I 1886 påbegynder Estrups højregering opførelsen af Københavns Befæstning. Denne blev opført med provisoriske bevillinger i årene 1886 til 1894.
Dette gav stor politisk uro, idet Vestre mente det var grundlovsbrud.
Dette blev årsag til stor uro i hele landet, men specielt i København hvor fæstningen blev bygget.
Selv da byggeriet stoppede med Estrups afgang i 1894 fortsatte den politiske uro om landets forsvar.
Først med forsvarsforliget i 1909 kom der ro, om end den radikale forsvarsminister Munch under 1. verdenskrig havde det ideologisk svært.
I årene 1886-1894 opførtes der en 14,3 km. lang voldgrav fra Køge bugt til Utterslev Mose. Vest-enceinten.
Den var udrustet med betonanlæg i voldgraven til at huse flankerende skyts, medens der på selve volden var lavet ramper og banketter til 12 og 15 cm. artilleri.
Mod Nord mellem Bagsværd og Dyrehaven opførtes 5 forter med bagvedliggende batterier og mod søsiden blev søforsvaret udvidet med et søfort og tre kystbatterier (et stort og to små).
Den militære påvirkning på civilbefolkningen var stor. Ikke mindst i hovedstaden der voksede med den øgede indflytning fra land til by.
Men på grund af fæstningen og dens bygge-restriktioner kunne byen ikke udvikle sig udad – kun opad.
Resultatet var at København allerede inden verdenskrigen var overfyldt med små lejligheder, der var skudt ind som side- og baghuse, små rum med meget lavt til loftet og et helt utilstrækkeligt offentligt sanitært system.
Efter de provisoriske byggerier blev stoppet definitivt og med systemskiftet i 1901, faldt der lidt ro over tingene. Men politisk havde man stadig fæstningsforgiftning. Dette medførte at venstres forsvarsminister Madsen måtte gå af i utide på grund af nogle mindre byggerier på Saltholm i 1904 og nogle ammunitionsdepoter på Vestenceinten.
Begge opfattedes som brud på aftalen fra 1894 om øjeblikkeligt og totalt stop for byggeri på befæstningen.
Så betændt var klimaet om befæstningen, at regeringen Deuntzer af samme grund måtte gå af i 1905.
Forsvarsforliget i 1909 lande en rettesnor på både hær og befæstning i den urolige tid man imødeså.
Det handlede primært om at vise Tyskland at Danmark var til sinds at forsvare sim neutralitet.
Dette blev muligt med mulighed for at indkalde en Sikringsstyrke. Et nyt begreb, der ikke skulle indgå i mobiliseringsstyrken, men som diskret skulle kunne indkaldes alene med det formål at vise at neutraliteten ville blive forsvaret.
Samtidig gav forsvarsforliget mulighed for opførelsen af nogle større bygningsværker.
To søforter. to store kystbatterier, et kombineret kystbatteri- og landfort.
Endelig blev ved taget forstærknings- og hindrearbejder i forbindelse med landbefæstningen samt en del støbte rum i Dyrehaven.
Den politiske pris var at bl.a. Vestenceinten skulle nedlægges senest i 1922, da det var erkendt at den i takt med det større artilleri med længere rækkevidde ikke kunne løse sin opgave: At holde byen bombardementsfri.
Anlæggene i Dyrehaven forudsattes tilkastet når brugen ophørte.
Til at erstatte Vestenceinten, opførtes Tunestillingen mellem Køge Bugt og Roskilde Fjord i 1915.
Formålet var det samme som Vestenceinten, men man opførte Tunestillingen som en let feltbefææstning man alle de til rådighed værende erfaringer fra krigen. Slut var det med store forter, der nu i stedet var blevet til små betonrum, hvorfra de tilhørende skyttegrave kunne flankeres.
Tunestillingen blev forladt og opgivet allerede i 1918-1919.
Beton-anlæggene i Dyrehaven kan den dag i dag se som små skarpe høje samt nogle urørte jordværker.
Taarbæk Fort (det kombinerede landfort og kystbatteri) blev tildækket da forsvaret forlod det i slutningen af 1960’erne.
Vestenceinten blev forladt i 1920.
Alt i alt slap Danmark nådigt igennem krigen.