Intakt flankeringsbunker i Vedsted

Højt over Vedsted Sø ligger en særdeles velbevaret og næsten intakt tysk flankeringsbunker fra Første Verdenskrig. Bunkeren er en del af Sikringsstilling Nord og fremstår i dag som et markant og let genkendeligt element i landskabet.

Vedsted flankeringsbunker 1917

Flankeringsbunker Vedsted

Funktionen

Indvendigt kan man stadig ane originale inskriptioner over indgangen – små, men stærke spor efter de soldater, der har bemandet stillingen. Bunkeren var opført med en primær flankerende funktion og kunne beskyde nærliggende skyttegrave og pigtrådsfelter langs forsvarslinjen. Samtidig var den konstrueret, så den også kunne afgive frontal, raserende ild, hvis situationen krævede det.

Kontrol over området

Placeringen er ikke tilfældig. Fra bunkeren er der en vid udsigt over terrænet, og selv i dag er det tydeligt, hvordan området har kunnet kontrolleres effektivt herfra. Terrænets former og udsynet over søen og de omkringliggende arealer forklarer i sig selv, hvorfor netop dette punkt blev valgt til befæstning.

Bunkeren i Vedsted adskiller sig fra mange andre ved at have hele tre åbninger:

  • en skytsåbning til bevæbning

  • en observationsåbning

  • samt en særlig åbning til lysindfald, en såkaldt lysning, der forbedrede arbejdsforholdene i det ellers mørke bunkerrum

Offentlig adgang

Der er offentlig adgang til bunkeren. Den ligger dog på dyrket mark, og besøgende bedes udvise hensyn til både afgrøder og eventuelt græssende kvæg.

Billeder af flankeringsbunkeren 2019