Perioden 1875-1920 blev indledt med enorme fæstningsbyggerier i både Danmark og Europa.
I Danmark betød det opførelsen af Københavns Befæstning og stor politisk uro.
De sidste 30 år op mod 1. verdenskrig var storbyforternes storhedstid. Primært hovedstæderne blev befæstet med store forter med indbyggede pansertårne med moderne skyts. Omkring dem var anlagt våde eller tørre grave der kunne bestryges med mitrailleuser eller rekylgeværer.
De betonstøbte vægge over skytset, kassematter og magasiner blev tykkere og tykkere og forterne større og større.
Det eksistentielle forsvar – også i Danmark
Det eksistentielle forsvar var en fremherskende opfattelse. Det basererede sig opfattelsen af, at hvis man besad hovedstaden med det politiske centrum, statsadministrationen, bankvæsenet, centrum for handel og de kulturelle institutioner, så besad man også landet.
Denne opfattelse herskede og i forsvarskredse i Danmark. Dog var modstanden også stor, hvilket resulterede i en af de mest dramatiske perioder, både politisk og militært.
Estrups højre-regering opførte, med støtte fra borgerskab og godsejere store dele af Københavns Befæstning i perioden 1886-1894 uden bevilling fra folketing og rigsdag.
Samtidig hævde Venstre, der repræsenterede den lavere middelklasse, håndværkere og handlende, at byggeriet var grundlovsbrud.
Debatten var nådesløs, og medførte et attentat på Estrup og midlertidig lovgivning der satte bl.a. pressefriheden ud af kraft.
Storbyfæstningerne
Storbyfæstningerne indeholdt som udgangspunkt store mængder artilleri, monteret i store drejelige pansertårne og artilleribesætning. Forterne var omgivet af våde eller tørre grave, der kunne bestryges med mitrailleuser eller rekylgeværer samt let artilleri i forsvindingstårne.
Forterne var typisk anbragt i bombardementsafstand fra bykernen, så et bombardement af byen kunne forhindres.
Nogle af de europæiske storbyforter havde også en infanteribesætning der skulle indsættes i forsvar af selve fortet.
Frankrig anlagde store grænseforter der skulle forsvare grænserne mod Tyskland, medens Belgien byggede massive fæstninger både mod grænsen og rundt om byerne Liege og Antwerpen.
Forterne nord for København
Københavns forter var som udgangspunkt ikke meget forskellige fra de store konstruktioner i udlandet.
Det var også de samme ingeniør-officerer der dannede skole.
Det var en kombination af vandhindringer, trekantsforter og bagvedliggende batterier.
Bevæbningen var stort den samme overalt i Europa.
15 cm og 12 cm. skyts i panser- og forsvindingstårne understøttet af 53 mm tårnskyts og 37 mm. revolverkanoner i flankerende kaponierer. Endelig utallige 9 mm mitrailleuser og rekylgeværer i tårnskyts til gravforsvaret.
Logisk, for de toneangivende leverandører i alle lande var Gruson med tårnkonstruktioner og Krupp med artilleri.
Modsat de udenlandske der primært var firkantede, var de danske trekantede undtagen et – Garderhøjfortet.
Det trekantede fort er mindre, med formen giver en kortere grav at forsvare end det firkantede.
Fælles for forterne er den indre kerne, der rummede magasiner og mandskabsrum samt en skytsetage med panser- og forsvindingstårne.
Fælles for dem alle var indgangen til fortet fra struben (bagsiden) gennem en større port.
Forterne blev hurtigt forældede
De store massive forter var udfordret af den teknologiske udvikling af specielt artilleriet.
Når et fort først er bygget, kræver det næsten en total ombygning at forstærke det.
Dette var grunden til at storbyfæstningernes epoke blev så kort.
Resultatet blev tydeliggjort allerede i starten af 1. verdenskrig, hvor det nyudviklede svære tyske belejrings-artilleri skyd både de franske og de Belgiske forter sønder og sammen.
Samtidig var artilleriets rækkevidde øget dramatisk, således at forter der tidligere lå udenfor bombardements-afstand, nu ikke længere kunne beskytte byen.
Det var ikke blot beskydningen der ødelagde forterne. Selve konstruktionen havde ikke taget hensyn til mandskabet i et belejret fort.
Tilstandene med krudtgasser og manglende sanitære installationer gjorde det nærmest uudholdeligt at opholde sig i fortet. Mindst et fransk fort overgav sig på grund af den indvendige forhold, mere end den egentlige beskydning.
De Københavnske forter kom aldrig i brug
Forterne omkring København kom aldrig i krig, og ville have været ligeså udfordrede som anlæggene i Frankrig og Belgien.
De ville ikke have kunne forhindre et borbardement mod byen, og ville have være lige så sårbare udvendig som indvendig.
Eksempelvis var Garderhøjfortets infanteribesætning underbragt i en kaserne der lå i graven udenfor selve fortet. Det samme gjorde fortets latriner.
Det betød, at man under beskydning skulle krydse graven for at komme på latrin og at infanteriet skulle følge graven mod en port for at komme ud af fortet.