Efter krigen i 1864 blev der ikke uddelt danske medaljer til de soldater, der havde kæmpet. Det var usædvanligt – normalt markerer stater afslutningen på krige og større slag med medaljer og hædersbevisninger. Men Danmark havde længe haft en tilbageholdende tradition på området.
Heller ikke efter 9. april blev der uddelt medaljer. Begrundelsen efter 9. april er lige så mærkelig som begrundelsen efter 1864.
Først langt senere, i takt med internationale udsendelser, ændrede denne holdning sig.
Fjendens hæder – men ikke Danmarks
I modsætning til Danmark uddelte både Preussen og Østrig medaljer til deres soldater. Efter krigen i 1848–50 blev der uddelt hæderstegn, og efter felttoget i 1864 indstiftede Preussen og Østrig en fælles kampagnemedalje.
Derudover uddelte Preussen særlige medaljer for deltagelse i stormen på Dybbøl og overgangen til Als samt udmærkelser for tapperhed og også medaljer til nonkombattanter.
Dansk grav på Als
De danske soldater fik derimod ingenting. I mange år var de eneste, der blev hædret, de faldne – gennem gravsten, mindesmærker og navne på kirkegårde og ved vejsider. De overlevende blev stort set glemt.
Dette var dog ikke nyt. Efter Treårskrigen 1848–50 blev der heller ikke uddelt medaljer, selv om Danmark dengang stod som sejrherre, og befolkningens begejstring var enorm.
Medaljer, der aldrig blev uddelt
Under Treårskrigen blev der faktisk fremstillet forsøgsmedaljer allerede i 1848. To typer: én med teksten “For Tapperhed” og én med “For Fædrelands Kjærlighed”. I alt blev der præget omkring 1.200 og 2.100 medaljer.
Men beslutningen blev, at medaljerne først skulle uddeles, når krigen var slut. Da freden kom, besluttede Statsrådet i 1851, at ingen medaljer skulle uddeles overhovedet.
Man ville ikke vække misstemning
Holstensk erindringsmedalje 1848-49
Begrundelsen var, at man ikke ønskede at vække misstemning i hertugdømmerne ved at minde om oprøret. En bemærkelsesværdig hensyntagen – især set i lyset af, at oprørerne selv havde uddelt store mængder hæderskors og sejrsmedaljer, ofte fremstillet af omsmeltede danske kanoner.
Også medaljerne for 1864 forsvandt
Efter nederlaget i 1864 gentog historien sig. Der blev fremstillet omkring 2.000 sølvmedaljer samt 1.120 tværstriber med navnene Sankelmark, Mysunde og Dybbøl.
Men næsten alle medaljerne blev indsmeltet igen. Kun enkelte eksemplarer blev bevaret i Den Kongelige Mønt- og Medaillesamling. Uanset tapperhed eller indsats fik deltagerne i krigen ingen officiel anerkendelse.
Det samme skete efter 9. april 1940. En medalje for deltagelse i kampene blev planlagt, men aldrig uddelt – først fordi det var risikabelt under besættelsen, senere fordi man mente, det var umuligt at afgøre, hvem der reelt havde været i kamp.
Danmark havde ganske enkelt svært ved at hædre sine soldater.
En erindringsmedalje – efter ansøgning
Erindringsmedaljen 1864
Utilfredsheden voksede, og i 1872 søgte en gruppe initiativtagere på vegne af omkring 3.000 veteraner om at få udgivet en erindringsmedalje for deltagelse i felttogene 1848–64.
Kongen afviste først ansøgningen, men efter flere års pres lykkedes det i 1875–76 at få bevilliget midler. Medaljerne blev fremstillet i Paris, og de blev kun tildelt efter ansøgning.
Antallet af berettigede var stort:
-
ca. 41.000 fra Treårskrigen
-
ca. 53.000 fra krigen i 1864 samt ca. 5.000 fra flåden
-
ca. 2.100 fra begge krige
Først 50 år senere: en hædersgave
For deltagelse i begge krige
I 1914 – 50 år efter krigen – indførtes endelig en egentlig statslig anerkendelse af deltagerne i 1864. En lov gav de overlevende veteraner en livsvarig årlig hædersgave på 100 kroner.
På dette tidspunkt var antallet af modtagere dog begrænset. De fleste ville være over 70.
Loven slog fast, at hædersgaven ikke skulle modregnes i alderdomsunderstøttelse eller fattighjælp.
Det var en sen, men vigtig anerkendelse af mænd, der i deres ungdom havde kæmpet for landet – uden i årtier at have modtaget nogen officiel hæder.