Belejringen af Dybbøl i 1864 kom til at vare langt længere, end både venner og fjender havde forestillet sig. For de danske soldater blev det en udmattende og ødelæggende kamp, hvor teknologisk overlegenhed langsomt, men sikkert, afgjorde udfaldet.
Dybbøl-stillingen
Dybbøl stillingen
I årene 1862–63 anlagde danske ingeniørtropper Dybbølstillingen med ti skanser i en halvbue fra Vemmingbund til Als Sund. På grund af økonomiske besparelser blev skanserne opført med træblokhuse som beskyttelsesrum i stedet for beton. Kun ammunitionsmagasinerne blev støbt i beton – en beslutning, der senere skulle koste mange danske soldater livet.
Den 7. februar 1864 ankom den danske hær til Dybbøl. Hæren var blevet trukket tilbage fra Dannevirke for at undgå at blive omringet og ødelagt af den preussisk-østrigske hær. Efter en udmattende march og hårde bagtropskampe nåede omkring 20.000 infanterister, 500 ryttere, 80 feltkanoner og 1.100 fæstningsartillerister frem til stillingen.
Tilbagetrækningen fra Dannevirke udløste voldsom kritik hjemme i Danmark. General de Mezas militære begrundelser blev overdøvet af politikere, der stadig var præget af sejren ved Isted i 1850. Forholdet mellem de Meza og krigsministeren var stærkt anspændt, og de Meza blev kort efter afsat som overgeneral og erstattet af general Gerlach.
De fjendtlige styrker var lige så udmattede som danskerne og fulgte i første omgang kun langsomt efter. Den preussiske fortrop nåede dog frem allerede den 8. februar.
Bombardementet tager form
Udsigt fra Dybbøl til Broager
Langsomt blev den preussiske belejringsstyrke opbygget. Omkring den 20. februar stod cirka 20.000 preussiske soldater, 1.200 ryttere og 88 kanoner foran Dybbølstillingen. De farligste batterier blev opstillet på Broager, på den anden side af Vemmingbund. Herfra kunne de riflede preussiske kanoner beskyde Dybbøls venstre flanke uden at det danske artilleri effektivt kunne svare igen.
Danskerne forberedte sig på at forsvare skanserne og tog stilling i forpostterrænet foran dem. Den 17. februar indledte preusserne deres angreb. I ugerne derefter udspandt der sig hårde kampe, hvor danskerne langsomt blev presset tilbage af en overlegent udrustet fjende.
Et dansk modangreb mod Ragebøl den 17. marts blev slået tilbage, og hæren måtte trække sig helt tilbage til skanserne. Der blev kæmpet voldsomt omkring Dybbøl by – især ved kirken og kirkegården – men også her måtte danskerne vige.
Grafitti i Dybbøl kirke (Brummer)
Dybbøl Kirke – et stille vidne
Dybbøl Kirkes tårn blev brugt som observationspost af både danske og preussiske styrker under belejringen. Flere soldater har efterladt sig navne og hilsner på tårnets indvendige træværk fra 1857. Denne graffiti kan stadig ses i dag, om end noget af den er svær at tyde. Et eksempel lyder:
“Brümmer, 2. Comp. B.I.R. Nr. 24, 19. marts 1864”
(2. kompagni, 4. Brandenburgske Infanteriregiment nr. 24)
Det massive bombardement
De Preussiske angrebsparalleller
Efterhånden havde preusserne samlet i alt 126 kanoner og mortérer omkring Dybbøl. Nu begyndte et af de mest intense bombardementer i krigshistorien. I ugevis regnede tusindvis af granater ned over de danske stillinger, uden at det danske artilleri kunne gøre væsentlig modstand.
De danske soldater sad i primitive jordskanser og så, hvordan de langtrækkende preussiske kanoner systematisk skød stillingen i stykker. Om natten forsøgte man at udbedre skaderne – kun for at se dem blive ødelagt igen næste dag.
Samtidig gravede preussiske ingeniørtropper deres løbegrave og angrebsparalleller stadig tættere på skanserne, beskyttet af artilleriilden.
Tilbud om forhandling
Den britiske regering havde indbudt til en fredskonference i London, der skulle begynde den 12. april. Regeringschefen biskop Monrad var af den holdning, at det ville kunne få stor politisk betydning under forhandlingerne, om den danske hær stadig stod i Slesvig. Derfor ville han ikke give hæren lov til at rømme Dybbøl.
