrerne Preussen og Østrig.

Dermed mistede vi næsten 40 % af vores areal og befolkning, og Danmark var blevet en lilleputstat på kun 1,7 mill. indbyggere.

Ved freden skete der også en udveksling af områder, så de Kongerigske enklaver blev overført til Slesvig og dermed til Tyskland. Til gengæld blev Ribe Herred, Nørre Tyrstrup Herred og Ærø overført fra Slesvig til kongeriget.

Optanter

Ved freden blev der muligt for indbyggerne i de afståede områder at beholde deres danske indfødsret og samtidig blive boende i deres hjemstavn, hvis de “ikke faldt til besvær”.
Da man helt frem til afslutningen af den fransk-tyske krig i 1871 regnede med en ny krig mellem Danmark og Tyskland, valgte mange at “optere” til fordel for Danmark. De dansksindede sønderjyder ønskede ikke at kæmpe mod landsmænd.
Derimod var der ikke taget beslutning om deres børn der næsten var født statsløse, og optantbørn-problematikken var et varmt forhandlingsobjekt mellem Danmark og Tyskland de næste godt 40 år.

Prag-freden

Ved Prag-freden efter den Preussisk-Østrigske krig i 1867 fik artikel 5 på foranledning af den franske kejser Napoleon III en, om ikke andet symbolsk betydning for Danmark og Sønderjylland. Det kom som bekendt ikke til flere militære konfrontationer men Preussen eller Tyskland, og ingen kunne ane, at mange Sønderjyder 42 år senere ville blive udskrevet til tjeneste i den tyske hær og skulle kæmpe på fjerne fronter under første verdenskrig.

Ca. 6000 af disse omkom. Tallet varierer mellem ca. 5250 og ca. 6800 alt efter hvilke kilder man anvender

At man rent faktisk fik en folkeafstemning i 1920 var vel også mere end de fleste dansksindede sønderjyder havde haft andet end drømmen og håbet om.