Kampen ved Lundby i 1864 står som et tydeligt eksempel på krigens meningsløshed. Slaget – ofte omtalt som Affæren ved Lundby – fandt sted syd for Aalborg på et tidspunkt, hvor krigen reelt allerede var tabt for dansk side.
Jylland var opgivet, og hovedstyrken var trukket nord for Limfjorden. Herfra var tropperne i færd med at blive udskibet fra Frederikshavn med kurs mod Fyn. For at sløre denne tilbagetrækning var 1. Regiment efterladt i Nørresundby. Opgaven var defensiv, men ordren lød samtidig, at man – hvis lejlighed bød sig og uden uforholdsmæssig risiko – måtte foretage mindre fremstød mod syd.
Preussisk rekognoscering
Den 1. juli sendte preusserne tre rekognosceringskommandoer nordpå fra Hobro. For at imødegå truslen rykkede 5. kompagni af 1. Infanteriregiment – omkring 160 mand støttet af en eskadron – sydpå mod Ellitshøj, hvor man formodede at finde en af de fjendtlige enheder i natkvarter.
Da danskerne nåede Ellitshøj klokken 00.30, viste byen sig at være forladt. Den preussiske styrke var allerede trukket cirka 10 kilometer sydpå til Gravlev. Samtidig modtog man efterretninger om, at en preussisk patrulje på omkring to kompagnier og en eskadron var rykket nordpå, formentlig mod Gunderup, mens en anden bevægede sig i retning af Løgstør.
Beck rekognoscerer
Oberstløjtnant H.C.J. Beck, der havde kommandoen over den samlede danske styrke, beordrede herefter en østgående flankebevægelse. Klokken 01.30 brød kompagniet op mod Gunderup. Da de ankom omkring klokken 04.00, observerede de skjult, hvordan den preussiske styrke forlod byen og trak sig videre mod nord i retning af Lundby.
Beck red frem sammen med kavalleriet, fulgt af infanteriet, og fortsatte nordpå gennem Gunderup. Fra et nærliggende bakkedrag fik en husar øje på preusserne ved Lundbys nordlige udkant. Den danske styrke samledes herefter på Lundby Bakke, syd for byen, hvor de tog opstilling i skjul bag gravhøjen Kongshøj.
Lundby Bakke falder jævnt ned mod byen og gennemskæres omtrent midtvejs af vejen mellem Gunderup og Lundby – den nuværende Hadsund Landevej.
Oberst H.C.J. Beck
Hans C. J.Beck 1864
Beck var i december 1863 blevet udnævnt til oberstløjtnant og – imod eget ønske – chef for 1. Regiment. Han havde hidtil gjort tjeneste i stab og var stort set uden erfaring med praktisk troppeføring i felten. Han afløste den erfarne oberst Max Müller, hvis handlekraft og fysiske robusthed havde gjort ham velegnet til kommando på en kampplads.
Becks egen svagelige konstitution gjorde det vanskeligt for ham at klare feltlivets strabadser. Han deltog i kampene ved Dannevirke, Sankelmark og Vejle uden at udmærke sig. Efter våbenhvilen udløb den 26. juni fik han kommandoen over den tilbageværende styrke i Nordjylland med opgaven at bevogte Limfjordsovergangene og gennemføre begrænsede offensive aktioner – uden unødig risiko.
Netop manglen på forståelse for bagladegeværets overlegenhed kom til at få afgørende betydning for udfaldet ved Lundby.
Bechs muligheder
Det danske angreb
Lokale beboere i Gunderup blev klar over, at et angreb var nært forestående, og tilbød Beck at føre kompagniet gennem en slugt øst for Lundby Bakke. Denne rute – eller alternativt via levende hegn vest for bakken – ville have gjort det muligt at nærme sig fjenden i skjul og komme ind på stormafstand.
Beck afviste forslaget kontant med ordene: “En bonde skal ikke føre mit kompagni” og beordrede i stedet “et rask og determineret angreb med bajonetten”.
Kompagniet stod opstillet i 16 geledder bag Kongshøj. Kompagnichefen anmodede om at få ændret opstillingen, da reglementet foreskrev, at bajonetangreb ikke burde udføres med mere end seks geledder. Beck mente, at der allerede var spildt tid nok, og beordrede øjeblikkelig fremrykning.
