Under opførelsen af Sikringsstilling Nord i Sønderjylland blev både krigsfanger og fæstningsfanger sat i arbejde – men på meget forskellige måder og under vidt forskellige vilkår. Kun fæstningsfangerne arbejdede direkte på selve stillingen.
Krigsfangerne
Krigsfanger i landbruget
Krigsfangerne blev, i overensstemmelse med de internationale konventioner, ikke anvendt til opførelse af militære anlæg. I stedet udførte de civile arbejdsopgaver som tilplantning, afvanding og andet jordarbejde. Mange blev også udkommanderet til de små lokalsamfund, hvor de fungerede som arbejdskraft i landbruget og erstattede de sønderjyder, der var indkaldt til tysk krigstjeneste. Forholdene for disse krigsfanger var barske, men dog væsentligt bedre end for fæstningsfangerne. Situationen i blandt andet Almsted er beskrevet i samtidige beretninger.
Fæstningsfangerne
Langt værre stod det til for fæstningsfangerne. De bestod af tyske desertører samt politiske og militære straffefanger, som under ekstremt hårde og umenneskelige vilkår blev sat til at opføre selve Sikringsstilling Nord.
Alt arbejde blev udført med håndkraft. Der fandtes ingen maskiner, og arbejdsdagene var lange og udmattende. Dødstallet blandt fæstningsfangerne var højt – både som følge af sygdom, epidemier og under flugtforsøg fra de brutale forhold.
Arbejdsvilkår
Fæstningsfanger i Arrild
Dagene begyndte tidligt. Fangerne marcherede til fods til arbejdsstedet, arbejdede hele dagen under konstant bevogtning og vendte først tilbage til lejrene sent om aftenen. Kosten bestod ofte af små rationer tynd kålrabisuppe. Vagterne patruljerede med påplantede bajonetter, og selv den mindste modstand eller tøven kunne udløse slag eller bajonetstik.
Et eksempel på det ekstremt hårde arbejde var transporten af vand til betonstøbning af batterierne. Vandet skulle bæres op til én kilometer i spande og åg – og i et jævnt tempo, så støbningen ikke blev ødelagt af pauser.
Se uddrag af fortælling af dansk fæstningsfange
Dødsfald og begravelser
Der er ingen tvivl om, at dødstallet var højt blandt både krigsfanger og fæstningsfanger. Blandt krigsfangerne skyldtes dødsfaldene især epidemier i lejrene. For fæstningsfangerne var dødsårsagerne en kombination af de umenneskelige arbejdsforhold, sygdomme og i nogle tilfælde vold eller drab under flugtforsøg.
Ved den nordøstlige del af kirkegården ved Løgumkloster Kirke blev 39 fæstningsfanger fra lejren ved Øbjerg begravet. De døde sammen med lejrlægen under en tyfusepidemi, som også ramte krigsfangelejrene. Denne grav er desværre senere blevet sløjfet.
Generelt findes der i dag langt flere krigsfangegrave end grave over fæstningsfanger. Forklaringen er, at fæstningsfangerne formelt stadig var soldater i den tyske hær og derfor oftest blev sendt tilbage til Tyskland og begravet der.
Fangelejrene
Lejren i Toftlund
Fæstningsfangerne var indkvarteret i en lang række lejre langs stillingen, blandt andet ved Genner, Skovby, Damgaard ved Rugbjerg, Abkær, Strandelhjørn, Galsted, Østergaard ved Gammelskov, Hyrup, Øster Terp, Toftlund, Arrild, Øbjerg, Ullemølle, Skærbæk, Gaardkrog ved Vester Gasse, Løgumkloster og Døstrup.
Hver lejr blev ledet af en løjtnant og rummede et eller flere straffekompagnier med omkring 250 mand i hver. Selve anlægsarbejdet blev koordineret af en pionerbataljonsstab og seks pionerkompagnier.
Dimitri-stenen i Almsted
Enkelte russiske krigsfanger, som var udlånt til landbrug i mindre samfund som Almsted, blev boende i Danmark efter krigen.
Her mindesten for russisk krigsfange Dimitri i Almsted.
Løgumkloster Krigsfangekirkegård
Krigsfangekirkegården i Løgumkloster blev anlagt i 1915 af de tyske myndigheder. Her ligger 71 franske, belgiske og russiske krigsfanger, der døde under kummerlige forhold i en nærliggende lejr som følge af en plettyfusepidemi.
Mindesmærket på kirkegården, med indskrift på dansk, fransk og russisk, blev oprindeligt rejst af overlevende fanger og står i dag som et stærkt vidnesbyrd om krigens menneskelige omkostninger.
Mindelunden i Løgumkloster.