Den danske koldkrigshistorie strækker sig i realiteten fra 1945 til omkring 1990. I disse år blev der opført et meget stort antal militære og civile anlæg, ikke mindst som følge af Danmarks medlemskab af NATO. Truslen fra øst var reel, og samfundet blev indrettet på, at krig kunne komme med meget kort varsel.
Hurtig afrustning
Kampvogne fra Stevnsfortet
Med glasnost, murens fald og opløsningen af Warszawapagten ændrede situationen sig dramatisk. Reaktionstiden for et angreb gik fra minutter til årtier, og resultatet blev en hurtig afrustning i Vesten. Den gamle modstander, Sovjetunionen, stod ikke blot politisk, men også militært, på fallittens rand.
Folkeligt forsvar
De 45 år med kold krig satte imidlertid dybe spor i det danske samfund. Forsvaret var ikke kun noget, der fandtes på kaserner og forter. Tusindvis af danskere deltog frivilligt i Civilforsvaret og Hjemmeværnet. Sikrede telefoner til nøglepersoner, registrering af biler med CD-skilte, mulighed for udskrivning af privatbiler og endda særlige børnepasningsordninger var en del af hverdagen, når begge forældre var alarmeret.
Brochure fra 1962 husstandsomdelt
Truslen blev med jævne mellemrum holdt levende af internationale kriser som Ungarn i 1956, Cubakrisen i 1962 og Warszawapagtens indmarch i Tjekkoslovakiet i 1968. Hertil kom en lang række mindre kendte, men reelle spændinger i øst-vest-forholdet.
Bedriftværn – den glemte indsats
En ofte overset del af koldkrigshistorien er bedriftværnene. På arbejdspladser over hele landet blev medarbejdere uddannet i brandbekæmpelse, redning og ordenstjeneste under Civilforsvarets regi. Store virksomheder opførte beskyttelsesrum og indkøbte omfattende materiel: slanger, motorpumper, førstehjælpsudstyr, pionerredskaber, kedeldragter og hjelme.
At denne del af historien næsten er glemt, er bemærkelsesværdigt – for rigtig mange danskere var direkte involveret. Rundt om i landet findes der stadig kommunale og private anlæg, som vidner om en tid, hvor krig ikke var en fjern mulighed, men en konkret trussel.
Da historien blev lagt væk
Fællestegnet for fredsgrupperne
Fra 1970’erne og frem blev mange koldkrigsanlæg lukket eller nedlagt. Nogle var teknisk forældede, andre blev overflødige på grund af nye løsninger. Samtidig var interessen for at bevare og formidle denne samtidshistorie minimal. Antimilitarisme og stærke fredsbevægelser prægede tiden, og militærhistorie blev ofte betragtet som noget utidigt eller ligefrem suspekt.
Mange, der selv havde levet med truslen, så ingen grund til at fortælle om den: “Vi kender det jo – vi har været der.” Dermed gik værdifuld viden og fortællinger næsten tabt.
Historien om Danmark under den kolde krig
Plotterbord i lavvarslingscentral
I dag er situationen en anden. Vidnerne fra tiden fortæller gerne, og de anlæg, der ikke er helt forsvundet, åbnes for offentligheden – hvis ikke permanent, så i det mindste så længe de endnu eksisterer. Digitale medier, guidede ture og åbne beredskabscentre under skoler og rådhuse har gjort koldkrigshistorien synlig for nye generationer.
Raketforsvaret, bl.a. på Stevns
Blandt de mange anlæg har særligt kystforterne og luftforsvaret på Stevns en central plads. Området er unikt, fordi sporene af næsten alle elementer stadig kan opleves: NIKE-affyringspladsen ved Sigerslev, HAWK-stillingen ved Højerup, radar- og kaserneområdet ved Flagbanken samt selve Stevnsfortet, der i dag formidler historien om overvågningen af Øresund.
Ildlederperiskop Stevnsfortet
Et andet markant anlæg er regeringsbunkeren REGAN Vest, som nu er åbnet for offentligheden og giver et sjældent indblik i statens beredskab under en mulig atomkrig.
Dette er historie – og nutid
Få havde troet, at utryghed og stormagtskonflikter igen skulle præge Europa. Alligevel er den kolde krigs logik på ny blevet aktuel.
Dermed er historien ikke længere fjern og støvet, men levende og relevant. De danske anlæg fra den kolde krig er ikke blot beton og stål – de er fysiske vidnesbyrd om en tid, hvor hele samfundet var indrettet på at modstå det værst tænkelige.
Regan Vest