Siden forsvarogforter.dk fortæller om nyere dansk militærhistorie. Den omhandler perioden 1848 til 1920 og koldkrigsperioden 1950 til 1990. Nogle af de mest dramatiske år i dansk forsvarshistorie.
I det nittende århundrede blev Danmark udfordret på mange måder.
Et ulykkeligt århundrede.
Vi skulle ikke blot forholde os til et totale nederlag efter anden Slesvigske krig, men også til alle de ulyksaligheder der gik forud. Disse kunne de gamle folk på egnen stadig huske.
– Slaget på Rheden i 1802.
– Bombardementet af København og tabet af flåden i 1807.
– Statsbankerotten få år senere.
– Tabet af Norge i 1815.
Alt dette blev glemt for en kort tid, efter “sejren” i den første Slesvigske krig.
En nationalromantisk bølge udløst af det, der må betragtes som en sejr over en mindre oprørshær.
En sejr, der i øvrigt først blev mulig, da stormagterne pressede Preussen ud af krigen.
Men de nationale tømmermænd vendte tilbage. Det totale nederlag i 1864 efterfulgt af en urolig periode.
Enevælden afløstes af demokrati i 1849 – nærmest fra dag til dag. Og kun 35 år senere udfordres det nye demokrati af Estrup og Højre. En kamp om dansk forsvar, demokratiets rammer og et fæstningsbyggeri svarende til to storebæltsbroer.
Det nye demokrati udfordres – Københavns Befæstning
I lyset af Tysklands ekspansion og de dystre minder påbegyndtes i 1886 opførelsen af en befæstning omkring København. Byggeriet skete i årene 1886 til 1894. Helt ude af politisk og demokratisk kontrol.
Befæstningen blev bygget uden parlamentarisk godkendelse over 8 år. (1886-1894)
Denne demokratiske krise løstes først med systemskiftet i 1901.
Efter 1909 og i årene frem mod 1. verdenskrig udbyggedes den allerede forældede befæstning.
Efter hemmelige kontakter med den tyske generalstad, indrettede statsminister I.C. Christensen en forsvarspolitik der ikke stødte naboen.
Dette førte til, at det fra 1909 blev muligt at indkalde en sikringsstyrke. Denne var ikke en del af dækningsstyrken, men skulle alene sikre dansk neutralitet.
Søbefæstningen og indkaldelsen af sikringsstyrken i årene 1914-18, havde en ikke ubetydelig del af ansvaret for at Danmark forblev neutral.
Tysk pres
I årene efter 1864 og frem til 1920 havde der været et pres fra den sydlige nabo.
Ikke mindst under 1. verdenskrig hvor Danmark, i skyggen af krig, måtte give en del indrømmelser i de danske farvande, bl.a. minespærringer. Man måtte også tåle at en engelsk U-baad blev sænket i dansk territorialfarvand af tyske flådeenheder medens den danske flåde så på.
En pacifistisk politik
Fra 1920 en førte Danmark en pacifistisk politik, der varede indtil efter besættelsen.
Efter krigen fandt Danmark plads i Nato, hvor Danmark prøvede at finde fodfæste i den vestlige storpolitik.
Nu kom presset fra øst og støtten fra vest.
På mange måder forsøgte Danmark at komme billigst muligt ud af det territoriale forsvar, i forventning om hjælp udefra (NATO´s musketer-ed)
Udenrigspolitisk forsøgte vi os dog stadig pacifistisk. og når et brændte på ude i verden, endte det altid med et dansk bidrag i form af et felthospital.
Det var også i denne periode fodnotepolitikken florerede.
Som truslen om den altødelæggende atomkrig og angreb fra østblokken aftog, blev mange militære anlæg forladt og sløjfet fra 1980’erne og frem til murens fald.
Dette varede indtil Balkan-krigen, hvor Danmark tog udenrigspolitiks ansvar, og danske soldater kom i kamp for alvor.
Herefter har Danmark vendt udviklingen. Efter 2000 et stort internationalt militært engagement i krigszoner, men et dansk forsvar der efter år 2000 har sygnet hen.
I 2025 er der kommet nye despoter ude i verden, og dermed nye udfordringer til dansk forsvar.