Danmark stod stærkt amputeret efter nederlaget i 1864. Sønderjylland blev nu en afsides grænseregion i det store tyske rige, og det fik store økonomiske og sociale konsekvenser. Udviklingen gik langsommere end nord for grænsen, og mange valgte at udvandre. Urbaniseringen tog først for alvor fart i Flensborg, mens landbruget i resten af landsdelen blev mere intensivt.
Samtidig begyndte industrialiseringen, og infrastrukturen blev gradvist forbedret. Dampskibsfarten voksede, vejnettet blev moderniseret, og jernbanerne kom til at spille en afgørende rolle i områdets udvikling.
En tredje slesvigsk krig?
Efter nytår 1866 stod det klart for den danske regering, at der var udsigt til krig mellem Preussen og Østrig. Striden drejede sig især om Holsten, som Østrig havde fået forvaltningen af efter 1864.
Efter råd fra Frankrig tilbød Danmark sin støtte til Preussen mod til gengæld at få Nordslesvig tilbage – området nord for Slien. Men den preussiske regeringschef Otto von Bismarck afviste tilbuddet uden tøven. Han havde ikke brug for dansk hjælp for at besejre Østrig.
Pragfreden 1866 – et løfte uden opfyldelse
Preussen besejrede Østrig ved slaget ved Sadová den 3. juli 1866, og den 23. august blev freden sluttet i Prag med Frankrig som mægler.
I Pragfredens § 5 fik Frankrig indsat en vigtig bestemmelse:
“Indbyggerne i det nordlige distrikt af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved en fri afstemning tilkendegiver ønsket om at forenes med Danmark.”
Denne paragraf gav håb blandt de dansksindede nordslesvigere. I årtierne efter 1864 protesterede de energisk mod den preussiske anneksion – netop med henvisning til § 5. Håbet blev dog knust, da bestemmelsen ensidigt blev ophævet i 1879.
Optanterne og deres børn
Et særligt problem opstod omkring de såkaldte optanter. Det var danskere, som boede i Nordslesvig efter 1864, og som valgte at beholde deres danske statsborgerskab. De kunne blive boende, så længe de “ikke var til besvær” – ellers risikerede de udvisning.
Optanterne kunne søge tysk statsborgerskab, men dette blev ofte modarbejdet af de lokale myndigheder. Endnu værre var situationen for deres børn, optantbørnene. De blev med danske øjne født i Tyskland og var derfor ikke danske statsborgere, men med tyske øjne var de børn af danskere og dermed heller ikke tyske. Resultatet var statsløshed.
Optantkonventionen fra 1907 løste kun problemet delvist, og spørgsmålet forblev en kilde til bitterhed og konflikt.
National kamp og fortyskning
I kongeriget vakte forholdene i Nordslesvig stærk harme. Fra 1880’erne organiserede den danske bevægelse sig i en række nationale foreninger for at ruste sig til en langvarig nationalitetskamp.
Samtidig blev fortyskningspolitikken intensiveret. I 1888 blev tysk indført som eneste undervisningssprog i folkeskolen, og staten begyndte systematisk at opkøbe landbrugsjord for at sikre, at den forblev på tyske hænder.
Mindesten for faldne sønderjyder
Sønderjyder i tysk krigstjeneste
Under Første Verdenskrig blev sønderjyske mænd indkaldt til den kejserlige tyske hær. Omkring 5.000 sønderjyder mistede livet i tysk tjeneste – tvunget til at kæmpe for et land, de ikke følte sig knyttet til.
Landsdelen blev så hårdt ramt, at der opstod alvorlig mangel på arbejdskraft. Russiske krigsfanger blev derfor sat ind som hjælp på gårdene.
Afstemningsplakat
Vejen mod genforening
Efter Tysklands nederlag i 1918 opstod der igen mulighed for at ændre grænsen. En genindlemmelse af Holsten og Lauenborg blev dog hurtigt opgivet – befolkningen her var overvejende tysk. Til gengæld var en folkeafstemning i Slesvig realistisk, da den nordlige del havde et klart dansk flertal.
Denne grænse blev senere også accepteret af Adolf Hitler, i modsætning til mange andre af Versaillesfredens grænser.
Internationale aftaler baner vejen
Ved freden i Saint-Germain-en-Laye den 10. september 1919 gav Østrig afkald på alle rettigheder i Slesvig. Det samme gjorde Ungarn ved freden i Trianon den 4. juni 1920. Dermed var de sidste juridiske hindringer fjernet.
Internationale aftaler baner vejen
Valgplakat 1920
Ved freden i Saint-Germain-en-Laye den 10. september 1919 gav Østrig afkald på alle rettigheder i Slesvig. Det samme gjorde Ungarn ved freden i Trianon den 4. juni 1920. Dermed var de sidste juridiske hindringer fjernet.
Folkeafstemningerne i 1920
I 1920 gennemførtes to folkeafstemninger, der førte til dannelsen af den nuværende grænse. Den 10. februar stemte Nordslesvig sig med et dansk flertal på 75 % af stemmerne til Danmark.
Den 14. marts stemte 80% af vælgerne i den mellem-slesvigske afstemningszone derimod for områdets forbliven ved Tyskland. På begge sider af grænsen opstod derved nationale mindretal.
Genforeningen
Genforeningen blev fejret med stor national begejstring, ikke mindst ved Dybbøl – symbolet på nederlaget i 1864. For første gang i mere end et halvt århundrede var Danmark igen samlet.
Nederlaget havde formet landet – men det havde ikke knækket det.