Sikringsstyrken var et direkte resultat af forsvarsforliget i 1909. Her besluttede man at oprette en særlig styrke, der kunne indkaldes uden for det normale mobiliseringssystem. Formålet var ikke krig, men at sikre Danmarks neutralitet og forhindre en pludselig overrumpling – især af hovedstaden.
Allerede den 2. august 1914, dagen efter de første krigserklæringer i Europa, begyndte indkaldelserne. Dermed blev Sikringsstyrken hurtigt en realitet, som kom til at præge både det danske samfund og forsvaret helt frem til 1919.
Opgaven
Sikringsstyrkens opgaver var klart definerede:
-
at forhindre et overraskelsesangreb mod København
-
at sikre, at en eventuel mobilisering kunne gennemføres hurtigt og kontrolleret
Der var tale om en forøgelse af fredsstyrken – ikke en egentlig mobilisering – og indkaldelsen skete derfor relativt diskret. Ikke desto mindre blev belastningen enorm.
Sikringsstyrken Sølvgades kaserne 1914
De første indkaldelser
Den 2. og 3. august 1914 mødte ca. 17.000 mand på Sjælland, mens omkring 4.000 mødte i Jylland og på Fyn. Allerede den 5. august blev styrken kraftigt udvidet:
-
Sjælland nåede op på ca. 39.000 mand
-
Jylland/Fyn på ca. 7.000 mand
Samtidig gik man i gang med armeringsarbejder: skyttegrave, pigtrådsspærringer og feltbefæstninger. Mere vidtgående planer som oversvømmelser og rydning af skove blev dog aldrig gennemført.
Mangler og udfordringer
Trods de store indkaldelser manglede der både mandskab og materiel. Særligt fæstningsartilleriet var underbemandet, og der var kun netop folk nok til at opretholde et enkelt vagtskifte. Uniformer, telefonmateriel, kikkerter, sanitetsudstyr og hesteudrustning var der også alvorlig mangel på.
Uniformerne var en blanding af ældre modeller og mislykkede forsøg på modernisering, herunder rester af en khaki-farvet uniform, som man havde forsøgt at indføre før krigen.
Befalingsmænd – en flaskehals
Hærloven af 1909 havde ikke taget højde for en styrke af Sikringsstyrkens størrelse. Manglen på befalingsmænd var derfor markant, især i begyndelsen. Problemet blev delvist løst ved, at omkring 500 tidligere officerer og befalingsmænd meldte sig, og ved en lovændring, der muliggjorde anvendelsen af værnepligtige officerer – en ny kategori i dansk forsvar.
Skyttegave og pigtråd i Dyrehaven
Feltbefæstninger og donationer
I løbet af efteråret 1914 blev der opført omfattende feltbefæstninger nord for København, blandt andet gennem Dyrehaven. Pigtråd, skyttegrave og beredskabsrum blev anlagt, og arbejdet blev i vid udstrækning udført af Sikringsstyrken selv.
Private donationer spillede en vigtig rolle. Cement blev doneret af F.L. Smidth & Co., og entreprenørarbejdet blev udført af Christiani & Nielsen. Den samlede udgift til stillingen var ca. 250.000 kr., hovedsageligt finansieret gennem private forsvarsindsamlinger.
En stor samfundsbelastning
I krigens første måneder var patriotismen høj, men efterhånden som faren syntes at aftage, faldt opbakningen. Sikringsstyrken var en enorm belastning – økonomisk, politisk og menneskeligt.
De militære udgifter blev hurtigt fordoblet i forhold til årene før krigen. Mange indkaldte var familiefædre, og deres familier måtte ofte leve af hjælpekasser, som var indført i 1907. Hjælpen var ikke fattighjælp og medførte derfor ikke tab af valgret.
Orlov, disciplin og kedsomhed
Fra september 1914 blev der indført udvidet orlov, hvilket især var vigtigt for landmænd og selvstændige. Samtidig opstod der betydelige disciplinære problemer. Tjenesten var ensformig, indkvarteringen ofte dårlig, og både soldater og kvarterværter var pressede.
Antallet af disciplinærsager steg kraftigt, primært for vagtforseelser og fravær. Manglen på militære arrester og en lempelig praksis over for absentanter forværrede situationen.