Preusserne havde imidlertid allerede observeret den danske styrke – blandt andet via en husar på et bakkedrag mod syd – og tog opstilling bag et omkring én meter højt stengærde i Lundbys sydkant. Her lå 70 af deres 124 mand klar med moderne bagladerifler.
Angrebet over de 700 meter
Under høje hurraråb rykkede den danske styrke frem fra Kongshøj mod fjenden, cirka 700 meter borte.
Rekontruktion af kamppladsen
Preusserne ventede bevidst med at åbne ild. Omkring 250 meter fra stengærdet gik det danske angreb kortvarigt i stå – efter det lange løb og muligvis i forvirring over fjendens tavshed.
Angrebet blev genoptaget, men da danskerne nåede inden for 150–200 meter, afgav preusserne deres første salve. Kort efter fulgte den anden. Ved tredje salve brød det danske angreb fuldstændig sammen blot 20 meter fra stengærdet.
De danske tab var katastrofale: 22 dræbte samt 76 sårede og savnede, hvoraf 44 blev taget til fange. Preussernes tab bestod af blot tre lettere sårede.
De sårede efter kampen ved Lundby 1864
På Hobro Lazareth blev indbragt følgende sårede danskere af preusserne:
Capit. Hammerich, Kjøbenhavn, saaret i høire Underarm, Helbredet.
Prm. Lt. Betzholz, Sverrig, Haardt saaret i begge Arme, Lungebetændelse, Død d. 28. Juli
Soldat Rasmus Madsen, No. 364, Qverndrup, Fyen, Haardt saaret gjennem høire Haand, og af samme Kugle
høire Lunge, Død d. 12 Juli.
Soldat Niels Petersen, No. 131, Oppe Sundby, Sjælland, Haardt saaret i Højre Been, amputeret paa høire
Laar, farligt. Endnu paa Hobro Lazareth tilstanden farlig. (død d. 17. August)
Undercp. Hamman, No. 568, Kjøbenhavn, Saaret i venstre Haand og i venstre Overarm. Saavidt helbredet
ført til Aarhus.
Corporal Petersen, No. 436, Kjøbenhavn, Saaret i venstre Knæ og i høire Fod, amputeret 10 Dage efter.
Døde under Amputationen d. 14 Juli.
Rasmus Petersen, Buddinge
Soldat Niels Larsen, No. 573, Sæby pr. Roeskilde, Haardt saaret i høire Laar og Side. Døde d. 21 Juli.
Niels Larsen nr. 630?, Søby? død 21.juli
Soldat Ole Johansen, No. 210, Slagelse Egnen, Saaret i høire Underarm. Saavidt helbredet ført til Aaarhus.
Soldat Laurs. W. Ryberg, No. 38, Kjøbenhavn, Haardt saaret i høire Laar. Død d. 28. Juli.
Soldat Rasmus Christensen, No. 264, Hornstrup v. Weile, Haardt saaret i venstre Bagdeel, venstre Fod lam.
Forhaabentlig i Bedring.
Soldat Johan Ritzmann, No. 581, Kjøbenhavn, Haardt saaret i venstre Laar. Tilstanden farlig men ikke uden
Haab.
Soldat Niels Nielsen, No. 637, Ørsted pr. Roeskilde, Haardt saaret gjennem Venstre Lunge. Tvivlsom skjønt
bedre. (død d. 18. Oktober)
Soldat Johan Henrik Rasmussen
Bernhard Kuhlmann, No. 635, Kjøbenhavn, Haardt saaret i Underlivet og død første Nat efter denne
sørgelige Fægtning.
Julius Adam Bernhardt Kuhlmann død d. 4. juli.
Et slag uden betydning
Ofre fra Lundby begravet i Gunderup
Kampens umiddelbare resultat var et knusende dansk nederlag. I alt mistede danskerne 98 mand – døde, sårede, tilfangetagne og savnede – mod tre sårede på preussisk side. Set i det større perspektiv var kampen uden militær betydning. Landkrigen var allerede tabt, og selv en dansk sejr ved Lundby ville ikke have ændret krigens udfald, bortset fra eventuelt at have lappet en smule på Becks i forvejen svækkede ry.
Becks adjudant, Peter Abrahams, skrev senere om affæren:
“Jeg red ud sammen med en underlig, vildt begejstret, letsindig, men affældig mand – jeg red tilbage med en sammensunken olding!”
Trods nederlaget blev Beck senere udnævnt til oberst og tildelt Dannebrogordenens kommandørkors.
Begravede på Gunderup og mindesmærket i Lundby
