Der findes i dag forbløffende få oplysninger om fæstningsfangernes liv og vilkår i Sikringsstilling Nord. Et sjældent og værdifuldt indblik stammer dog fra en personlig beretning skrevet af sønderjyden Peter H. Nielsen.
Peter H. Nielsen var indkaldt til tysk krigstjeneste under 1. verdenskrig. Efter et mislykket deserteringsforsøg blev han sendt via militærfængslet i Spandau til tvangsarbejde som fæstningsfange (Festungsgefangener) i Sikringsstilling Nord ved Arrild.
Hans oplevelser er beskrevet i bogen Soldat, Fange og Flygtning, udgivet i 1930.
Nielsens beretning giver et sjældent førstehåndsindtryk af fæstningsfangernes vilkår i stillingen og samtidig et indblik i de sønderjyske soldaters særlige situation i den tyske hær. At han overhovedet blev sendt til Sønderjylland er bemærkelsesværdigt. De fleste indkaldte sønderjyder blev nemlig bevidst placeret langt fra den danske grænse – på Øst- og Vestfronten og endda i Afrika.
Årsagen var mistillid. Sønderjyderne blev ofte betragtet som “Fahnenfluchtsverdächtige” – potentielle desertører – og man frygtede, at de ved først givne lejlighed ville forsøge at flygte til Danmark, hvis de gjorde tjeneste for tæt på grænsen.
Netop derfor står Peter H. Nielsens beretning som et enestående vidnesbyrd om både fæstningsfangernes arbejde i Sikringsstilling Nord og de særlige vilkår, som sønderjyderne levede under i den tyske hær under 1. verdenskrig.
Ingen danskere nær grænsen
Under normale vilkår, ville en sønderjysk fæstningsfange der var dømt for desertering, ikke være kommet bare antydningsvis i nærheden af den danske grænse igen. Men ved skæbnens tilskikkelse, var den mand der besatte de nye arbejdshold i fængslet i Spandau gammel regimentskammerat af Peter H. Nielsen, og han satte af gammelt venskab Nielsen på et hold der skulle arbejde på Sikringsstilling Nord. I bogen, Soldat, fange og flygtning, beskriver Nielsen sine oplevelser på Østfronten, og ikke mindst sin tid som fæstningsfange. En ganske nøgtern beretning uden selvmedlidenhed eller vidtløftigheder, der giver ikke desto mindre et godt billede af fæstningsfangernes vilkår. Specielt når man læser lidt mellem linierne.
Tyskerne henrettede ikke desertører
I løbet af bogen kommer PHN med nogle generelle iagttagelser. Under sin sidste flugt mod Danmark reflekterer han over, at desertører i fredstid blev skudt, medens han for sin flugt i krigstid formentlig ville få et par år ekstra som straffefange. Heraf kan muligt udledes, at selv desertører i krigstid var for værdifulde som arbejdskraft til bare at henrette, medens de i fredstid alene skulle statuere et eksempel. En ret interessant betragtning. Både England, og i høj grad Frankrig, henrettede en del mytterister og desertører. Under transporten fra straffelejren i Sønderjylland til fronten i Frankrig forholder han sig til, at han ikke vil skydes som straffefange bag fronten. Dette uddybes ikke nærmere, men kan enten tolkes i retning af noget følelsesmæssigt omkring det af dø som fange eller at der rent faktisk foregik sporadiske nedskydninger af fæstningsfangerne når man trak sig tilbage.
Forhistorien:
Peter H. Nielsen blev indkaldt til den Kejserlige Tyske hær i juni 1915 og mødte i Flensborg, hvorefter han kom til Husum. Efter rekrutuddannelsen transport med tog til: Altona, Gumbinnen, herefter fodmarch til Vilna og Kovno på østfronten. Herfra videre til Somain i Frankrig. Han deltog på krigsskuepladserne: Vilna – Labasse – Lenz – Arras – Loretto høj – Fimy.
Desertering og tilfangetagelse juli 1917.
Efter den mislykkede desertering kommer PHN via Junker Holveg kasernen i Flensborg, retten i Swerin og en dom på et års fæstning til Spandau-fængslet i Berlin.
