Artilleriet på Bangsbofortet bestod af tre tunge kasematter, hver bevæbnet med en 15 cm kanon. Hertil kom en fjerde stilling, en såkaldt brisk, der var åben og uden kasemat. Samtlige kanoner havde en særlig forhistorie, idet de oprindeligt stammede fra det danske artilleriskib Niels Juel.
Kanoner fra Niels Juel
Kanonerne var 15 cm L/45 hurtigskydende pjecer, produceret af Bofors i Sverige i 1922. De var fremstillet efter tegninger og med stål leveret af Krupp i Essen og indkøbt specifikt til Niels Juel. Skibet blev som bekendt sænket af sin egen besætning den 29. august 1943 for at undgå tysk overtagelse, men kanonerne overlevede og fik senere nyt liv som kystartilleri.
Bunkeren støbt om kanonen
Efter indskydningen af kanonerne blev kasematbunkerne støbt direkte omkring dem. Med en vægt på omkring 18 tons var det ikke muligt at installere kanonerne i færdigstøbte bunkere. I stedet blev anlæggene opført omkring våbnene – en metode, der vidner om både teknisk planlægning og de betydelige ressourcer, der blev investeret i anlægget.
Mange bunkere
I tilknytning til kasematterne blev der opført en række bunkere opdelt i flere funktionelle rum. Her fandtes skytsrum, ammunitionsmagasiner og opholdsrum til besætningen, som kunne arbejde og opholde sig beskyttet under længerevarende beredskab.
Videreført efter krigen
Alle bunkerne på Bangsbofortet blev opført af den tyske værnemagt under besættelsen. Efter befrielsen i 1945 blev anlægget overtaget af det danske kystforsvar. Sammen med Hornbæk Batteri var Bangsbofortet de eneste tyske kystartillerianlæg fra besættelsen, som blev videreført, moderniseret og aktivt anvendt af det danske kystforsvar under Den Kolde Krig.
Museum og del af forsvaret
Selv i dag har Bangsbofortet en operativ funktion. Dele af anlægget anvendes fortsat til farvandsovervågning, mens de tidligere artilleristillinger nu er indrettet som museum. Dermed rummer fortet både aktiv nutidig betydning og et enestående indblik i Danmarks militære historie fra Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig.
