Krigen i 1864 blev ikke kun et militært vendepunkt for Danmark. Den blev også rammen om Røde Kors’ allerførste indsats på en europæisk slagmark. Det, vi i dag kender som Røde Kors, var nemlig en helt ny organisation, da kampene ved Dybbøl og på Als fandt sted.
Røde Kors stiftes
Organisationen blev oprettet i 1863 efter idé af schweizeren Henri Dunant. Inspirationen fik han, da han oplevede slaget ved Solferino i 1859, hvor titusindvis af sårede soldater lå hjælpeløse på slagmarken. Chokeret over lidelserne mobiliserede Dunant frivillige, som hjalp de sårede – uden hensyn til uniform eller nationalitet. Netop dette princip om upartisk hjælp blev et af Røde Kors’ bærende grundlag.
Henri Dunant
Dunant formulerede en vision: Alle sårede og ukampdygtige soldater skulle have ret til hjælp og beskyttelse, og hvert land burde oprette frivillige hjælpekorps. Samtidig efterlyste han et fælles internationalt regelsæt for krigstidens humanitære arbejde.
De første skridt mod international hjælp
I 1863 blev Dunants idéer behandlet af en lille kreds i Genève – den såkaldte “5-mandskomité”. Samme år blev den første Genèvekonvention udarbejdet. Det var også her, symbolet blev skabt: et rødt kors på hvid baggrund – det schweiziske flag med omvendte farver – båret som armbind af organisationens udsendinge.
Da den 2. slesvigske krig brød ud i 1864, blev idéerne sat på deres første alvorlige prøve. Lægen Louis Appia og den hollandske kaptajn Charles van der Velde rejste til krigszonen som observatører. Van der Velde arbejdede på dansk side, mens Appia fulgte de preussiske styrker. Begge var vidner til de frygtelige forhold i de sønderskudte skanser og på lazaretterne.
Charles van der Velde
Van der Velde oplevede den danske holdning til international hjælp som tilbageholdende og konservativ, mens Appia rapporterede, at preusserne var mere samarbejdsvillige. Alligevel markerede indsatsen et gennembrud: Den 22. august 1864 blev den første Genèvekonvention underskrevet – Røde Kors’ fødselsattest i praksis.
Lazaretter og krigens virkelighed
I takt med hærens bevægelser blev lazaretter oprettet i slotte, kirker, skoler og større private hjem. Militærlæger stod for behandlingen, mens sygeplejen blev varetaget af lazaretmedhjælpere, frivillige kvinder – og for første gang også uddannede sygeplejersker, herunder protestantiske diakonisser og katolske nonner.
For de sårede soldater var vilkårene barske. Mange lå hjælpeløse på slagmarken, indtil kampene ebbede ud.
Louis Appia
Transporten til nærmeste feltforbindingsplads foregik ofte på hestevogne, og mange døde af blødning eller chok, før de nåede frem. Manglen på bedøvelse, hygiejne og viden om infektioner gjorde selv mindre sår livsfarlige.
Amputationer var den mest almindelige behandling ved alvorlige skader. Ofte blev de udført uden egentlig bedøvelse, og risikoen for infektion og koldbrand var enorm. Lægerne arbejdede hurtigt og rutineret, men prisen var høj – både fysisk og menneskeligt.
De såredes vilkår i 1800 -tallet.
For de sårede soldater var vilkårene barske. Mange lå hjælpeløse på slagmarken, indtil kampene ebbede ud. Transporten til nærmeste feltforbindingsplads foregik ofte på hestevogne, og mange døde af blødning eller chok, før de nåede frem. Manglen på bedøvelse, hygiejne og viden om infektioner gjorde selv mindre sår livsfarlige.
Amputationer var den mest almindelige behandling ved alvorlige skader. Ofte blev de udført uden egentlig bedøvelse, og risikoen for infektion og koldbrand var enorm. Lægerne arbejdede hurtigt og rutineret, men prisen var høj – både fysisk og menneskeligt.