Spandau:
Her iføres alle fanger almindelig uniform uden destinktioner eller højhedstegn. Fangere fratoges alle værdigenstande og tonen var hård. En Underkorporal i celleafdelingen inddrog alle breve og postkort, hvilket PHN protesterede over. Dette straffedes med tre løbeture frem og tilbage i den lange gang. PHN blev indsat i lille celle som 5. mand. En klage besvares med ”De er her militærfange og har at rette Dem derefter”. Senere anbragtes PHN med andre i den gamle fængselskirke der af pladsmangel bruges som sovesal for 40-50 mand. Der var daglige slagsmål. ”…fangerne var det værste skrabsammen af forbrydere der pralede med deres bedrifter”. Maden var tarvelig og knap. Den bestod af kastaniesuppe med en lille smule brød. ”tænke sig at skulle sulte sådan et helt år”. ”Havde jeg kunne vælge mellem fængsel og skyttegrav, havde jeg uden betænkning taget skyttegraven med friheden, faren og rædslerne frem for denne hule af ondskab og had.”
Bedre forhold:
PHN fik pakker hjemmefra gennem en regiments-ven på kontoret og lidt bestikkelse. Straffen for at bringe disse ind havde for vennen betydet fæstningsstraf. Efter nogen tid begynder PHN at arbejde i en stor fabrik der reparerede kanoner og støbte schrapnel-kugler.Han flyttedes herefter til forefaldende arbejde et andet sted kaldet et Fabrikationsbüro, hvilket var en tegnestue for militært udstyr.PHN beskriver allerede i Spandau sig selv som en ”forpint og plaget fange” Hans ven på fængselskontoret sørgede for at PHN sendtes til Arrild, idet han vidste, at PHN var fra egnen. Dette skete ved at ombytte to navne i listerne. Her løb vennen en alvorlig risiko for selv at ende i et straffearbejdskompagni.
Arrild og Sikringsstilling Nord:
PHN kom med togtransport til Skærbæk næste aften og på stationen får PHN smuglet et kort til sin kone ud til en banearbejder. Den videre tur til Arrild foregik til fods fra Skærbæk gennem den lille by Gasse. Han bliver her skældt vold- somt ud af vagten da han vinker til en bekendt på vejen. Fangelejren var 3 bygninger. 2 barakker for fanger og en for vagterne. Der var een port og et tæt og højt pigtrådshegn, med vagter placeret tæt omkring hele lejren. I den ene barak fandtes 1. militærfangekompagni, og i den anden 30. kompagni.
Vilkårene:
Hver barak var inddelt i tre dele med 30 mand i hver. Sengene bestod af træleje med en halmsæk og et ”dækken”. Der var for lidt plads, så sengene var anbragt i to lag. Som toilet to baljer i et hjørne. En Barak-ældste skulle sørge for orden på stuen og på gangen var to bevæbnede vagter. Barak-ældsten havde ret til at bruge magt – og benyttede den. “Vagterne lo ad et blåt øje og kaldte det selvopdragelsesmetoden”. Kompagnierne arbejdede i Linnet Skov hvor de støbte dækningsrum. Hver morgen og aften marcherede man den lange vej fra Arrild.
Arbejdsstederne
Der blev udover Linnet lavet dækningsrum ved Hamborghof samt andre steder i omegnen. Materialet kom til Arrild med en lille bane fra Døstrup. Gennem Linnet Skov gik en lille tipvognsbane så materialerne kunne skubbes derud. Maden bragtes ud til fangerne i Linnet Skov. ”Vand med et par gryn. Aldrig kød, der blev stjålet af vagterne”. ”Vi blev kun betragtet som dyr og behandlet derefter”
Fangelivet:
Fanger der om morgenen havde meldt sig syge, kom altid ud med madvognen – raskmeldte. Under turen frem og tilbage blev cigar og cigaretstumper samlet op på vejen. Om aftenen blev de rullet i avispapir hvor 5-6 mand delte en. De var ofte slagsmål over et skod og vagten skred ikke ind. “Det var en hård vinter med sne op til taget, men der var brænde nok.” Sommetider var der straffeeksercits i gården. Fangerne blev jaget frem og tilbage i gården uden hvil eller mulighed for at træde af i timevis. ”Det var skammeligt at se ældre folk, familiefædre, blive behandlet på en sådan rå og hensynsløs måde. En fra PHN stue blev fundet i levnesmiddeldepotet en nat. ”Det var dumt gjort – han fik det bare meget værre”.
