NIKE luftforsvarssystemet udgjorde fra slutningen af 1950’erne rygraden i Danmarks jordbaserede luftforsvar. Systemet var en del af NATOs samlede luftforsvar og havde til opgave at beskytte især hovedstadsområdet mod angreb fra fjendtlige bombefly. På Stevns blev NIKE-anlæggene opført som faste, stærkt sikrede installationer med både affyringsområder og radar- og ildledelse adskilt geografisk.
Udvikling af NIKE-systemet
Nike Ajax USA
Det første operative system var Nike Ajax, udviklet i begyndelsen af 1950’erne som reaktion på truslen fra sovjetiske langtrækkende bombefly. Systemet blev formelt godkendt i 1953 under betegnelsen SAM-A-25. Western Electric leverede styresystemerne, mens Douglas stod for selve missilet.
De tidlige år var præget af betydelige tekniske problemer, og først i 1956 lykkedes en fuldt vellykket affyring mod et luftmål. Samme år blev systemet videreudviklet og fik navnet Nike Hercules.
Nike Hercules adskilte sig fra NIKE Ajax ved:
- anvendelse af fast brændstof
- større rækkevidde og flyvehøjde
- mulighed for både konventionelle og nukleare sprænghoveder
Systemet blev hurtigt standard i NATO og leveret til en række allierede lande, herunder Danmark.
Systemopbygning: IFC og LCA
Et NIKE-anlæg var opdelt i to hovedområder:
Integrated Fire Control Area (IFC)
IFC rummede radarer og ildledelse. Her blev luftrummet overvåget, mål identificeret og missilernes flyvebane beregnet. Området omfattede blandt andet:
- mål- og sporingsradarer
- kontrol- og operatørbygninger
- kommunikationsudstyr
Systemet blev løbende opgraderet. I 1964 indførtes HIPAR (High Power Acquisition Radar), og i 1970 TRR (Target Ranging Radar). Disse forbedringer gav systemet en vis evne til også at engagere ballistiske missiler.
Launcher Control Area (LCA)
LCA var selve affyringsområdet. Her stod missilerne klar på affyringsramper, og herfra blev affyringen gennemført.
Afstanden mellem IFC og LCA var normalt 1–5 km og mindst én amerikansk mil. Var afstanden for kort, kunne missilsporingsradaren ikke følge raketten korrekt under den hurtige opstigning.
Uddannelse
Danmarks første NIKE-enhed blev oprettet i 1959 og uddannet ved SAM (Surface-to-Air Missile School) lå i Fort Bliss i Texas.
Batterierne skulle beskytte København og var oprindeligt en del af hæren, men blev i 1962 overført til Flyvevåbnet.
Sigerslev NIKE-afskydningsplads
Kort over pladsen
Ved Sigerslev lå affyringsområdet (LCA) for Stevns NIKE-anlæg. Området var opdelt i tre launcher-sektioner: A (Alpha), B (Bravo) og C (Charlie). Hver sektion bestod af:
- tre affyringsramper
- kontrolbunker
- missillager og hangar
- nødgenerator og opholdsrum
Denne opdeling gjorde det muligt at arbejde i én sektion, mens der blev affyret missiler fra en anden.
Samling, brændstof og sprængladninger
Missilerne blev samlet og serviceret i Assembly Area, hvor elektronik og styresystemer blev monteret. De færdige missiler vejede omkring fem ton og blev håndteret med specialvogne og kraner.
Luftfoto Revetted Area
I Revetted Area blev motorer og sprængladninger monteret. For Nike Ajax indebar dette håndtering af ekstremt farlige brændstoffer: en blanding af jetbrændstof (JP-4) og rygende rød salpetersyre. Startbrændstoffet UDMH blev først tilsat umiddelbart før affyring.
Nike Hercules anvendte fast brændstof og var derfor væsentligt sikrere i drift.
Drift, strøm og mandskab
Controlbunker Area C
Hver launcher-sektion var bemandet med:
1 raketbefalingsmand
1 paneloperatør
3 raketmænd
1 generatoroperatør
Ved højt beredskab i 1960’erne skulle første missil kunne affyres inden for fem minutter.
Anlæggene blev forsynet med civil elforsyning, transformeret til amerikansk standard (120 V / 400 Hz). Derudover fandtes diesel-drevne nødgeneratorer både centralt og i hver sektion.
De danske NIKE-enheder
Oprindeligt hørte batterierne under hæren (10. Luftværnsafdeling), men i 1962 blev de overført til Flyvevåbnet som eskadrillerne 531, 532, 533 og 534.
Deres hovedopgave var at beskytte København mod luftangreb. Materiellet blev opstillet i 1960 og omfattede både Nike Hercules og den ældre Nike Ajax. Samme år blev enhederne erklæret operative på linje med Flyvevåbnets jagereskadriller.
Hovedkvarteret for missilforsvaret lå i Avedørelejren, mens batterierne blev opstillet ved Gunderød, Kongelunden, Tune og Stevns.
Den overordnede kommando var placeret i Ejbybrobunkeren på Vestvolden.
En politisk dimension
Et notat fra forsvarschefen i 1959 fastslog, at NIKE-systemets militære effektivitet var begrænset uden nukleare sprænghoveder. Selvom Danmark officielt førte en restriktiv atompolitik, fandtes der i praksis mulighed for, at sprænghoveder kunne stilles til rådighed efter politisk og NATO godkendelse.
Disse sprænghoveder var oplagret lige syd for grænsen i Meden.
Dette forklarer den skærpede sikring af visse sektioner ved Sigerslev.
Udfasning og HAWK-systemet
Nike Ajax blev udfaset fra 1969, og mellem 1981 og 1983 blev også Nike Hercules-eskadrillerne nedlagt. I en overgangsperiode overtog HAWK luftforsvaret på Stevns og andre steder i landet.
HAWK-systemet var mere mobilt og forblev i dansk tjeneste frem til 2005, de sidste år i en opdateret version kendt som DEHAWK.
NIKE i dag
Standpladsen for radar
NIKE-anlæggene på Stevns står i dag som markante levn fra den kolde krigs faste luftforsvar. De vidner om en periode, hvor avanceret teknologi, omfattende mandskab og storpolitisk spænding var integreret i det danske landskab.