På tidspunktet for affæren ved Lundby var Jylland reelt opgivet.
De tilbageværende styrker var trukket nord for Limfjorden og i færd med at blive udskibet mod Fyn fra Frederikshavn.
1. Regiment var blevet efterladt i Nørresundby for at sløre udskibningen længst muligt Ordren var, at hvis lejlighed bød sig og det kunne ske uden uforholdsmæssig risiko, måtte man støde frem mod syd.
Preusserne rekognoscerer
Den 1. juli havde preusserne sendt tre rekognosceringskommandoer mod nord fra Hobro. Danskernes 5. kompagni af 1. infanteri-regiment var med 160 mand og en eskadron rykket sydligt mod Ellitshøi hvor man formodede at finde en af de fjendtlige enheder i natlogi.
Kompagniet fandt Ellitshøj tom og besatte byens udkant klokken 0,30 Den preussiske styrke havde forladt området igen og var trukket 10 km. mod syd til byen Gravlev. Samtidig erfarede man, at en patrulje på ca. 2 kompagnier og en eskadron var gået mod nord, formentlig mod Gunderup. En lignende patrulje var gået frem mod Løgstør.
Beck rekognoscerer
Oberstløjtnant Beck der havde kommandoen over den samlede styrke beordrede herefter en østgående flankebevægelse og 01,30 brød kompagniet op mod Gunderup. Da de når Gunderup 04,00 og observerer skjult fjenden forlade byen mod nord og Lundby.
Oberstløjtnant Beck red herefter med kavalleriet frem, fulgt af infanteriet mod nord gennem Gunderup.
Fra et bakkedrag observerer en husar den prøjsiske styrke i Lundbys nordlige udkant, og den danske styrke slutter op på Lundby Bakke, syd for Lundby ï skjul bag gravhøjen “Konghøj”.
Lundby Bakke falder herfra jævnt mod Lundby, midtvejs gennemskåret af vejen mellem Lundby og Gunderup, den nuværende Hadsund Landevej.
Oberst H.C.J. Beck
Hans C. J. Beck 1864
Beck blev i December 1863 oberstløjtnant og, mod sit ønske, kommandør for 1. regiment. Han havde altid gjort stabstjeneste og stod ganske fremmed for praktisk troppeføring. Tilmed afløste han denne københavner-afdelings chef oberst Max Müller, hvis personlighed og skarpe konstitution var god på en kampplads. Bechs svagelige konstitution havde endvidere svært ved at døje feltlivets strabadser.
Han deltog i kampene foran Dannevirke ved Sankelmark og Vejle uden at udmærke sig.
Ved våbenhvilens udløb 26.6. fik han kommandoen over den i Nordjylland tilbageblevne styrke for at bevogte Limfjordsovergangene og foretage mindre, offensive bevægelser uden uforholdsmæssig risiko.
Han ledede således det fremstød fra Ålborg der ved hans ukendskab til bagladegeværets overlegenhed førte til nederlaget ved Lundby 3.7.1864.
Bechs muligheder
Det danske angreb
De lokale i Gunderup får nys om det forestående angreb og tilbyder Beck at lede kompagniet gennem en slugt øst om Lundby bakke der skjult vil føre dem ind på stormafstand af den preussiske styrke. Alternetivt bag nogle levende hegn vest om bakken. Beck afviser dette med ordene “en bonde skal ikke føre mit kompagni” og befaler “et rask og determineret angreb med bajonetten”.
Kompagniet var opstillet i 16 geledder bag Kongshøj, og kompagnischefen anmoder Beck om af måtte ændre opstillingen. Det var ikke i overensstemmelse med reglementet at udføre bajonetangreb med mere end 6 geledder. Beck mente der allerede var spildt tid nok og afviste dette. Ny skulle der angribes.
Prøjserne havde allerede på dette tidspunkt set en husaren på en bakke mod syd, muligt Kongshøj, og gjorde hurtigt klar til at tage imod det danske angreb fra et 1 meter højt stengærde i Lundbys sydkant. Her lå 70 af kompagniets 124 mand klar med deres bagladerifler.
Angreb over 700 meter
Under høje hurraråb indledte den danske styrke angrebet fra Kongshøj mod prøjserne ca. 700 meter fremme.
