Belejringen af Dybbøl

Belejringen af Dybbøl kom til at vare længere end nogen troede muligt.

Dybbøl-stillingen

Dybbølstillingen

I 1862-63 anlagde danske ingeniørtropper Dybbølstillingens 10 skanser i en halvbue fra Vemmingbund til Als Sund.
Skanserne blev på grund af besparelser opført med træblokhuse som beskyttelsesrum for mandskabet i stedet for beton. Kun ammunitions-magasinerne blev opført i beton, hvilket senere kom til at koste mange soldater livet.

Den 7. februar 1864 ankom den danske hær der var blevet trukket tilbage fra Dannevirke for at forhindre at den Preussisk-Østrigske hær skulle omringe og ødelægge hæren. Efter en udmattende march og en blodig kamp udkæmpet af bagtroppen, nåede 20.000 mand,  500 ryttere, 80 feltkanoner og 1.100 fæstningsartillerister Dybbøl stillingen.

Tilbagetrækningen fra Dannevirke blev taget meget fortrydeligt op, og de Mezas militære grunde prellede af på de politikere der stadig red på stemningen fra Isted. Specielt var forholdet mellem de Meza og krigs-ministeren særdeles anstrengt.

De Meza blev fjernet som overgeneral og erstattet med general Gerlach.

De fjendtlige styrker der var ligeså udmattede som danskerne, fulgte kun langsomt efter. Dog ankom den Preussiske avantgarde allerede den 8. februar.

Belejringen

Udsigt fra skanse IV til Broager

Langsomt opbyggedes de preussiske styrker.  Omkring 20. februar havde preusserne 20.000 mand, 1.200 ryttere og 88 kanoner foran stillingen. Preusserne opstillede riflede batterier, de farligste, i stillingens flanke på Broager på den anden side af Vemmingbund
Herfra var det muligt at beskyde de danske skanser på Dybbølstillingens venstre flanke uden det var muligt for det danske artilleri at svare effektivt igen.
Danskerne forberedte sig på at forsvare skanserne og tog stilling i terrænet foran dem.

Den 17. februar begyndte preusserne deres angreb, og i de følgende uger foregik en hård kamp i forpostterrænet, hvor danskerne langsomt blev trængt tilbage af en overlegen styrke.

Den 17. marts blev et dansk modangreb imod Ragebøl slået tilbage, og hæren blev tvunget tilbage til skanserne. I forbindelse med disse forpostkampe var der meget hårde kampe omkring Dybbøl By og specielt kirke og kirkegården. Også her måtte danskerne vige.

Brummers grafitti i Dybbøl kirke

Dybbøl Kirkes tårn blev anvendt som observationspost både af danskerne og forbundshæren.I forbindelse med observationstjenesten har flere soldater skrevet på væggen i tårnet. Træværket er fra 1857. Denne “grafitti” er stadig synlig, omend noget af den er vanskelig vanskelig at læse.
“Brümmer, 2. comp. B.I.R nr. 24.  19 marts 1864”
2. kompagni, 4. Brandenburgische Infanteri Regiment no. 24.

Nu begyndte belejringen af Dybbøl stillingen.

Preussisk batteri XXVIII ved Vemmingbund

Preusserne havde samlet 126 kanoner og morterer, og nu begyndte det sværeste bombardement i krigshistorien. I ugevis regnede tusindvis af granater ned over de danske stillinger, uden at det danske artilleri var i stand til at svare effektivt igen. De danske soldater kunne sidde i primitive jordskanser og se på,  at langtrækkende preussisk artilleri efterhånden skød stillingerne sønder og sammen. Skaden på skanserne blev udbedret om natten for igen at blive ødelagt dagen efter.

De Preussiske angrebsparalleller

Og i medens gravede fjendens ingeniørtropper i ly af granatilden deres løbegange tættere og tættere på skanserne.  At blive i skanserne under et længerevarende artilleribombardement var et meningsløst slagteri og ville ende med at ødelægge hæren, og alle de ledende danske officerer var derfor i begyndelsen enige om, at stillingen burde rømmes.
Men generalerne vidste også, hvor stor vægt regeringen lagde på at beholde et symbolsk fodfæste på det slesvigske fastland. Uden dette fodfæste ville fremtidige forhandlinger om grænsedragning være næsten symbolske.