I kølvandet på større krige opstår en masse erfaring, og i 1867 udkom “Lehrebuch für allgemeine Kriegschirugie”
Amputationer
Amputationer var den mest fremherskende kur for komplicerede brud og koldbrand, oftest uden bedøvelse. Døde man ikke af chok, gik der efterfølgende med næsten sikkerhed betændelse i såret. Fik man ikke stoppet dette, fulgte koldbrand og død. Kuren mod betændelse (sårfeber) var omslag med is.
Deformeringer af kugler
Lægerne var dygtige til at amputere hurtigt, og man vidste en del om krigslæsioner. En dygtig læge satte et ben af ved låret på godt 5 minutter, der for en ikke tilstrækkeligt bedøvet patient må have forekommet som en evighed.
Plejen af de sårede var i 1864 overladt til frivillige sygeplejersker eller nonner, der virkede på begge sider.
Under et granatangreb den 16. marts på den forreste skanse på Dybbøl blev mange danskere dræbt og de sårede overført til lazarettet på Augustenborg Slot med svære læsioner. Samme aften berettede den svenske søster Lovisa til Den Danske Diakonissestiftelse:
Beretning fra diakonisse
“I dag er der brændt flere gårde, og der, hvor fjenderne ikke brænder, sender de granater hen. Sådanne granater slog i dag ned i et dansk kompagni. Der blev dræbt et stort antal, og de sårede kom til os. Blystykker så store som små knytnæver sidder i de stakkels mennesker, når de føres hertil, og her kommer sårede nat og dag.”
Båretransport
De Hårde kampe ved Dybbøl kan aflæses i andre breve fra søster Lovisa:
“Her er nu så fuldt af sårede, at også hele slotskirken er belagt. Sengene består af halm med et uldtæppe til hver person. Straks om morgenen begynder operationerne. Arme og ben bliver sat af. Det er svært at se så mange unge mennesker blive krøblinger. Om aftenen tændes der lys, og operationerne fortsætter. Når alt er slut, skal vi sørge for, at de blodige sager bæres ud, og at doktorernes instrumenter gøres rene; derefter skal der luftes ud og skures.”
I disse marts dage var fem opererende læger til stadighed i arbejde på operationsstuerne, og en enkelt dag nåede antallet af amputationer op på seksten.
Antallet af døde var højt
Gravsteder fra lazarettet i Augustenborg
Antallet af døde på lazaretterne var højt. De fleste af de operationer, der blev foretaget, var amputationer, og sårinfektion og efterblødning var hyppige og frygtede komplikationer. Medvirkende til de store tab var også den langsomme transport af sårede på slagmarken til det nærmeste lazaret, ligesom sammen-blandingen af sårede og syge, mange med tyfus, krævede sine ofre.
I forbindelse med den tyske erobring af Als blev lazaretterne overfyldte, og diakonisser fra det tyske lazaret i Broager blev kaldt til hjælp i Sønderborg. En af Kaiserswerth-søstrene skrev herom:
Vidnesbyrd fra Dybbøl og Als
Brevene fra sygeplejersker og nonner giver et sjældent indblik i krigens menneskelige omkostninger. På Augustenborg Slot og i Sønderborg arbejdede læger og plejepersonale døgnet rundt. Unge mænd mistede arme og ben, operationsstuerne var konstant i brug, og de døde blev ofte begravet uden kiste.
Under kampene ved Dybbøl og senere under den tyske erobring af Als blev lazaretterne overfyldte. Byen Sønderborg var hårdt ramt, og sårede strømmede ind fra alle sider. For mange endte krigen ikke på slagmarken, men på lazarettet.
“Da vi kom til Sønderborg, hovedstaden på Als, fremstod en by hårdt medtaget af krigsbegivenhederne. Gennem de øde gader kom et broget virvar af soldater, ryttere, heste, vogne og indimellem stønnen fra hårdt sårede. Disse blev bragt til fem lazaretter – i tre vindmøller, et telt og et større borgerhus i byen. Lægernes arbejde var uhyrligt. I tre dage kom hverken de eller vi bort fra operationsbordene.”
