Langelandsfortet lukkede, sammen med Stevnsfortet, de danske stræder.
Danmarks Strategiske Placering
Danmarks placering som “Proppen i Østersøen” var vital for både NATO og Warshawa-pagten gennem den
Farvandet ved Langelandsfortet
kolde krig. Den eneste vej ud af Østersøen var gennem dansk farvand. Ingen transport- eller krigsskibe kunne komme gennem dansk farvand uden enten at blive observeret eller beskudt. Mod Østersøen byggedes i begyndelsen af halvtredserne to nye Kystforter.
Stevnsfortet, hvis primære opgave var at beskytte mineudlægninger i den sydlige del af Øresund og Fakse Bugt samt hindre fjendtlig gennemsejling af Øresund og Langelandsfortet, der skulle beskytte mineudlægningerne i Storebælts sydlige del og
hindre fjendtlig adgang til Storebælt.
Fortets bygning.
Langelandsfortets placering
På Sydlangeland blev ejendommen Holmegård med sine 170 tdr. land opkøbt til formålet og 22. marts 1952 foretoges det “1. spadestik” til Langelandsfortet af admiral Dahl, greve Kaj Ahlefeldt-Lauervig og ingeniør Lehrmann fra bygningstjenesten.
Ejendommens eksisterende bygninger blev udbygget til kaserne.
Der blev opført 14 store bygningsværker i jernbeton til Langelandsfortet.
– 4 kanonstillinger med underliggende mandskabs- og ammunitionsrum.
– 2 bunkersanlæg til maskincentraler med dieselgeneratorer til nødstrømsforsyning.
– 1 kommando- og ildlederbunker.
– 6 nærforsvarsbatterier med ildledelsestårn og underliggende mandskabs- og ammunitionsrum.
– 1 fremskudt ildlederbunker ved kysten øst for fortet.
Ammunitionsmagasiner og -transportveje blev flammesikret, operations- og kommandocentraler blev gassikret, vitale anlæg blev chocksikret og maskinbunkers blev forsynet med alarmanlæg for radioaktivitet. Alle bunkers blev forsynet med ståldøre og indgangspartierne nærforsvarssikrede.
Gasfiltre
Fortet var tidssvarende beskyttet mod både beskydning fra søen og luftangreb med konventionelle våben. Anlæggene var gassikret dels med overtryk i bygningen ved hjælp af ventilationen og dels med specielle gasfiltre.
Operationscentralen
Lokalforsvarets operationscentral
Til at styre og koordinere indsatsen, fandtes på Langelandsfortet en operationscentral. Her tilgik alle informationer fra observationposter, radar og ildledelse. Samtidig var operationscentralen i forbindelse med det øvrige kystforsvar samt foresatte myndigheder.
Billeder fra operationscentralen
Ildledercentralen
I forbindelse med operationscentralen ligger ildledercentralen. Denne havde til opgave at dirigere ilden fra de enkelte piecer. Til rådighed havde de samme udstyr som fandtes på flådens skibe.
Maskincentralen
Maskincentralen
For at sikre strømforsyningen til fortet, var der både i den nordlige og den sydlige del indrettet to maskincentraler. De var udstyret med dieselmotorer til at drive nødgeneratorerne.Det er to B&W 56 hk dieselmotorer der hver trak en Thrige-Titan 380 V generator. Den tredie motor er en amerikansk generatorenhed, UD 24. Dieselmotordelen er af fabrikat International Harvester.
Kun den sydlige maskincentral er tilgængelig, idet den nordlige er indrettet som radarstation for farvandsovervågningen.
Nærforsvar ved maskincentralen
I forbindelse med maskincentralen lå en maskingeværstilling til nærforsvar. Man kom op til den ad en trappe ved indgangen til maskincentralen. Den var bevæbnet med et 7.62 mm. maskingevær M/62. Denne stilling suppleredes med skyttehuller i området.
Til brug for fortets besætning, der i krigstilfælde ville være langt over de 400, var oplagret våben i håndvåbenmagasinet.