Tilbud om forhandling

Den britiske regering havde indbudt til en fredskonference i London, der skulle begynde den 12. april. Regeringschefen biskop Monrad var af den holdning, at det ville kunne få stor politisk betydning under forhandlingerne, om den danske hær stadig stod i Slesvig. Derfor ville han ikke give hæren lov til at rømme Dybbøl.
Omvendt havde den preussiske regeringschef Otto von Bismarck ingen planer om at begynde fredsforhandlingerne, før Dybbøl var erobret. Situationen blev stadig mere uholdbar.

Udsigten fra Broager til Dybbøl skanser

Den 9. april telegraferede den nye overgeneral Gerlach til krigsministeriet og stillede i den forbindelse problemstillingen kontant op: Ville man holde Dybbøl eller have en kampklar hær?
Svaret fra krigsminister Lundbye var klart nok: Stillingen skulle holdes ”til det yderste”.

Alle i officerskorpset vidste, at preusserne snart ville storme, og at det ville blive det rene slagtehus. Gerlach telegraferede igen til København, denne gang på vegne af hele hærledelsen. Nu burde Dybbøl rømmes, alt andet var uforsvarligt.
Lundbye vaklede. Han turde ikke tage ansvaret, men det gjorde Monrad. Han fastholdt, at det var afgørende, at hæren blev på Dybbøl Banke og afviste det angreb alle vidste ville komme.

Sådan har der set ud i 1864

Det daglige bombardement

Kanoner og fæstningsværker blev ødelagt og soldater dræbt eller såret. Træblokhusene, som var  blevet lavet for at beskytte soldaterne, blev nemt gennemboret af 12 og 15 cm granaterne. I et tilfælde trængte en granat igennem et blokhus, eksploderede indenfor, og dræbte eller sårede 42  mand.

Om dagen søgte soldaterne dækning i deres skjul og forsøgte at få noget hvile, imens de om aftenen arbejdede de  desperat for reparere skaderne forårsaget af dagens bombardementet. Den danske styrke svandt dag for dag, men moralen var stadig høj, set i betragtning af de prøvelser, de danske soldater var udsat for.

Den 28. marts forsøgte preusserne en storm på stillingen. Angrebet  blev afvist ved anvendelse af både hær og flåde.

Rådhuset i Sønderborg 1864

Bombardementet af Sønderborg

Den 2-3. april blev Sønderborg skudt i brand og store dele af centrum bliver beskadiget eller ødelagt. Mange civile mistede livet.

Fra den 7. april begyndte den afgørende artillerikamp, hvor stillingen blev beskudt til storm.
Dette bombardement varede til 18. april, klokken 10. Preusserne afskød de fire timer inden stormen 7.900 granater mod stillingen.  Skanserne var nu reduceret til grus og jordbunker, med få fungerende kanoner og de passive hindringer næsten helt ødelagt.

Man havde ingen mulighed for at ramme de tyske batterier fra skanserne, bortset fra skanse II, der som det eneste kunne nå de Prøjsiske batterier på Broager. Derfor var specielt denne skanse meget udsat for beskydning fra Broagerbatterierne.
Kun når Panserbatteriet Rolf  Krake viste sig i Vemmingbund og beskød Broager, blev de tyske batterier forstyrret.

Patriotismen

Som eksempel på befolkningens patriotisme kan nævnes, at Anne Marie Mangor ”Madam Mangor” i 1864 udgav “kogebog for soldaten i felten”, der blev trykt og udgivet uden beregning og uddelt gratis til hver 3-4 soldat. Hun havde erkendt, at mange af soldaterne var aldeles uvant med madlavning.

I forordet skriver Madam Mangor:
”Udgiverinden af de efterfølgende Blade har troet, ved de deri givne Anviisninger til Tilberedningen af de Soldaten udleverede Fødemidler, at yde en, om end ringe, Skjærv til at lette vore tappre Soldater de Bhyrder og Besværligheder, som Felttoget medfører.
Maatte dette blive Tilfældet, da er hendes Ønske opnaaet.

 

 

Opskrift på Kjød i Kaal:
½ Pund fersk Oxekjød vadskes godt, og sættes paa Ilden enten heelt eller ituskaaret, med 1 Pot Vand og lidt Salt. Det Skum som kommer op naar Vandet koger, afskummes, og Kogningen fortsættes med Laag indtil Kjødet er halv mørt. Et lidet Hoved Hvidkaal, som er skaaret i 6 Dele, kommes da derpaa tilligemed en lille Skive Smør, om man har det, og det hele koges under Laag i en Time, eller til Alt er fuldkomment mørt.

Det var dog ikke en nødvendighed at koge selv. Soldaterne i lejrene kunne, mod at aflevere deres ration, få en tilsvarende portion udleveret der var tilberedt i det indrettede kogeskur.