Begge de slesvigske krige udsprang af de komplicerede forhold i hertugdømmerne Slesvig og Holsten – og i mindre grad Lauenborg, det tredje og sydligste hertugdømme.
Motto for det udelte Slesvig-Holsten
Slesvig havde været hertugdømme længst, mens Holsten fik samme status i 1474. Hertugdømmet Slesvig var et dansk len, mens Holsten og Lauenborg var tyske len. Det gav den danske konge en dobbeltsidig rolle: I Slesvig var han både konge og hertug, mens han i Holsten og Lauenborg måtte hylde den tyske kejser som lensherre.
Hertugdømmerne var ikke en del af det egentlige danske kongerige, men selvstændige fyrstedømmer, hvor kongen regerede som medhertug. Betegnelsen Fyrstedømmerne var almindelig frem til 1700-tallet. Denne særlige konstruktion havde eksisteret i århundreder, mens Lauenborg først blev knyttet til Danmark i 1814 som kompensation for tabet af Norge.
Nationale bevægelser og oprør
I 1830’erne voksede den politiske bevægelse slesvig-holstenismen frem i Slesvig og Holsten. Målet var at løsrive hertugdømmerne fra den danske helstat og knytte dem tættere til Det Tyske Forbund. Bevægelsen kulminerede med oprøret i Rendsborg i marts 1848 og førte direkte til Treårskrigen 1848–1850. Parolen var klar: “Ewig ungedeelt” – evigt udelt.
Danske tropper modtages 1850
Dansk sejr – men på skrøbeligt grundlag
Danmark vandt oprørskrigen, da Preussen under internationalt pres trak sin militære støtte til oprørerne tilbage. I Danmark blev sejren fejret som noget nær en national genoprejsning. Efter nederlagene ved Slaget på Reden i 1801, bombardementet af København i 1807, statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814 havde landet desperat brug for medvind.
Sejren var dog mindre solid, end den så ud. Oprørshæren var i realiteten en dårligt organiseret bondehær, og de grundlæggende konflikter om hertugdømmernes tilhørsforhold var langt fra løst.
Otto von Bismarck og den nye konflikt
Bismarck skulle bruge en succes
I begyndelsen af 1860’erne stod Preussen over for betydelige indenrigspolitiske problemer, blandt andet striden om værnepligtens længde. For Preussens regeringschef, Otto von Bismarck, var en hurtig og overskuelig krig en mulighed for at skabe national samling og politisk medvind.
Da Danmark med Novemberforfatningen i 1863 reelt adskilte Slesvig og Holsten og knyttede Slesvig tættere til kongeriget, greb Bismarck chancen. Han allierede sig med Østrig, og de to stormagter rykkede frem mod Dannevirke.
Ultimatum og krig
Den 1. februar 1864 stillede Preussen og Østrig Danmark et ultimatum: Den danske hær skulle trække sig tilbage til den gamle grænse ved Kongeåen. Dette blev afvist af den danske overgeneral Christian Julius de Meza, der ikke ville opgive Slesvig uden kamp.
Med afslaget var den 2. slesvigske krig en realitet – og Danmark stod igen over for en konflikt, som landet hverken politisk, militært eller strategisk var rustet til at vinde.