Artilleriet, de tyske kanoner
15 cm. kanon
Langelandsfortet blev bestykket med 4 stk. kanoner 150 mm P.K.L. L/55 Model M/1930. Den originale betegnelse var 15 cm S.K. C/28 L/55. Kanonerne var monteret i affutager Küst MPL C/36 for opstilling på land ved kystforsvaret. Selv om konstruktionsåret er 1928, var det på opstillingstidspunktet et fuldt tidssvarende stykke artilleri, klart på højde med andre landes konstruktioner. I krigens slutning havde tyskerne bygget et batteri på Fynshoved, og herfra stammer de 4 kanoner som blev opstillet på Langelandsfort.
Kanonerne var fremstillet af Skoda fabrikkerne i Pilzen i Tjekkoslovakiet. Omkring årsskiftet 1944-45 blev der sendt 8 kanoner af typen 15 cm SK C/28 i affutage Küst MPL C/36 til Danmark. Alle var uden skjold, da der ikke kunne fremskaffes stål tilfabrikationen. Skjoldene er først monteret ved leveringen til Langelands-fortet.
I 1957 blev ved stranden opstillet en 127 mm P.K. L/45 M/1934 som belysningskanon for batteriet. Øvelsesskydningerne viste sig så generende for de omkringboende, at der i 1962-64 blev bygget et strandbatteri med to 150 mm kanoner af sammetype som hovedbatteriet. Disse to kanoner kom fra et andet tysk batteri, Hesbjerg ved Gilleleje, og var kommet til Danmark på samme sene tidspunkt af krigen.
I 1973 blev hovedbatteriet langtidskonserveret, men der blev stadig uddannet besætninger til betjening af kanonerne.
4 stillinger
Kanonerne blev opstillet i fire stillinger i en nord-syd linie parallelt med kysten, med 1 kanon i hver med tilhørende ammunitions- og mandskabsbunker. Pjecerne havde en skudvidde på 22 km hvilket er langt nok til at dække farvandet til Lolland. En pjece kunne med en god besætning afgives 6 skud pr. min. Granatvægten var 45 kg og granaterne havde stor panserbrydende effekt.
Underbringelse af kanonmandskabet
Kanonerne havde mandskabs- og ammunitionsrum i et betonanlæg under hver pjece. Herfra kunne ammunitionen bringes op til kanonerne med en elevator.
Ved at holde et konstant overtryk i hele fortet modvirkede man indtrængen af ABC-kampstoffer. Herunder brugtesogså gasfiltre
Der var underbringelse af kanonens 15 mand store besætning i betonanlægget under pjecen.
Luftværnsbatterier
40 mm. luftværnsbatteri nord
Til forsvar mod luftmål havde fortet to stationære luftværnsbatterier, 1 (nordre) og 2 (søndre), placeret i henholdsvis nord- og sydenden af den linie, som de fire
150 mm kanoner lå i.
Deres primære rolle var at forsvare fortet mod angreb fra luften. Men kanonerne kunne også indgå i fortets nærforsvar og bruges til beskydning af mål på jorden.
Hvert batteri bestod af tre briske, som hver havde to 40 mm kanoner i dobbeltaffutage. Kanonerne, af typen 40 mm R.K.L./60- M/1936, var en amerikansk model af den svenske Bofors kanon. De blev givet til Danmark som en del af den amerikanske våbenhjælp i forbindelse med Marshall-planen.
Samme luftværnskanontype var blevet opstillet på de fleste større kyst- og søforter.
Luftværnskanonerne
Luftværnskanonerne havde en effektiv rækkevidde på 2.000 meter mod luftmål og 4.000 meter mod
Køjer til luftværnsbatteriet
jordmål. Hver af batteriets tre pjecer kunne afgive 240 skud i minuttet.
I anlægget under hvert batteri fandtes tre rum, et magasin, et opholds- og køjerum samt ildledercentral.
Fortet var også udstyret med omkring 20 mobile 40 mm. luftværnspjecer så de kunne placeres, hvor det blev fundet nødvendigt. Selve pjecerne var af samme type som de faste luftværnsbatterier.