Pressen og offentligheden
Pressen fulgte Sikringsstyrken tæt og var ofte kritisk. Klager gik uden om kommandovejen direkte til ministeriet – ofte anonymt eller via journalister og rigsdagsmænd. Dette bidrog til et anspændt forhold mellem forsvarsministeriet og overkommandoen gennem hele perioden.
Beskæftigelse og civilt arbejde
For at modvirke kedsomhed og uro blev der iværksat foredrag, musik, husflidsundervisning og oprettet soldaterhjem. Senere fik soldaterne mulighed for at deltage i civilt arbejde som landbrug, tørvefabrikation og roeoptagning – ofte til civil løn.
Genindkaldelser
De mange genindkaldelser af specielt familiefædre fra Jylland / Fyn søgtes straks afhjulpet med at indkalde flere rekrutter men mindre interval, udnytte værnepligtsalderen der var nedsat fra 22 til 20 år samt gennemføre en slags omgangstjeneste via de såkaldte reguleringer.
Dem skulle der komme 17 af i sikringsstyrkens levetid. Reguleringerne blev også brugt til de reduktioner af styrketallet der hurtigt fulgte.
Styrken reduceres
Der var store modsætninger i henholdsvis den radikale forsvarsminister og overkommandoens syn på Sikringsstyrkens størrelse. Dette førte de næste fire år til et særdeles anstrengt forhold mellem overgeneralen Gørtz og forsvarsminister Munch.
Munch og øvrige regeringspartier tillagde ikke sikrings-styrken større militær værdi, men nærmere en fare for landets neutralitet. Til gengæld var der i militære og højres kredse, udtalt utryghed ved en forsvarsminister af Munchs observans. De ønskede flest muligt soldater.
Mulighed for civilt arbejde
Efterhånden som indkaldelsen trak ud, opstod der ønsker om at soldaterne deltog i f.eks. landbrugsarbejdet i de områder de var placeret, hvilket indførtes 22. april 1915.
Dette ændres i juli 1915 til 2 halve øvelsesdage. Senere udvides dette igen til også at omfatte 2 halve ugentlige dage til tørvefabrikation og i alt to dage til roeoptagning.
Tunestillingen og nye trusler
Pigtrådshegn i Tunestillingen
I 1915 blev Tunestillingen anlagt sydvest for København – et enormt befæstningsanlæg med pigtråd, skyttegrave og tusindvis af små betonrum, primært opført ved håndkraft.
Tysk mineudlægning i Køge Bugt i vinteren 1915–16 førte til yderligere forstærkninger på Amager og ved sydkysten, støttet af nye forter og batterier.
Privat indkvartering erstattes af lejre
Underbringelsen af de mange tropper i private hjem gav en endeløs række problemer. I forbindelse med Tunestillingen opførte som noget nyt baraklejre som Grevelejre og Barfredshøjlejren.
Barfredshøjlejren i Tunestillingen
Herudover etableredes en teltlejr ved Køge. Samtidig opførtes opførtes baraklejre på Amager.
Februar 1916 vedtages et tillæg til værnepligtsloven der muliggjorde indkaldelse umiddelbart efter session. Rettelserne gjorde det muligt at indkalde to årgange i 1916. Ved også at lade de værnepligtiges første uddannelsesperiode vare 1½ år (det længste 1909 loven muliggjorde) opnåede man i løbet af 1916 at op mod halvdelen af sikringsstyrken udgjordes af værnepligtige der kom direkte fra rekrutuddannelsen og dermed krævede færre genindkaldelser.
Dette tillæg holdt til sikringsstyrken hjemsendtes.
Flere reduktioner og en brydsom tid
Oktober 1916 ønskede rejser Munch yderligere reduceringer af sikringsstyrken, en beskæring af styrken med 1/4 eller 8-9000 mand. Dette meddeles overkommandoen, der svarede at man fralagde sig ansvaret for en sådan nedskæring.
Munch erindrer det som en brydsom tid. Der var mange klager fra kvarterværter til både Munck og andre rigsdagsmænd. Det var hovedsageligt godtgørelsen og at soldaterne grundet øvelse ikke holdt spisetiderne. Samtidig erindrede Finansminister Brandes ham konstant om, hvor mange penge sikringsstyrken kostede. Der var også mange ansøgninger om udsættelse ved reguleringerne. Specielt Roskilde Dagblad, den øvrige venstrepresse og dele af den konservative presse var kritisk og pustede til ilden.