Kamppladsen
På ordre venter prøjserne på at danskerne nærmer sig. Ca. 250 meter fra stengærdet stopper angrebet lidt op efter det lange løb og måske også i undren over den manglende prøjsiske reaktion. Herefter genoptages fremløbet, men på 150-200 meter giver prøjserne ild første gang. Kort efter afgives anden salve. Ved tredie salve bryder det danske angreb sammen 20 meter foran stengærdet.
Da udgjorde det danske tab 22 døde, 76 sårede og savnede, hvoraf 44 endte i fangenskab.
De prøjsiske tab bestod af 3 lettere sårede.
Gravsteder og mindesten efter Lundby
De sårede efter affæren ved Lundby
På Hobro Lazareth blev indbragt følgende sårede danskere af preusserne:
Capit. Hammerich, Kjøbenhavn, saaret i høire Underarm, Helbredet.
Prm. Lt. Betzholz, Sverrig, Haardt saaret i begge Arme, Lungebetændelse, Død d. 28. Juli
Soldat Rasmus Madsen, No. 364, Qverndrup, Fyen, Haardt saaret gjennem høire Haand, og af samme Kugle
høire Lunge, Død d. 12 Juli.
Soldat Niels Petersen, No. 131, Oppe Sundby, Sjælland, Haardt saaret i Højre Been, amputeret paa høire
Laar, farligt. Endnu paa Hobro Lazareth tilstanden farlig. (død d. 17. August)
Undercp. Hamman, No. 568, Kjøbenhavn, Saaret i venstre Haand og i venstre Overarm. Saavidt helbredet
ført til Aarhus.
Corporal Petersen, No. 436, Kjøbenhavn, Saaret i venstre Knæ og i høire Fod, amputeret 10 Dage efter.
Døde under Amputationen d. 14 Juli.
Rasmus Petersen, Buddinge
Soldat Niels Larsen, No. 573, Sæby pr. Roeskilde, Haardt saaret i høire Laar og Side. Døde d. 21 Juli.
Niels Larsen nr. 630?, Søby? død 21.juli
Soldat Ole Johansen, No. 210, Slagelse Egnen, Saaret i høire Underarm. Saavidt helbredet ført til Aaarhus.
Soldat Laurs. W. Ryberg, No. 38, Kjøbenhavn, Haardt saaret i høire Laar. Død d. 28. Juli.
Soldat Rasmus Christensen, No. 264, Hornstrup v. Weile, Haardt saaret i venstre Bagdeel, venstre Fod lam.
Forhaabentlig i Bedring.
Soldat Johan Ritzmann, No. 581, Kjøbenhavn, Haardt saaret i venstre Laar. Tilstanden farlig men ikke uden
Haab.
Soldat Niels Nielsen, No. 637, Ørsted pr. Roeskilde, Haardt saaret gjennem Venstre Lunge. Tvivlsom skjønt
bedre. (død d. 18. Oktober)
Soldat Johan Henrik Rasmussen
Bernhard Kuhlmann, No. 635, Kjøbenhavn, Haardt saaret i Underlivet og død første Nat efter denne
sørgelige Fægtning.
Julius Adam Bernhardt Kuhlmann død d. 4. juli.
Kampen var ligegyldig.
Mindesmærke i Lundby
Kampens umiddelbare resultat blev et klart nederlag til danskerne, idet den danske side havde et tab på 32 døde, 44 sårede, 20 tilfangetagne og 2 savnede – ialt 98 – mod blot 3 sårede preussere. I det store billede kom kampen ikke til at betyde noget. Landkampen havde Danmark allerede tabt, og en eventuel sejr i affæren ved Lundby ville ikke have ændret ved dette, bortset fra at et heldigt udfald havde lappet lidt på Becks ramponerede rygte fra Sankelmark.
Bechs adjudant Peter Abrahams skrev senere om affæren ved Lundby:
“Jeg red ud sammen med en underlig, vildt begejstret, letsindig, men affældig Mand – jeg red tilbage med en sammensunken Olding!”
Beck blev efterfølgende udnævnt til oberst og kommandør af Dannebrogordenen.
Kamppladsen
Billeder fra kamppladsen ved Lundby 2012
Oberstløjtnant Bech valgte et bajonetangreb over 400 meter med fuld oppakning.
Allerede efter 2/3 mistede soldaterne pusten og angrebet gik næsten i stå.
Han kunne, efter de lokalre bønders råd, have valgt at omgå den Preussiske stilling i en slugt.
Nok inspireret af Oberst Max Müller (Sankelmark) der elskede “et rask og determineret angreb med bayonetten” sendte han sit kompagni i den visse død.