En anden skrev:
“Vore sygestuer bliver aldrig mere tomme. Det er forfærdeligt, hvor mennesker dør mellem vore hænder, det store telt, hvori de syge skal bo, er færdigt, og mange er allerede båret ind. Vi søstre bor på hver af de tre møller. Vi sover på halmsække. Senge er det ikke til at få fat i. De få, vi har, går naturligvis til de mest syge. Indtil nu er alle, som er døde, kommet i jorden uden ligkiste. Det er frygteligt at se på, hvordan de døde bliver læsset på vogne tre til fire oven på hinanden og så lagt ned i et hul uden ceremoni. Jeg har slået alarm derover hos alle de herrer læger og officerer, og nu skal der skaffes kister, fire lig venter derpå.”
Dokumentation fra kampen ved Lundby 4. juli 1864
Som eksempel på sår og følgerne, er herunder en liste over de sårede der blev ført til lazarettet i Hobro efter den katastrofale træfning ved Lundby 3. juli 1864. Listen er lavet 12. august 1864 af Petrus Hammershøj, lærer og organist.
Capit. Hammerich, Kjøbenhavn, saaret i høire Underarm, Helbredet.
Prm. Lt. Betzholz, Sverrig, Haardt saaret i begge Arme, Lungebetændelse, Død d. 28. Juli
Soldat Rasmus Madsen, No. 364, Qverndrup, Fyen, Haardt saaret gjennem høire Haand, og af samme Kugle høire Lunge, Død d. 12 Juli.
Soldat Niels Petersen, No. 131, Oppe Sundby, Sjælland, Haardt saaret i Højre Been, amputeret paa høire Laar, farligt. Endnu paa Hobro Lazareth tilstanden farlig. (død d. 17. August)
Undercp. Hamman, No. 568, Kjøbenhavn, Saaret i venstre Haand og i venstre Overarm. Saavidt helbredet ført til Aarhus.
Corporal Petersen, No. 436, Kjøbenhavn, Saaret i venstre Knæ og i høire Fod, amputeret 10 Dage efter. Døde under Amputationen d. 14 Juli.
Rasmus Petersen, Buddinge
Soldat Niels Larsen, No. 573, Sæby pr. Roeskilde, Haardt saaret i høire Laar og Side. Døde d. 21 Juli.
Niels Larsen nr. 630?, Søby? død 21.juli
Soldat Ole Johansen, No. 210, Slagelse Egnen, Saaret i høire Underarm. Saavidt helbredet ført til Aaarhus.
Soldat Laurs. W. Ryberg, No. 38, Kjøbenhavn, Haardt saaret i høire Laar. Død d. 28. Juli.
Soldat Rasmus Christensen, No. 264, Hornstrup v. Weile, Haardt saaret i venstre Bagdeel, venstre Fod lam. Forhaabentlig i Bedring.
Soldat Johan Ritzmann, No. 581, Kjøbenhavn, Haardt saaret i venstre Laar. Tilstanden farlig men ikke uden Haab.
Soldat Niels Nielsen, No. 637, Ørsted pr. Roeskilde, Haardt saaret gjennem Venstre Lunge. Tvivlsom skjønt bedre. (død d. 18. Oktober)
Soldat Johan Henrik Rasmussen
Bernhard Kuhlmann, No. 635, Kjøbenhavn, Haardt saaret i Underlivet og død første Nat efter denne sørgelige Fægtning.
Julius Adam Bernhardt Kuhlmann død d. 4. juli.
Et varigt spor
Røde Kors mindesten ved Dybbøl
Røde Kors’ indsats i 1864 var organisationens første – men langt fra den sidste. Erfaringerne fra Dybbøl og Als var med til at forme det humanitære arbejde, som senere blev udvidet verden over. I 1876 fik organisationen sit nuværende navn: Den Internationale Røde Kors Komité.
Ved Dybbøl Skanser står i dag en mindesten for Røde Kors’ første indsats og de to observatører. Hvert år den 22. august nedlægger Røde Kors kranse her til minde om Genèvekonventionen af 1864 – og om begyndelsen på organiseret humanitær hjælp i krig.
Røde Kors 22. august