Nederlaget i 1864 satte dybe spor – ikke kun i nationen, men også i de mænd, der havde haft det øverste ansvar. De politiske og militære ledere var hårdt mærkede af begivenhederne. Inden for få år havde alle forladt deres poster, og flere døde kort tid efter, fysisk og psykisk nedbrudte.
Konceilspræsident Biskop D.G. Monrad
Efter nederlaget trak Monrad sig dybt ind i religiøse studier og forlod i 1865 Danmark som nybygger i New Zealand. Opholdet blev et eksil, og først senere vendte han tilbage og fik igen et bispeembede – denne gang i Nykøbing Falster.
Monrad døde i 1887. Et minde findes på Østre Kirkegård i Nykøbing Falster, men selve gravstedet menes i dag at ligge under en parkeringsplads i Nykøbing F.. Inden sin død krævede Monrad, at hans personlige arkiver blev destrueret. Derfor kender vi aldrig fuldt ud de overvejelser, der lå bag hans beslutninger i 1864. Den korrespondance, der er bevaret, vidner om en mand, som så alternativer – men var præget af tvivl og rådvildhed.
Krigsminister Carl Lundbye
Lundbye fratrådte posten som krigsminister den 18. maj 1864 og trak sig tilbage til privatlivet, dybt præget af nederlaget og den hårde kritik, der fulgte. I 1865 udgav han skriftet “Mit Udbytte af at overveje Ordningen for nuværende Tid af den danske Hærstyrke”, men herefter forværredes både hans fysiske og psykiske helbred.
Han døde den 2. januar 1873 og blev begravet på Assistens Kirkegård i København.
General Julius de Meza
De Meza blev afsat efter krav fra gaden og boulevardpressen i København – på trods af at han ved rømningen af Dannevirke havde reddet hæren ud af en militært håbløs situation. Beslutningen var i direkte modstrid med Monrads ordre om, at Dannevirke ikke måtte rømmes, før en tredjedel af hæren var faldet.
Afskedigelsen blev en personlig tragedie. De Meza kom sig aldrig over den uret, han mente var begået mod ham, og døde allerede i 1865 – syg, bitter og nedbrudt. Eftertiden har i vid udstrækning frikendt ham og vurderet, at han traf den eneste ansvarlige beslutning. Han er begravet på Garnisons Kirkegård i København.
General Cai Ditlev Lindencrone
Lindencrone førte sin 4. division på omkring 9.000 mand op gennem Jylland til Vendsyssel i stedet for at blive foran Dybbøl. Han fortsatte sin militære karriere frem til 1867, hvor han i forbindelse med den nye hærordning blev afskediget i nåde og stillet à la suite.
Udtrykket “røven af 4. division” stammer fra denne march, idet jyderne mente, at det var det eneste, de så til divisionen. Om beslutningen var rigtig, har været heftigt diskuteret lige siden. Lindencrone døde i 1893 og er begravet på Garnisons Kirkegård.
General Gerlach
Gerlach overtog kommandoen efter de Meza, men begik den modsatte fejl. Hvor de Meza reddede hæren ved at rømme Dannevirke, fulgte Gerlach Monrads ordre og blev stående i Dybbølstillingen. Resultatet blev, at store dele af hæren gik tabt.
Efter krigen blev Gerlach afskediget og pensioneret i 1864. Han døde allerede året efter, stærkt påvirket af begivenhederne. Vejen op til den tidligere Sønderborg Kaserne bærer stadig hans navn: Gerlachsgade. Han er begravet på Garnisons Kirkegård.
General du Plat
Umiddelbart inden stormen på Dybbøl erkendte du Plat den håbløse situation. 
Han tilbød den alvorligt syge Gerlach at overtage kommandoen som ældste officer og – på eget ansvar – føre tropperne tilbage til Als.
Det nåede han aldrig. Du Plat blev dræbt syd for skanserne, mens han forsøgte at vende flugten ud af stillingen til et nyt modangreb. I samme kamp blev major Rosen dræbt, og major Schau så alvorligt såret, at han få dage senere døde på lazarettet i Flensborg.
Der er rejst en mindesten på stedet, hvor du Plat faldt, og han er begravet på Soderup Kirkegård.
Afsluttende bemærkning
1864 knuste ikke blot Danmarks militære styrke – det knuste også de mænd, der stod i spidsen. Mange af dem blev gjort til syndebukke i samtiden, men først senere fik flere af dem den historiske oprejsning, de aldrig selv oplevede.