Kapitulationen og freden i 1864 kom til at koste Danmark dyrt – både politisk, territorielt og menneskeligt.
Christian IX
Det var et nedtrykt og desillusioneret land, soldaterne vendte hjem til. Stemningen af nederlag og opgivenhed afspejles tydeligt i kong Christian IX’s proklamation til hæren efter krigen.
Proklamationen
Soldater!
Kampen er endt! Fra Krigens blodige Færd vender I tilbage til Hjemmets Gerning.
Tunge Ofre har Krigen kostet- med endnu tungere Ofre maa Freden købes. Men Fædrelandets Vel byder at foretrække Freden for en fortsat Kamp.
Jeg ved, at Eders Mod er usvækket – jeg ved, at Armeen endnu er beredt paa at optage Kampen imod Fjenden – men vi raader ikke over Udfaldet, og medens der kæmpes, er den overvejende Del af Landet i Fjendens Vold og lider under et Tryk, som snart vil føre til Ødelæggelse. Derfor maa Kampen søges endt, omend med Afstaaelse af Landsdele, der fra ældgammel Tid hørte til Danmark, og til hvilke enhver Dansks Hjerte er knyttet.
For Eder, Soldater! er Udfaldet af Kampen dobbelt tungt. I kæmpede og Eders Blod flod for en Sag, vi nu har maattet opgive.
Gravsted på Kær
Men med Ære gaar I ud af Kampen. Det skal erkendes, at den Opgave, der fra først stilledes til Eder, var mere end vanskelig; mod to Stormagters Hære var I kun en lille Skare. Ethvert Haab om Hjælp svigtede, Fjendens Overmagt tvang Eder tilbage, men hverken hans Magt eller Vinterens Barskhed kuede eders Mod.
Modtager derfor, før I skilles, Eders Konges Tak. Med dyb Bekymring, har jeg fulgt Eder i Eders tunge Gerning, med sorgblandet
Stolthed har jeg set Eders Færd. Bevarer under fredelige Sysler den Rolighed, den Selvopofrelse, I har vist i Kampen, bevarer fremfor alt den Kærlighed til Konge og Fædreland, der har ledet Eder. Med Forsynets Bistand vil Danmark endnu kunne haabe en Iykkelig Fremtid, omend den nærmeste Tid viser sig mørk og truende.
Værer i Freden, hvad I har været i Kampen, og I vil bidrage til Fædrelandets Vel, som I hidtil har hævdet dets Ære.
København, den 8de August 1864.
Christian Rex
Hærens hjemkomst – et antiklimaks
Soldaternes hjemkomst blev for mange et smertefuldt antiklimaks. Der var ingen flag, ingen festlig modtagelse og ingen taknemmelighed. I stedet mødte de en kølig, næsten fornærmet ligegyldighed. Nederlaget blev opfattet som skamfuldt, og det kom også soldaterne til at mærke.
7 danske grave i schweidnitz, Polen
Flere beretninger fortæller, hvordan man omhyggeligt gjorde uniformer og udrustning i stand før indmarchen i København – i håb om i det mindste at blive mødt med respekt. Men der var ingen opmærksomhed. Mange valgte derfor at forlade marchen undervejs og søge den hurtigste og mest diskrete vej til kasernerne.
Ved hjemsendelsen fik mange soldater besked på allerede næste morgen at aflevere deres uniformer og derefter træde af. At flere ikke ejede andet tøj end det militære, blev ikke taget i betragtning. Mange måtte tigge sig til civilt tøj i garnisonsbyerne. En soldat blev angiveligt hjemsendt i en slåbrok, en anden i slidt arbejdstøj.
De løsladte krigsfanger blev heller ikke mødt med medfølelse. Ved ankomsten til København blev de hånet med tilråb som “feje hunde” og “hvor er jeres geværer”.
Fredsforhandlingerne – et tysk diktat
Fredsforhandlingerne efter nederlaget fandt sted i Wien, og de danske forhandlere stod over for en nærmest umulig opgave. I månederne op til freden oplevede den sønderjyske befolkning hårde vilkår under de tyske besættelsestropper, som blandt andet brandskattede lokalbefolkningen.
Resultatet blev et rent diktat. Ved freden den 30. oktober 1864 måtte Danmark afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til Preussen og Østrig. Dermed mistede Danmark næsten 40 procent af sit areal og sin befolkning og blev reduceret til en lille stat med omkring 1,7 millioner indbyggere.
Danmark før og efter 1864
Der skete også mindre grænsejusteringer: De kongerigske enklaver blev overført til Slesvig, mens Ribe Herred, Nørre Tyrstrup Herred og Ærø blev indlemmet i kongeriget.
Optanterne – et liv i uvished
Ved freden fik befolkningen i de afståede områder mulighed for at bevare deres danske indfødsret og blive boende, hvis de ikke “faldt til besvær”. Mange dansksindede sønderjyder valgte at “optere” for Danmark, især fordi man i årene frem mod 1871 forventede, at en ny krig kunne bryde ud.
De ønskede ikke at risikere at blive indkaldt til tysk militærtjeneste og kæmpe mod landsmænd. Derimod blev deres børns status aldrig klart afklaret. Mange optantbørn voksede op i en juridisk gråzone, næsten statsløse, og dette blev et konfliktpunkt i dansk-tyske forhandlinger i mere end 40 år.
Napoleon III
Et spinkelt håb – fra Prag til 1920
Ved Prag-freden i 1867 fik en bestemmelse – artikel 5 – en symbolsk betydning for Danmark og Sønderjylland. Den gav et spinkelt håb om en senere folkeafstemning, men i praksis skete der intet i mange år.
Ingen kunne dengang forudse, at tusindvis af sønderjyder senere ville blive indkaldt til tysk militærtjeneste under Første Verdenskrig. Omkring 6.000 af dem mistede livet på fjerne fronter – et tal, der varierer alt efter kilderne.
At der i 1920 faktisk blev gennemført en folkeafstemning og en genforening, var for mange dansksindede sønderjyder mere, end de havde turdet håbe på – noget, der i årtier havde levet som en drøm snarere end en realistisk mulighed.