Nye reduktioner
Marts 1917 rejser Munck nye reduktioner af styrken på et ministermøde og møder både politisk modstand fra de konservative og som vanligt overkommandoen. I ministeriet rejser han krav om 25% reduktion.
På samme tid møder både den engelske og franske militærattache op i ministeriet og spørger, om det virkelig var rigtigt at Danmark ville hjemsende sikringsstyrken, hvorpå reduktionen blev stillet i bero.
Uro i København
Store demonstrationer og uro i 1918
Der var en del uro i hovedstaden, og Københavns kommandant måtte 4. juni 1917 udstede forbud mod at soldater deltog i møder og demonstrationer mod sikringsstyrken og militærvæsenet som helhed.
Munch spørger kort efter overkommandoen, hvor stor en styrke de behøvede for at opretholde en bevogtning af landegrænse, havne, forter og feltbefæstningsanlæg.
Overkommandoen svarer, at ingen reduktion var mulig.
Reduktioner og politisk konflikt
Gennem hele krigen var der strid om Sikringsstyrkens størrelse. Forsvarsministeren ønskede gentagne reduktioner, mens overkommandoen advarede mod at svække neutralitetsforsvaret. Forholdet var særdeles anstrengt, og reduktionerne truede flere gange styrkens kampdygtighed.
Militærnægtere
Militærnægterproblemet vokser, og der afholdes 8. november. et militærnægtermøde i København med stormende tilslutning. Demonstrationen gik langs hovedbanegården hvor et par officerer blev forulempet og fortsatte til garnisonshospitalet i Rigensgade hvor politiet splittede forsamlingen med stave.
I december blev lov om civil værnepligt vedtaget i rigsdagen.
Ny regulering og en stor reserve
Februar 1918 gennemførtes 17. og sidste egentlige regulering uden væsentlig ændring af styrketallet. Antallet af rekrutter var i årene 1915 til 1916 på 6-7000 og faldt i 1916-1917 til 3-4000 mand, hvilket niveau fastholdtes til krigens afslutning.
Den intense uddannelse af rekrutter siden starten af krigen, omfattede 26000 mand mere årligt end under normale vilkår, eller ialt yderligere 70.000. Dette betød at hærens mobiliseringsstyrke fra at være 80.000 + 40.000 i reserve ved krigens udbrud, voksede til 180.000 i 1917. Aldrig før eller siden har Danmark haft så stor en mobiliseringshær.
Begrænsede opgaver til Sikringsstyrker 1918
1) Bevogtning af landegrænse og mere betydningsfulde havneanlæg
2) Bevogtning af Knudshoved og Halskov (som hidtil)
3) Fornødent beredskab ved Københavns Søbefæstning, herunder fløjforterne.
4) Bevogtning af de permanente fæstningsanlæg og de feltfortifikatoriske anlæg samt vedligeholdelse af de sidste.
Uro, militærnægtere og mytterifrygt
Matroser in Kiel demonstrerer 1918
Mod slutningen af krigen voksede den sociale uro. Militærnægterbevægelsen fik fremgang, og arbejderdemonstrationer bredte sig. Mytterier i udenlandske hære gjorde myndighederne nervøse, og man tog ekstraordinære forholdsregler, herunder fjernelse af bundstykker fra geværer.
Den spanske syge og afviklingen
Den spanske syge ramte også Sikringsstyrken hårdt i efteråret 1918. Mange blev syge, hospitalerne var overfyldte, og dette bidrog til hastige reduktioner. Allerede før våbenstilstanden begyndte man at nedlægge befæstningsanlæg.
I løbet af få måneder blev styrken reduceret fra titusinder til få tusinde mand. Sløjfningen af anlæg og magasinering af materiel blev ofte overladt til lodsejerne.
Afslutningen
Sikringsstyrken blev endeligt nedlagt den 31. marts 1919. De samlede udgifter havde da nået ca. 287,5 millioner kroner – et enormt beløb efter datidens forhold.
Sikringsstyrken var en af de største militære anstrengelser i Danmarks historie. Den kom aldrig i kamp, men spillede en afgørende rolle for, at Danmark bevarede sin neutralitet under Første Verdenskrig.