Opførelsen af Sikringsstilling Nord hang tæt sammen med Tysklands beslutning om at indføre den uindskrænkede ubådskrig under Første Verdenskrig. Denne strategi risikerede at trække hidtil neutrale lande som Danmark og Holland ind i krigen. Den tyske general Erich Ludendorff beskrev dilemmaet i sine erindringer:
General Eric Ludendorff
“Det var kun med den dybeste beklagelse, at vi ikke kunne udtale os til gunst for den uindskrænkede ubådskrig, da den efter Rigskanslerens mening eventuelt kunne medføre krig med Holland og Danmark. Til at beskytte os mod begge stater havde vi ikke en eneste mand til rådighed. De ville være i stand til at rykke ind i Tyskland med deres hære, selv om de ikke er krigsvante, og give os dødsstødet.”
Frygten for et angreb nordfra – eller blot for at skulle binde styrker ved den danske grænse – førte til beslutningen om at anlægge en stærk, sammenhængende forsvarsstilling i det daværende tyskbesatte Sønderjylland.
Anlægsarbejdet går i gang
I september 1916 fik den stedfortrædende generalkommando for 9. armékorps ordre til at etablere Sikringsstilling Nord. Planerne havde længe ligget klar, og allerede den 10. og 17. september ankom de første pionertropper til området. Arbejdet blev ledet af en pionerbatallionsstab og udført af seks pionerkompagnier.
Selve anlægsarbejdet blev i vidt omfang udført af militære og politiske fanger, de såkaldte Festungshäftlinge, som under vanskelige forhold stod for udgravning, støbning og opbygning af stillingen.
Anlæggets militære idé
Sikringsstilling Nord blev opført efter de gældende tyske doktriner for forsvarskamp, som i 1916 var fastlagt i reglementerne Die Führung in der Abwehrschlacht og Allgemein über Stellungsbau. Grundprincipperne bag disse doktriner viste sig så holdbare, at de – i moderniseret form – også blev anvendt under og efter Anden Verdenskrig.
Anlægsarbejdet strakte sig fra september 1916 frem til krigens afslutning, dog med skiftende intensitet. De forreste infanteristillinger og artilleristillingerne var overvejende færdige ved udgangen af 1917.
Placeringen af især de tunge artilleribatterier viser, at tyngdepunktet lå i den østlige del af stillingen. Dette peger på et ønske om at beskytte de vigtige tyske flådeinstallationer ved Aabenraa og på Als. Hvis et angreb i stedet var kommet længere vestfra – eksempelvis efter en landgang ved Esbjerg – gjorde jernbanenettet det muligt hurtigt at tilføre tungt artilleri i form af jernbaneskyts.
Det er bemærkelsesværdigt, at planerne ikke i større omfang indeholder stærke støttepunkter i dybden. Det kan enten skyldes manglende tid og ressourcer eller en forventning om, at kampene ville blive korte. En anden forklaring kan være den tyske vurdering af de danske styrkers begrænsede kampkraft, som Ludendorff også giver udtryk for.
Stillingens elementer
Ifølge danske optegnelser fra 1921 omfattede Sikringsstilling Nord:
-
22 lette og middeltunge artilleribatterier med hver 4–6 kanoner i kalibre fra 7,7 til 15 cm
-
8 tunge batterier bestykket med skibskanoner i kalibre på 24–26 cm
-
Et stort antal stillinger for lette skyts, revolverkanoner og flankeringsbunkere, ofte integreret i infanterianlæggene
Infanteristillingerne rummede desuden observations- og kampstandpladser, maskingeværstillinger, stillinger for infanterikanoner samt et betydeligt antal overdækkede mandskabsrum (Unterstände). Omkring 800 sådanne rum kunne tilsammen huse cirka 8.000 mand liggende – eller op til det dobbelte antal siddende.
Et ufuldendt kæmpeprojekt
Halvdelingsbunker (36 mand)
Sikringsstilling Nord blev aldrig fuldt færdiggjort. Kun den forreste infanterilinje blev gravet færdig. De to til tre bagvedliggende linjer blev blot markeret i spadestiks dybde med henblik på senere færdiggørelse af de enheder, der skulle bemande stillingen i tilfælde af kamp.
Officielt benægtede Danmark, at der foregik større militære anlægsarbejder i området. I praksis var man naturligvis klar over situationen, men den klogeste politiske strategi var formentlig at lade som ingenting.
Styrkemæssigt hørte Sikringsstilling Nord til blandt de kraftigste forsvarsanlæg, Tyskland opførte under krigen – fuldt på højde med, og på visse punkter stærkere end, de mere kendte stillinger på Vestfronten, såsom Siegfried-linjen. Dette skyldtes ikke mindst, at arbejdet kunne foregå uden fjendtlig beskydning og tilsyneladende uden alvorlig mangel på beton og jern.
I afsnittet Hønning–Øster Gasse blev arbejdet ledet af 9. Ersatz-Pionerkompagni fra Rendsborg. Fangelejren, som leverede arbejdskraften, lå vest for Arrild. Omkring Skærbæk blev arbejdet ledet af dele af 9. Pionerkompagni (senere 139. Pionerkompagni), assisteret af 139. Armierungsbataillon fra Westfalen.
Materialeforbruget var enormt. En mindre standardkonstruktion krævede omkring 150 tons byggematerialer, mens et større halvdelingsrum kunne veje op mod 450 tons.
Perspektiv
Sikringsstilling Nord var således et kolossalt byggeprojekt, gennemført på et tidspunkt hvor Tyskland var presset på næsten alle fronter. Ikke blot militært – både i øst og vest – men også økonomisk og forsyningsmæssigt på hjemmefronten.
Netop derfor står stillingen i dag som et markant vidnesbyrd om krigens omfang, frygt og strategiske overvejelser i Danmarks umiddelbare nærområde.