Oprøret i 1848

Oprøret i 1848 hang sammen med indførelsen af den første grundlov samme år.

Europa genlød af nye tanker og idéer. Småstater og fyrstedømmer skulle erstattes af samlede nationer med fælles identitet og nationalfølelse og enevældige kongehuse skulle afløses af demokratiske styreformer.

Spirende tanker

I Tyskland var der spirende tanker om fælles identitet.
Eksempelvis udkom i 1848 Jakob Grimms Geschichte der deutschen Sprache. Det var første, men ikke sidste, gang, man brugte kultur, sprog og folkeminder som argumenter for politiske handlinger. Grimm, der var en kendt sprogforsker, skriver i sit forord:
“Lothringen, Elsass, Schweiz, Belgien og Holland er en del af vores (det tyske) rige. Om et par generationer vil måske kun tre europæiske folk være ved magten: Romanerne, slaverne og germanerne.”
Danmark får også et ord med på vejen:
“Når det store forbund er dannet, hvorfor skulle den genstridige (Jylland) halvø så ikke lægges til det faste land …. Så snart Tyskland reorganiserer sig, kan Danmark umuligt beståe som før.”
Dette var en videnskabelig tysk opfattelse.

Forskellig opfattelse

I Slesvig og Holsten var borgerskabet præget af tysk sprog og kultur, og det havde længe opfattet Slesvig og Holsten som en tysk del af den danske konges rige.

I Danmark derimod, dyrkede man to holdninger.
Den konservative helstatspolitik og den nationalliberale Ejderpolitik.

Helstatsfolkene ville bevare den dansk-tyske helstat med den danske konge som hertug i Slesvig og Holsten. Helstatsfolkene lagde vægt på statens sammenhæng, men deres politik tog ikke hensyn til de nationale modsætninger, der rent faktisk var opstået.

Ejderfolkene ville have adskilt hertugdømmerne, så det tyske Holsten blev udskilt og fortsatte som medlem af det tyske forbund, mens Slesvig skulle forblive en del af kongeriget Danmark.^[7] Derved ville grænsen gå ved Ejderen, som i middelalderen havde været Danmarks principielle sydgrænse, om end den var uden praktisk betydning i de mange århundreder, hvor Holsten og Slesvig blev administreret sammen.

Slesvig og Holsten var velstillede.

Slesvig og Holsten var bedre økonomisk udviklet og mere velstående end kongeriget Danmark. Hertugdømmerne udgjorde ca. 2/5 af rigets befolkning, men finansierede ca. 3/5 af statsudgifterne
Mange i den fremadstræbende middelklasse så deres fordel ved at blive knyttet til det tyske område. Danmark var endnu præget af fattigdommen efter statsbankerotten i 1813 og havde kun en beskeden industrialisering og et tilbagestående landbrug. Det nåede først i løbet af 1830’erne det produktionsomfang, som landbruget havde haft før Napoleonskrigene og statsbankerotten. Befolkningen i hertugdømmerne, også i Slesvig, så traditionelt ned på de fattige “jyder” i nord, som blev opfattet som en bremse for vækst og nytænkning.

Revolution i Frankrig

Situationen tilspidsedes da revolutionen fra Frankrig i februar 1848 spredte sig i Europa.
I marts 1848 dannede Kong Frederik 7. efter pres fra den danske befolkning det såkaldte marts-ministerium under ledelse af A.W. Moltke med det formål at udforme en demokratisk grundlov for Danmark.

Dannelsen af et grundlovsgivende ministerium var direkte afledt af det slesvigske spørgsmål, da en repræsentant for de tysksindede slesvigske og holstenske stænderforsamlinger den 18. marts mødte op i København med et krav om løsrivelse af hertugdømmerne.

I Tyskland var der forskellige om Europa og Germania, tanker der kunne have fremmet nogle ideer om hertugdømmernes udeliglighed og fremtidige tilknytning til det tyske forbund.

Rygter og hysteri

I København betød det, at nationalliberale Ejderfolk kunne fjerne en del af kongens helstatsfolk fra deres ministerposter og overtage styringen af Danmark den 22. marts 1848. Den nye regering sendte den 24. marts deputationen fra Slesvig og Holsten tilbage med beskeden om, at Slesvig ikke kunne få løsrivelse fra Danmark, men en form for indre selvstændighed eller selvstyre. Holsten kunne derimod få “lige så meget frihed, det måtte ønske”.