Omvendt havde den preussiske regeringschef Otto von Bismarck ingen planer om at begynde fredsforhandlingerne, før Dybbøl var erobret. Situationen blev stadig mere uholdbar.
Udsigten fra Broager til Dybbøl skanser
Skulle Dybbøl rømmes?
Alle erfarne danske officerer vidste, at et fortsat ophold i skanserne under det massive bombardement var meningsløst og ville ende i massakre. I begyndelsen var der derfor bred enighed i hærledelsen om, at stillingen burde rømmes.
Men politisk var situationen en anden. Regeringen lagde stor vægt på at bevare et symbolsk fodfæste på slesvigsk jord. Uden dette ville Danmarks position ved kommende fredsforhandlinger være stærkt svækket.
Den britiske regering havde indkaldt til en fredskonference i London den 12. april. Regeringschefen, biskop Monrad, mente, at det ville få stor politisk betydning, hvis den danske hær stadig stod i Slesvig. Derfor nægtede han at give tilladelse til at rømme Dybbøl.
På den anden side ønskede den preussiske regeringsleder Otto von Bismarck ikke at indlede seriøse forhandlinger, før Dybbøl var faldet.
Hold stillingen til det yderste
Den 9. april telegraferede general Gerlach direkte til krigsministeriet:
Ville man beholde Dybbøl – eller have en kampklar hær?
Svaret fra krigsminister Lundbye var klart:
Stillingen skulle holdes “til det yderste”.
Sådan har der set ud i 1864
Dag for dag blev kanoner og skanser ødelagt, og soldater dræbt eller såret. Træblokhusene, der skulle beskytte mandskabet, blev let gennembrudt af de tunge 12 og 15 cm granater. I ét tilfælde trængte en granat ind i et blokhus, eksploderede og dræbte eller sårede 42 mand.
Om dagen søgte soldaterne dækning og forsøgte at hvile. Om natten arbejdede de desperat på at reparere stillingerne. Styrken svandt dag for dag, men moralen forblev bemærkelsesværdigt høj.
Den 28. marts forsøgte preusserne en storm på stillingen, men angrebet blev slået tilbage ved fælles indsats fra hær og flåde.
Rådhuset i Sønderborg 1864
Sønderborg i flammer
Den 2.–3. april blev Sønderborg udsat for voldsom beskydning. Store dele af byen brændte, og mange civile mistede livet.
Fra den 7. april begyndte det afgørende bombardement frem mod stormen. I de sidste fire timer før angrebet den 18. april kl. 10 affyrede preusserne omkring 7.900 granater mod Dybbølstillingen. Skanserne var nu reduceret til ruiner, med få funktionsdygtige kanoner og næsten ingen intakte hindringer.
Kun skanse II kunne nå de preussiske batterier på Broager og var derfor særligt udsat. Først når panserbatteriet Rolf Krake viste sig i Vemmingbund og beskød Broager, blev de tyske batterier kortvarigt forstyrret.
Madam Mangor kogebog for soldater
Patriotisme midt i krigen
Befolkningens opbakning var stærk. Et kendt eksempel er Anne Marie Mangor – “Madam Mangor” – der i 1864 udgav Kogebog for Soldaten i Felten. Den blev trykt og uddelt gratis, cirka én til hver tredje eller fjerde soldat, da mange værnepligtige ikke var vant til at lave mad selv.
Hun skrev i forordet, at hendes ønske var blot at yde en lille hjælp til at lette soldaternes byrder under felttoget.
Soldaterne kunne dog også aflevere deres ration og få et færdigt måltid udleveret fra lejrens kogeskure – et lille, men vigtigt åndehul i en ellers brutal hverdag.
Opskrift på “Kød i kål”
Opskrift på Kjød i Kaal:
½ Pund fersk Oxekjød vadskes godt, og sættes paa Ilden enten heelt eller ituskaaret, med 1 Pot Vand og lidt Salt. Det Skum som kommer op naar Vandet koger, afskummes, og Kogningen fortsættes med Laag indtil Kjødet er halv mørt. Et lidet Hoved Hvidkaal, som er skaaret i 6 Dele, kommes da derpaa tilligemed en lille Skive Smør, om man har det, og det hele koges under Laag i en Time, eller til Alt er fuldkomment mørt.
Det var dog ikke en nødvendighed at koge selv. Soldaterne i lejrene kunne, mod at aflevere deres ration, få en tilsvarende portion udleveret der var tilberedt i det indrettede kogeskur.