Flugtforsøg og jul
En aften forsøgte en fange at flygte. Han blev fanget og pryglet så han skreg helt frygteligt. “Ingen af disse barbarer (vagterne) havde været ved fronten. Det havde næsten alle fangerne. Julen 1917 fik fangerne “god mad”, men fedtet slog de uvante maver i stykker. Baljerne på stuen er beregnet til urin, og vagterne irriteredes over at skulle føre folk til latrinen. Derefter forgik det i hold, trængende eller ej. “Trist julenat der aldrig glemmes.”
Kontakt med familien:
Under en march forsøgte PHN at kontakte faderen stod ved vejen og ventede. Faderen blev jaget bort og kunne ikke tysk nok til at tale med vagterne, hvorpå PHN forsøgte at tale sin sag. Han blev truet med at få en geværkolbe i hovedet hvis han talte. Det lykkes efterfølgende faderen at opnå et kort besøg med PHN på kommandantens kontor. Kommandanten krævede dog der blev talt tysk. Efterfølgende spurgte kommandanten ind til hvor GHN kom fra og hvorfor han var der. Efter besøget: “Tilbage i lejren med hårde kommando-ord og gården frem og tilbage en 3-4-gange.” “Menneskedyr, med udtærede ansigter og tomme maver”. “Alt var kun had og ondskab i denne elendige barak. I stedet for at trøste hinanden og mildne de trange kår gaves der kun knubs og stød.” Kommandanten undrede sig over at PHN var landet så tæt på grænsen og han advaredes mod flugtforsøg. Herefter tilkommanderedes PHN tjeneste som oppasser for en stabssergent der var tidligere fængselsbetjent. Denne tjeneste bød på mange behageligheder, både rigelig mad tobak og et lidt friere og behageligere liv.
Arbejde på gården “Sandet”
PHN blev næste forår sendt på landarbejde på gården “Sandet”. Her sørgede gårdejeren for at der blev arrangeret besøg af familien. Dog måtte vogteren, en underofficer, tages i ed, idet det var vagtforseelse der også kunne udløse straf for ham. “Det er vogterne strengt forbudt at tale til os, vi var forstødt af samfundet.” På vej til og fra arbejde mødte PHN bl.a “Bibelstine”, en kendt og velgørende kone på egnen. Hun slap gentagne gange afsted med at give fangerne kogte kartofler i sit hus. (så under helt skarp bevogtning har i hvert fald PHN ikke været eller også har vogterne også sat pris på Stines godgørenhed og risikeret noget) På “Sandet” arbejdede PHN bl.a. sammen med en russisk krigsfange. Ejeren på “Sandet” gav på et tidspunkt en kalv til fangerne, men de fik intet af den, idet vagterne spiste den selv.
Tilbage i Linnet skov
Da arbejdet på “Sandet” var slut, blev PHN igen tilkommanderet arbejdet ved Linnet Skov. Ved Linnet Kro blev lavet et stort dækningsrum, der tog meget jern og mange sække cement. Lidt længere inde i skoven blev lavet yderligere tre dækningsrum. “Den usle barak, den elendige føde, den rå behandling, sulte, pines og plages. Jeg ser på denne sørgelige hob, springende efter hvert snavset cigar- eller skråtobaksstump. Sørgeligt at nogen skal pines således at han bliver et uappetitligt menneskedyr.”
Flugt til Danmark
Efter kort tid overflyttedes PHN igen til fronten i Frankrig, hvorfra det lykkedes ham at flygte hjem og over grænsen til Danmark. PHN’s onkel, der prøvede at hjælpe ham over grænsen ved deserteringen et år inden, forvandt aldrig det halve års fængsel han blev idømt.
Han døde relativt kort efter løsladelsen.