I mellemtiden sagde rygtet i Kiel, at kongen var taget til fange af “pøbelen” i København. Centrale personer i den tyske, slesvig-holstenske bevægelse benyttede lejligheden til at gennemføre løsrivelsen af de to hertugdømmer.

Den provisoriske regering i Kiel

Den 23. marts 1848 udråbte tyske embedsmænd, officerer og borgere en provisorisk slesvig-holstensk regering i Kiel. Officielt blev den provisoriske regering oprettet som en konsekvens af udviklingen i København, da den påberåbte sig at repræsentere kongemagten, så længe kongen ikke havde handlefrihed. Der er ikke tvivl om, at oprørsregeringen i praksis ville indlemme Slesvig og dermed hele det slesvig-holstenske område i det tyske forbund, noget som den danske regering og konge aldrig ville tillade.

Kuppet i Kiel

Der findes to historiske tolkninger af omstændighederne. En mulighed kunne være at forvirring og dårlig kommunikation ikke kunne afkræfte rygterne, sådan at man i Kiel troede at revolutionen var brudt ud i København. En anden mulighed er at rygterne gav det påskud, der gjorde det muligt for oprørerne at udnytte situationen med et skær af legitimitet og få den folkelige opbakning.

Næste morgen, den 24. marts, udsendte den provisoriske regering en proklamation, der krævede Slesvig og Holsten sluttet sammen til én stat i personalunion med kongeriget Danmark. Den provisoriske regering erklærede det for sin opgave at forsvare hertugdømmerne og hertugen (kongen) mod overgreb.

Budskabet var klart ikke-revolutionært. Det medvirkede til at oprørsregeringen blev anerkendt som legitim af fleste statsembedsmænd og næsten alle købstæder i hertugdømmerne i løbet af den følgende tid.

Proklamationen af 24. marts 1848

“Mitbürger! Unser Herzog ist durch eine Volksbewegung in Kopenhagen gezwungen worden, seine
bisherigen Rathgeber zu entlassen, und eine feindliche Stellung gegen die Herzogthümer einzunehmen.”

“Der Wille des Landesherrn ist nicht mehr frei und das Land ohne Regierung.”

“Wir werden es nicht dulden wollen, daß Deutsches Land dem Raube der Dänen Preis gegeben werde.”

“Wir werden uns mit aller Kraft den Einheits- und Freiheitsbestrebungen Deutschlands anschließen
.”Wir werden uns mit aller Kraft den Einheits- und Freiheitsbestrebungen Deutschlands anschließen.”

Oprørsregeringen i Kiel forventede at regeringen i København ville bekæmpe den med magt. Den opbyggede og udrustede derfor hurtigt en anvendelig hær: Det gjaldt om at sikre fæstningen Rendsborg, den stærkeste militære garnison i den danske helstat med et stort våbenarsenal.

Rendsborg erobres

Samme morgen, den 24. marts kørte det ordinære tog fra Kiel over Neumünster til Rendsborg med soldaterne fra garnisonen i Kiel og 50 frivillige under kommando af den provisoriske regerings krigsministerFrederik af Nør. Han var bror til hertugen af Augustenborg, som håbede på atbliveregent af Danmark og hertugdømmerne efter den barnløse Frederik 7. Dette
blev imidlertid forpurret ved det åbne brev fra Chr. VIII, der i 1846 fastlagde
arvefølgen i Danmark og hertugdømmerne.

Den nyanlagte jernbane fra Neumünster til Rendsborg gik uheldigvis ind igennem fæstningens yderværker. Prinsen af Nør og hans folk kunne derfor køre med toget direkte ind i fæstningen, hvor de hurtigt besatte hovedvagten og andre vigtige punkter.

Ved at ringe med brandklokken fik de samlet fæstningens ubevæbnede soldater på paradepladsen.
Prinsen af Nør, som var i dansk generalsuniform, holdt en tale, hvori han anførte, at han og den provisoriske regering i Kiel havde overtaget regeringsmagten i hertugdømmerne, fordi hertugdømmernes retmæssige regent, kongen i København, var holdt fanget af den københavnske pøbel.

Officerer og soldater, som ønskede at rejse til Danmark, fik fri afmarch. De fleste officerer valgte at rejse mod nord, mens langt hovedparten af menige og underofficerer gik over til den slesvig-holstenske hær.

Danmark gik i krig.

Befolkningen i Danmark var oprørt og troen på den danske hær urokkelig.
i 1848 skrev Faber sangen om den tapre landsoldat eller Dengang jeg drog afsted. Sangen blev sunget vidt og bredt. Dengang jeg drog afsted (Tekst og mp3)

Rendsborg 2016