Observationsbunker på Langdyssevej

Langdyssevej ligger en flot og velbevaret observationsbunker. Observationsbunkerne spillede en helt central rolle – både i det indledende forsvar og under selve kampene.

Langdyssevej trappe til observationsbunker

Langdyssevej

Bunkerne lå højt

Bunkerne var som regel placeret højt i terrænet. Herfra kunne man tidligt opdage fjendtlige bevægelser og melde dem videre til stillingens ledelse. Under kampene fungerede observationsbunkerne samtidig som ildlederposter, hvorfra artilleriets ild blev dirigeret, mens man fortsat overvågede området foran stillingen.

Flere rum

Indvendigt var bunkeren opdelt i et opholdsrum til besætningen og selve observationsrummet. Observatøren var beskyttet af en panserkasse eller en panserskærm, som dækkede observationsåbningen og gav beskyttelse mod fjendtlig ild.

Den pansrede slids

I dag mangler flere observationsbunkere deres panserdele. De blev fjernet efter krigen, da jern havde stor værdi. Det gælder blandt andet den store observationsbunker på Pothøj. Observationsbunkeren på Langdyssevej og den identiske bunker i Hoptrup har derimod begge bevaret deres panserskærme.

Bunkeren i dag

Særligt bunkeren på Langdyssevej fremstår i dag meget velbevaret med en intakt, pansret observationsslids og giver et sjældent godt indtryk af, hvordan en observationsbunker fungerede under Sikringsstilling Nord.